”Amazing Grace” er det bedst sælgende gospelalbum nogensinde og en milepæl i Aretha Franklins (1942-2018) lange karriere. Det blev indspillet over to aftener i januar 1972 i en baptistkirke i Los Angeles og skulle vise, hvad den amerikanske souldronning var rundet af og havde sine musikalske rødder i: afroamerikanernes gospel- og kirkemusik.
Men at Aretha Franklins dobbeltalbum ikke alene var legendarisk lyd, men også levende billeder, har de færreste vidst. Produceren Jerry Wexler og pladeselskabet Atlantic ville skabe en film over den kombinerede gudstjeneste og koncert og hyrede instruktøren Sydney Pollack til opgaven. Hele seancen blev dokumenteret af hans filmhold fra forskellige udsøgte vinkler.
Men Sydney Pollacks manglende erfaring med live-optagelser betød, at filmen ikke kunne klippes, så lyd og billede blev fuldkommen synkront. Filmen lå hen i 35 år, før produceren Alan Elliott fik mulighed for med ny digital teknik at gøre filmen færdig.
Så gik der ophavsrettigheder i sagen, og først i 2018 efter Aretha Franklins død kunne filmen frigives. Hverken hun eller Sydney Pollack – der døde i 2008 – nåede at se resultatet.
Men det kan vi andre så. Og hvilket resultat! Kombinationen af Aretha Franklins overvældende stemme og de mættede celluloid-optagelser er en intens følelsesmæssig oplevelse. Fuldkommen vildt og rygradsrislende. Det er umuligt ikke at blive berørt.
På baggrund af et kæmpemæssigt alterbillede af Johannes Døberen, der tager imod menigheden i livets flod, står Aretha Franklin og synger fra prædikestolen. Bag hende dirigeres The Southern California Community Choir af en entusiastisk Alexander Hamilton, til venstre for hende akkompagneres hun af sit faste band med den eminente guitarist Cornell Dupree, og til højre for hende ledes gudstjenesten af præsten, sangeren og pianisten James Cleveland. Hvilket setup! Menigheden blæses først bagover, gennemrystes så af gråd, for finalt at gå i ekstase.
Cool 1970’er-, Black Panther-typer med afrohår og enorme solbriller i sølv, borgerrettighedsforkæmperen Jesse Jackson, og på andet sæt Charlie Watts og Mick Jagger, der er i byen for at færdigproducere The Rolling Stones’ album ”Exile on Main Street”. Og Sydney Pollack selv, der går rundt, tygger tyggegummi og forsøger at se ud, som om han har styr på det.
Det har han til en vis grad også. Som andre af tidens spillefilmsinstruktører – Jean-Luc Godard, Hal Ashby, Martin Scorsese – er han suveræn i optagelserne af musikerne og musikken. Faste indstillinger, nærbilleder og en rolig kadence og klipperytme, hvor billederne ikke forsøger hektisk at mime musikken, men lader den folde sig episk ud.
Indledningsvis gør præsten James Cleveland med et glimt i øjet opmærksom på, at ”Amazing Grace” ikke udelukkende er et show, men også en gudstjeneste, hvor menigheden skal lukke op for Helligånden. De sluser i sindet kommer til at stå vidt åbne. Gospelmusikken og sangen er en dialog mellem præsten og menigheden, sangerne og musikerne og koret, men i sidste ende med Gud.
Men i filmen er man aldrig i tvivl om, hvorfra kraften udgår. Aretha Franklins stemme og fraseringer er ikke af denne verden, og hun er fuldstændig inde i musikken og ordene. Endnu ganske ung, oprigtig i udtrykket, hengiven i forhold til, hvad hun synger.
Fremførelserne af ”Precious Memories”, ”Climbing Higher Mountains” og ”Amazing Grace” er blivende højdepunkter i gospelmusikkens historie, fastholdt i billeder, der ikke blot er illustrative, men emotionelle vidnesbyrd. Første aften er klart den mest intense, anden aften går der kage i lyden, men det hele er ærligt lagt frem af instruktøren. Som publikum og menighed følger man et dokumentarisk værk i sin tilblivelse, ikke i sin fuldendelse, men med øjeblikke af total passion.
1972. Et USA under præsident Richard Nixon, Watergate på vej og Vietnamkrig i krampetrækninger. På den baggrund virker de to aftener i The New Temple Missionary Baptist Church i Los Angeles med Aretha Franklin og den forbløffende nåde som en modstandslomme af humanisme.