Prøv avisen

Livet er et eventyr

Som barn stillede Kathrine Lilleør sig ofte op foran sin morfar, kordegn Gerhard Bang, med H.C. Andersens eventyr i favnen. Hendes morfars oplæsning blev begyndelsen på hendes liv med H.C. Andersens eventyr. Foto: Malene Korsgaard Lauritsen.

H.C. Andersens eventyrlige fortællinger handler om meget og andet end prinser, prinsesser og hele kongeriger. Det er selveste livet, der bliver beskrevet - glæder og sorger, håb og afmagt, menneskets forhold til det jordiske og ikke mindst til Gud, fortæller sognepræst og ph.d. Kathrine Lilleør

Kathrine Lilleør bliver stadig helt tung i armene, når hun tænker tilbage på den store bedrift, det var som fireårig at løfte den tykke eventyrsamling ned fra bogreolen, slæbe den gennem lejlighedens mange rum og række den op til sin morfar. Men det var sliddet værd. For uanset hvor optaget kordegn Gerhard Bang var af sit arbejde, kunne Kathrine Lilleør altid aflede hans opmærksomhed og få en plads på hans skød, når der var behov for at få læst "Svinedrengen" eller "Nattergalen" op endnu en gang. Og det var der tit. For eventyrene havde en særlig tone, som Kathrine Lilleør blev gradvist mere fortrolig med, skønt hun stort set ikke forstod dem.

Forstod først ikke Andersens eventyr

"Jeg kan stadig huske min skuffelse og ærgrelse over, at "Svinedrengen" begynder, fuldstændig som et eventyr skal, men at det slutter helt hæmningsløst forkert," siger Kathrine Lilleør.

For H.C. Andersen satte sig i sin eventyrdigtning suverænt ud over eventyrgenrens stilkrav. Hovedpersonerne skulle ikke nødvendigvis leve lykkeligt til deres dages ende. H.C. Andersen havde et budskab, han ville ud med. Og så måtte de gængse genrebegreber træde til side, også selvom prinsessen sad grædende tilbage til sidst.

I dag har Kathrine Lilleør taget selvsamme eventyrsamling ned fra reolen. Den ligger foran hende - slidt og gulnet - og vidner om et efterhånden langt liv med H.C. Andersen både gennem barndommen, studietiden, hendes ph.d.-afhandling om eventyrene og i hendes virke som præst.

For under Kathrine Lilleørs teologistudie gik det op hende, at der lå meget mere bag eventyrene end blot en smuk sproglighed og prinser og prinsesser. Hun var i færd med sine Kierkegaard-studier, da hun faldt over en H.C. Andersen-salme, der mere klang af Kierkegaard end naturdyrkende romantik. Og det gik op for hende, at der var en grund til, at hun ikke forstod eventyrene som barn og muligvis indtil da stadig ikke havde forstået deres dybere anliggende.

Rammer de kristne grundbegreber

"Eventyrene er Andersens syn på tro og tvivl, liv og død. Det, han skaber, er en selvstændig videretænkning af de kristne grundbegreber. Men ikke planlagt og ikke som var det lærebøger. Det er i stedet vævet naturligt ind i digtningen. Tag nu eventyret "Nattergalen", der er en vidunderlig fortælling i sig selv. Umiddelbart er det en historie om en af naturens fugle, der viser sig skønnere og mere livgivende end det, vi selv kan fabrikere. Men det er også et meget dybt og reflekteret eventyr, der rammer ind i de kristne grundbegreber og ikke mindst rammer den voksne læser i hjertet, ligesom nattergalens sang i eventyret ramte kejseren i hjertet," siger hun.

For H.C. Andersen var på det tidspunkt - ligesom Kierkegaard og Grundtvig - optaget af det synlige og det usynlige i livet. At der både er en verden, man kan tage og føle på, men også meget, vi ikke kan se. Nattergalen er ikke bare en lille grå fugl, der synger vidunderligt. Den viser sig at have liv, lys og skønhed i sin strube. Den ser ud af intet, men er det hele. Hvorimod den kunstige fugl i eventyret ser ud af alt, men intet er.

Det samme gør sig gældende i eventyr som "Den lille Pige med Svovlstikkerne" og "Sneedronningen". For det er et ganske typisk budskab i H.C. Andersens eventyr, at det, der ikke ser ud af noget, så glimrende kan være det. Eller det, der ser frygteligt ud, er lige det modsatte.

"Det skaber den skønne eftertanke, at vi mennesker nogle gange møder hinanden og ikke regner den anden for noget på grund af det ydre og på grund af status. Men vi kan tage så grueligt fejl, fordi åndeligheden, kærligheden og lyset ikke altid gemmer sig i det store og smukke, men også i det grimme, usle og i afmagten," siger hun.

Man kan selvfølgelig til enhver tid tage eventyrene for pålydende og læse dem som fantasifulde historier. Men når man bliver voksen, kan man ikke lade være med at undre sig over, hvorfor eksempelvis "Nattergalen" ender, som den gør, mener Kathrine Lilleør. Og der opdager man den forunderlige pointe - at det handler om døden og evigheden.

"Nattergalen repræsenterer det, vi ikke har nogen møntenhed for eller kan regne os frem til. Den illustrerer, at der bag døden er liv. Eventyret ender jo helt besynderligt. Så pludseligt. Det har jeg ment, lige siden jeg sad på min morfars skød. Men jeg skulle blive teolog, før jeg fik øje på, at kejseren til slut rejser sig fra dødslejet og siger "god morgen", ligesom Jesus siger "god morgen", da han går ud af gravhulen. Det er opstandelseshilsnen," konstaterer hun med et bredt smil.

Der er ellers ikke noget så frygteligt som tung kristelig poesi, "hvor præster får øje på Jesus i hver anden linje", mener Kathrine Lilleør.

"Men det har været øjenåbnende at lægge teologien ved siden af eventyrene, for så giver de undertiden mening, hvor meningen før var svær at få øje på. Som nu altså i 'Nattergalen's slutreplik. Der er en klang og et lys, som kommer fra noget, der ikke er os selv. At det forholder sig sådan med eventyrene, har man altid vidst. Når jeg rundt om i landet genfortæller eventyr på baggrund af min Andersen-bog, 'Fra Hjerte til Hjerte', antænder eventyrfortællingerne det lys, som har gjort dem til folkeeje i generationer videregivet som dåbsgaver," siger hun og fortsætter:

"På den måde fanger H.C. Andersen dig og mig som voksne læsere ind i sine tankebaner på en opbyggelig måde. Og det er det, der er med hans eventyr. De er jo opbyggelige. I ordets oprindelige forstand. De bygger åndeligt op til refleksion, eftertanke og selvindsigt. Uden at levere et svar med to streger under. Det skal man selv finde," siger hun.

H.C. Andersen havde blik for de usete

Dybden i eventyrene har netop gjort, at H.C. Andersen har været en trædesten for flere af den danske litteraturhistories helt store navne. Den sociale indignation, man finder hos H.C. Andersen, kombineret med kærligheden til og blikket for det usete menneske samt de kristne grundbegreber, genfinder man også hos Herman Bang, Henrik Pontoppidan og Martin A. Hansen.

Men Andersens brud med de gængse eventyrdogmer har også gjort ham til skydeskive for mange kritikere gennem årene. Eventyrene er blevet tolket på kryds og tværs. Og H.C. Andersen er blevet fremlagt som både tåbe og geni. Men for Kathrine Lilleør at se var H.C. Andersen uden tvivl et ekstremt begavet menneske, der havde en spids nok pen til at give svar på tiltale, når han blev mødt med kritik.

"Og så ejede han en fuldstændig forunderlig kunstnerisk evne til at høre sjælenes sagteste tale. Han beskriver via sine fantasifulde historier menneskeliv, som de altid er blevet levet. På godt og ondt. Sorgen, kærligheden, afmagten, vreden, mindreværdet og overfladiskheden. Alle disse forskellige menneskelige udtryk, der er en del af alles hverdag, og som findes i os alle," siger Kathrine Lilleør.

Eventyrene kan spejle os selv

Derfor er eventyrene universelle og mindst lige så relevante i dag, som da de blev skrevet i midten af 1800-tallet. De beskriver forholdet mellem Gud og menneske, og de beskriver livet, som det er blevet levet til enhver tid. Men eventyrene kan mere end det, for det alene ville ikke gøre det, mener Kathrine Lilleør.

Det, de kan, er, at de både kan beskrive det smertefulde og det håbefulde. De kan beskrive en moders sorg over at miste et barn og beskrive, hvordan en kejser rejser sig fra dødslejet, fordi der er en nattergal, der synger ham tilbage til livet.

"Så ud over at være et spejl på os selv, så formidler eventyrene en tro og et håb om, at livet er det dejligste eventyr. Det kan lyde helt banalt. Men hvis det er sagt af én eller til én, der er i stor sorg, og som har haft meget modgang, så er dét det skønneste både at turde insistere på og håbe på - at livet er et eventyr. Livet er uforudsigeligt. Det er barskt og fuldstændig vidunderligt, og det har en lykkelig slutning på den anden side af døden. Så man kan godt tillade sig at beskrive livet med dårlige slutninger i eventyrene. For det hele spindes ind af det overordnede håb om, at der er et lys på den anden side af døden."

holtze@k.dk