Åbning mod himmeloceanet

Det er en af samtidskunstens mest originale og visionære kunstnere, der står bag den kæmpemæssige underjordiske installation, som ARoS nu skal til at forberede. Vi tegner et portræt af James Turrell, der inden for et år bliver en permanent del af ARoS' udtryk

Oplevelsen af at være i et af James Turrells ”Skyspaces” - som eksempelvis på The Walker Art Center i Minneapolis i USA - er prægnant, og lyset, der strømmer ind, er nærmest, ikke mindst hvis vejret tillader det, fosforescerende. -
Oplevelsen af at være i et af James Turrells ”Skyspaces” - som eksempelvis på The Walker Art Center i Minneapolis i USA - er prægnant, og lyset, der strømmer ind, er nærmest, ikke mindst hvis vejret tillader det, fosforescerende. - . Foto: Henrik Wivel.

Der er to forhold, som har været afgørende for den 71-årige amerikanske kunstner James Turrells virke. For det første er han uddannet pilot, og for det andet nedstammer han fra en familie af kvækere. Begge dele har været med til at forme hans på en gang visionære og sociale tilgang til det kunstneriske arbejde.

James Turrell lærte tidligt at flyve og har flere end 12.000 flyvetimer bag sig. Det har givet ham et andet syn på verden end de fleste andre. Man kan sige, at det har åbnet rummet for ham. Himmelrummet, hvor horisonten ikke længere er synlig, og blikket kan fortabe sig i det uendelige. Den ekspansive udvidelse af de menneskelige sanser, som udsynet fra cockpittet giver en fornemmelse af, har betydet ekstremt meget for James Turrells opfattelse af lys, farve og rum og hans ønske om at give andre mennesker tilsvarende oplevelser.

James Turrell er født i Los Angeles, og begge hans forældre tilhørte samfundet af kvækere i Californien. Noget af det den udogmatiske og løst strukturerede kristne bevægelse sætter højt er fred, lighed, enkelhed og sandhed. Det sidste er vigtigt. Kvækernes kristne livsholdning er bygget på en personlig søgen efter sandheden og i videre forstand lyset. Kvækerne indskriver allegorisk denne livsnødvendige søgen som en bevægelse fra det underjordiske mørke mod lyset i en slags neo-platonisk omskrivning af den klassiske hulelignelse.

Ifølge den antikke græske mestertænker Platons hulelignelse bevæger mennesket sig fra en illusorisk underverden trinvis mod lyset og en overjordisk sandhed og realitet. De flakkende skygger afløses billedlig talt af det stærke lys. Kvækernes lære er ikke knyttet til hverken en traditionel kirkebygning, en given liturgi eller ydre sakramenter, men til et aktivt udadvendt virke og et idealistisk engagement i omverdenen. James Turrells opfattelse af, at den menneskelige erkendelse er knyttet til lysets transcenderende kraft, er præget af hans religiøse baggrund, ligesom hans opfattelse af kunsten er det.

Kunst er for James Turrell ikke en individuel praksis, men en social, og kunstværket er ikke noget i sig selv, men kun noget i kraft af, at det åbner sig mod andre. Derfor arbejder James Turrell i spændingsfeltet mellem kunst og arkitektur. Hans værker skabes for, at publikum skal blive en del af deres rum. Oplevelsen ligger i at bevæge sig ind i hans værk og blive en del af det. Hans mantra er, at vi som mennesker skal føle, hvad vi intellektuelt har lært eller kan lære. Vi skal med hans ord ”ikke modtage indtryk, vi skal selv skabe dem”. Vi skal ”se os selv sanse” i en proces, hvor vi som skabende væsner nærmer os det skabte. Selve rummet omkring os med lyset som nærmest fysisk tilstedeværende. En åbenbaring i ordets både metafysiske og konkrete forstand som noget, der åbner sig for os.

Lyset er altafgørende i James Turrells værk. Lyset som det sanses, ja mærkes i rummet. Derfor har kunstneren livslangt arbejdet med, hvordan vi opfatter lyset. Med et fint ord, kunne man sige, at James Turrell arbejder med ”lysets fænomenologi”. Altså hvordan lyset beskrives og sanses. For i sig selv er lyset intet. Lys kan kun opfattes, når det brydes og forvandler sig til farve. Det ved vi fra naturvidenskaben hos eksempelvis Newton og fra åndsvidenskaben hos eksempelvis Goethe. Når lyset brydes sker det - eller rettere - opfattes det i et spektrum af farver.

Derfor er rummet og vor opfattelse af det rumlige så væsentlig for James Turrell. Netop fordi lyset brydes, når det stråler ind i et rum. Hvad enten det er kunstigt skabt lys eller naturens eget lys, tager det farve af, hvad det stråler igennem, projiceres på eller indrammes af. I sin verdensomspændende kunstneriske entreprise, der rækker fra USA og Latinamerika over Europa til Japan og Kina, har kunstneren over de sidste 40 år skabt installationer og arkitektur, der skal give et dækkende indtryk af, hvordan rum på den ene side sætter grænser for lyset og på den anden side opløser grænserne i en sindsudvidende bevægelse. Og hvordan lys i den sidste ende skaber rum.

James Turrell har primært arbejdet med to former for lys: det kunstige og det naturlige. Men i en række af de største projekter kombinerer han det artificielle og naturgivne.

I James Turrells visuelle eksperimenter og installationer med kunstlys - ARoS ejer en af dem - arbejder han med den skyggeverden, som Platons hulelignelse refererer til. Kunstneren kan med en projektor kaste lys op på en væg, så det skaber en illusion om en åbning. Som om rummets vægge ikke længere var der eller så at sige giver efter for lyset. Han kan også få lyset til at aftegne geometriske former og farvefelter på væggene, der giver indtryk af, at rummet har hjørner, som reelt ikke findes eller vinduer, som ikke er der. Eller at der står et kvadrat i midten af rummet, man skal gå udenom. Her leger kunstneren med publikums sanser og skaber illusioner, der ikke har rod i den virkelige verden, men lukker op mod den eventyrlige.

James Turrells mest kendte arbejder inden for den artificielle lys- og rumkunst er hans såkaldte ”Ganzfeld”, der kan oversættes til ”totale rum”. Altså illuminerende rum med kurvede vægge belyst med infrarødt, hvor vi som publikum fuldstændig mister orienteringen, fordi vi bliver ude af stand til at stedfæste rummets grænser. Et sådant rum skabte lange køer ved Venedig Biennalen i 2011, fordi kun et begrænset antal mennesker må opholde sig i det samtidig. Ellers blev det for farligt. Netop fordi vi i Turrells farvesætning sansebedrages og mister alle koordinater.

Normalt er forestillingen om tid og rum knyttet sammen. Vor bevægelse igennem rummet giver fornemmelsen af tid, dybe og perspektiv. I James Turrells ”Ganzfeld” diffunderer forestillingen om tid og rum, som i stedet smelter sammen til et ”tiderum” uden grænser, tættere på evigheden end øjeblikket. Oplevelsen af at være i rummet er forunderlig, lidt som at være i et fly i himlen, hvor lyset fortaber sig i det uendelige hinsides horisonten.

Men der, hvor James Turrell for alvor har slået sit navn fast som en original og visionær kunstner, er med hans såkaldte ”Skyspace”, der kan oversættes til ”himmelrum”. I disse arkitektoniske installationer arbejder kunstneren med det naturlige lys, himlens lys, som det strømmer ind i og ned i et givent rum. Han har kaldt et af disse ”Skyspace” i Texas for ”Platons øje”. Dermed holder han fast i den neo-platoniske grundtanke om, at mennesket skal søge den personlige sandhed ved trinvis at bevæge sig fra den illusoriske skyggeverden under jorden og op i lyset, som skinner over jorden. Mennesket skal tage lyset ind så at sige, for selv mentalt at kunne bevæge sig op.

Flere af disse ”Skyspace” er af samme grund bygget under jorden eller gravet ned i terrænet, så vort blik nede i hulen sendes op mod lyset. Andre er formet som cirkelrunde arkitektoniske kuber på jorden eller som hvælvede åbninger mod altet. Oplevelsen af at være i et sådant ”Skyspace” - senest har jeg besøgt et på The Walker Art Center i Minneapolis - er prægnant, og lyset, der strømmer ind, er nærmest, ikke mindst hvis vejret tillader det, fosforescerende.

Kunstnerens greb er, at vi gennem en mørk tunnel ankommer til rummet, der åbner sig omkring os og hvælver sig over os. Som i den klassiske basilika Pantheon i Rom er der et cirkelrundt hul i loftet, der lader lyset strømme ned. I andre ”Skyspace” kan det være kvadratisk eller rektangulært. Pointen er i begge tilfælde, at der er åbent fra rummet ud mod det fri. Regner det, vil regnen denne et cirkelslag eller et kvadrat på gulvet, sner det, vil sneen dale som hvidt krystal ned i rummet, og skinner solen, kan man følge dens bane hen over væggene i geometrisk afglans, alt efter årstid og tid på dagen. Vi bliver vidner til lysets geometri.

Når man fra det relative mørke i rummet kikker op mod lyset, kan oplevelsen blive næsten surreel. Himlen er ikke blot virkelig over os, men netop overvirkelig. Den står tindrende klart for blikket. Iscenesættelsen er fra James Turrells hånd enkel. Med arkitekturen rammer han himlen ind og bringer den ned. Indramningen skaber en kontrast til lyset, så lyset sanses på baggrund af mørket og virker derfor ekstra stærkt. Naturens tilstedeværelse er så blændende, at den slår over og bliver metafysisk. Selv siger kunstneren: ”Man må gå inden døre for at kikke ud. Jeg bringer himmel-oceanet ned, så det er noget, du føler og er i direkte kontakt med. Det sker ved at ramme himlen ind”.

Kikket op i himlen nede fra mørket er rammet ind af arkitekturen. Men reelt er det uden grænser. For når man kikker direkte op i himlen er der ingen horisontlinje længere, ingen jordiske koordinater at sigte efter eller få et klassisk perspektiv ind i perceptionen på. Uendelighedsperspektivet opstår ikke som i den klassiske renæssancekunst ved nogle direkte sigtelinjer mod billedrummets forsvindingspunkt ved horisontlinjen, men i stedet ved at blikket stiger til vejrs i en sindsudvidende og i princippet endeløs bevægelse og udvidelse.

James Turrell har igennem årene bygget talrige ”Skyspace” forskellige steder i verden som dele af den internationale museumsgeografi, men også i nogle tilfælde som dele af religiøse og videnskabelige videnscentre. De er alle præget af en renhed i æstetikken og en stram formalitet i arkitekturen og interiøret. James Turrell arbejder med en nærmest sublim enkelhed i udtrykket. De to nærmeste ”Skyspace” i forhold til Danmark har en sådan karakter. Det ene ”Skyspace” findes i den svenske by Järna syd for Stockholm som en del af det antroposofiske kulturcenter Ytterjärna, det andet i den tyske by Unna i Nordrhein Westfalen, hvor det udgør en del af det Internationale Center for Lyskunst med andre kunstnernavne repræsenteret som Mario Mertz, Joseph Kosuth, Rebecca Horn, Christian Boltanski - og naturligvis Olafur Eliasson.

Men nu får vi sandsynligvis et sådant værk til Danmark. ARoS har ikke fuldstændig løftet sløret for, hvad James Turrell har tænkt sig at skabe til museet. Men værket skal angiveligt graves ned under pladsen foran museet, og dets kerne bliver et kuplet rum med en diameter på 25 meter. Med direktør Erland Høyerstens ord bliver rummet at ligne med en ”katedral”. Så mon ikke der bliver en åbning mod himlen i kuplens tag, så lyset over Aarhus kan tages ned? Mon ikke ARoS og Aarhus får sit himmelsyn? Men bliver projektet i Aarhus stort, er det alligevel for intet at regne mod James Turrells hovedværk og livslange projekt ”The Roden Crater” i ørknen i det nordlige Arizona.

Siden midten af 1970'erne har James Turrell arbejdet på at omskabe den udslukte vulkan til et af verden mest betydelige stykker ”Land Art”. Kraterets indre er ved at blive forvandlet til et netværk af underjordiske gange med skiftende lyssætning, der alle leder frem til det centrale rum i kraterets midte, hvor keglen åbner sig mod himlen som et øje i jorden. James Turrells øje i en slags evig udveksling med kosmos.

Værket er, som alle James Turrells værker, interaktivt og kræver den besøgendes medvirken. Vi skal selv finde vejen frem igennem mørket mod lyset og i sidste ende op ad himmeltrappen, som kunstneren har installeret i bronze ved den østlige portal. Men ”Roden Crater” bliver også interaktivt i forhold til himmeloceanet. Således har han i et ”Skyspace” installeret et camera obscura, som genspejler hele himlen på rummets gulv. Det store rum tages ind og gengives i det lille igennem linsen, der lader himlen kikke ind, præcis dér, hvor vi ellers kikker ud og søger op.

At kalde James Turrells virke for raffineret er en underdrivelse. Det er banebrydende kunst. Et pilotprojekt. ARoS har en farvecirkel af Olafur Eliasson oppe på taget af museet, nu får det en kuppel under museet af Eliassons store forbillede. Bedre bliver det ikke.