Prøv avisen
Kunst

Åbenbare billeder og skjulte betydninger

Der er meget, vi som mennesker skal forsøge at få hold på i tilværelsen og vor opfattelse af den. Det gælder også for Per Bak Jensen, der hele tiden synes at være på sporet af en mening i den tilsyneladende meningstømte virkelighed. Her ses værket ”Monolit” fra 2012. Foto: Fra udstillingen

Per Bak Jensen har gennem de seneste 30 år markeret sig som en af landets mest betydningsfulde fotografer. Sorø Kunstmuseum viser nye og ældre billeder

Filminstruktøren Michael Haneke skabte i 2005 den psykologiske thriller ”Skjult” om et fransk ægtepar, der hjemsøges på den mest subtilt bestialske måde af et ukendt menneske med tråde til deres fortid. Helt så skæbnetunge er Per Bak Jensens fotografier ikke, selvom hans seneste udstilling på Sorø Kunstmuseum bærer samme titel som Hanekes film.

Men de to billedmageres metode er den samme. Det gælder for både Haneke og Per Bak Jensen, at de skildrer en tilsyneladende fuldkommen genkendelig virkelighed, som på trods af den prosaiske fremtræden rummer en form for skjult nerve. Det almindelige, begivenhedsløse, ja ligefrem kedelige i motivet modsvares af en flertydighed, hvor man som beskuer kan blive i tvivl om, hvad det egentlig er, man ser. Per Bak Jensens fotografier er nøjagtige, detaljerede og stramme i deres gengivelse af steder rundt om i den nære og fjerne verden, men de åbner sig for blikket mod stedernes skjulte betydning. Selvom de ganske øjensynligt er tømte for drama, er de ikke tømte for atmosfære. Tværtimod, de fremtræder besjælede.

Per Bak Jensen debuterede som kunstfotograf på kanten af 1980'erne og dermed den nyromantiske bølge, der skyllede ind over kulturen i tiåret. Her fødtes en ny sværmerisk poesi ud af det, Søren Ulrik Thomsen kaldte for ”det blå rum”, og her flængedes lydbilledet af et orkester, der kaldte sig Sort Sol. Er Per Bak Jensen da romantiker? Ikke nødvendigvis.

Men han er uhyre bevidst om fotografiets transcenderende rumligheder. Fotografier afbilder virkeligheden - og i tilfældet Per Bak Jensen med en excessiv virkelighedstroskab - men de er ikke lig med virkeligheden, de er lig med noget andet, måske det numinøse Andet, som vi ikke rigtig kan bestemme, hvad er.

Er Per Bak Jensen da religiøs? Ikke nødvendigvis. Men han er uhyre bevidst om fotografiets metafysiske kvaliteter, de egenskaber ved fotografiet, der rækker langt ud over og langt dybere ned, end det tilsyneladende åbenbarede. Ned til det skjulte. Som kritikeren og fotografiforskeren Mette Sandbye skriver i sin glimrende katalogtekst, så beskæftiger Per Bak Jensen sig til stadighed i sit fotografiske værk med samspillet ”mellem tomhed og betydning”. I sine fotografier går han ofte helt tæt på noget, der umiddelbart ingenting er, men så alligevel forlenes med både æstetiske og sært svangre kvaliteter. Ikke nødvendigvis uheldsvangre, men eksistentielt ladede og sindbilledlige kvaliteter.

På Sorø Kunstmuseum kan man for tiden se 25 af Per Bak Jensens store fotografier i museets rå underetage. Fotografierne klæder de spartanske rum godt med deres på én gang pointerede saglighed og kældermørke potentiale af betydning. Der er otte nye billeder og så en række værker fra de seneste tiår.

En del af værkerne er landskaber, der trækker på en lang visuel tradition inden for dansk landskabsmaleri. Her er såkaldte ”forgrundsstudier”, som man kender dem fra romantiske kunstnere som Johan Th. Lundbye og Dankvart Dreyer, og her er symbolistiske stemningsbilleder, spejlinger og mærkelige skæve snit i verden, som det kendes fra Johan Rohde og L.A. Ring, og her er vandfald og huler som hos Per Kirkeby. Per Bak Jensen er fotograf, men en malerisk fotograf.

Men Per Bak Jensen er uomtvisteligt også en nutidig fotograf, der også afbilder scener fra den moderne civilisation: et hvidt lynende plasticdækken glemt på marken, store mekanisk bundne og stablede kuber af hø, en gitterport i en by eller en monolitisk stele af beton i strandkanten. Men hele vejen igennem lader kunstneren motivet op med atmosfære, i kraft af lyset, i kraft af beskæringen, i kraft af tidspunktet - eksempelvis det tidlige morgenmørke med dug og tåge eller den tidlige aftenskumring, hvor konturerne sløres. Han skaber hermed en næsten fysisk nærværende fornemmelse af det materielle og stoflige, men forskyder samtidig blikket mod det metafysiske og ubegribelige i disse døgnets og tilværelsens overgange. Der er meget, vi som mennesker skal forsøge at få hold på i tilværelsen og vor opfattelse af den.

Det gælder også for Per Bak Jensen, der hele tiden synes at være på sporet af en mening i den tilsyneladende meningstømte virkelighed, han fanger i søgeren. I en tidlig bog med sort-hvide fotografier fra København fra 1993 med den karakteristiske titel ”Stedernes væsen”, skriver han poetologisk om sin praksis: ”Jeg tror vi alle indeholder ét stort billede, som vi bærer rundt på, og glimtvis dukker dele af dette store billede op i vores tanker og arbejde. Dette store billede er summen af den man er, det man tror på, og den man gerne vil være”. På Sorø Kunstmuseum kan man følge Per Bak Jensen på rejsen mod det store billede, eksistensens genspejling i den ydre verden - skjult og dog fundet.