Aakjær og arbejdsglædens gode smil

Genudgivelse af Jeppe Aakjærs roman fra 1914, ”Arbejdets Glæde”, bør læses med historiske briller

Aakjær og arbejdsglædens gode smil

I den første linje af Jeppe Aakjærs roman fra 1914, ”Arbejdets Glæde” – genudgivet af Forlaget Jenle og Aakjærselskabet – ses september- aftenens hvide måne mellem to gravhøje. Og lidt længere nede i samme afsnit bemærkes et hul, som en rotte har gnavet i stråtaget på den gård, vi ankommer til, der er hovedpersonens, foregangsmanden Vistis, barndomshjem. Dobbeltsynet er karakteristisk for Aakjær: Hans detaljerede, stemningsmalende realisme ophæver ikke sansen for poesi.

I forordet anbefaler Per Mouritsen og P.K. Nielsen, at romanen læses ”med historiske briller”. Man kan næppe andet. På turen gennem den føler man sig i nogen grad som en museumsgæst. Men også et museum har jo noget at betro sin samtid. Det er en roman med et budskab, et indslag i Aakjærs kamp for social retfærdighed. Han nøjes ikke med at udstille det negative, men vover også at komme med et alternativ. Slutningen er en patetisk vision om et fremtidigt lykkeligt bondeliv – med udfoldet ligeværd: ”Dagningen lo til stræbsomme Mennesker, der gik med Arbejdsglædens gode Smil på Læberne.”

Modsætningen mellem fortiden og den tid, der ifølge romanen er ved at blive til, er formuleret med modsætningen mellem den stejle og isolerede storbonde, Jørgen Tidselbjærg (selv sit navn har han imod sig!), og Visti – som bliver hans svigersøn og arvtager. Tidselsbjærg så vel som hans forgængere i slægten sad hver for sig som på en ”Trone af Is”.

Men den smelter nu. Visti ved og efterlever, at lykke er noget, der opstår i et samspil med andre. I det meningsfulde arbejde. Det vil sige det arbejde, der har et mål for øje, ikke det planløse slid, der – læser man – er at opfatte som en slags slaveri, uden forbindelse til glæden.

Centralt i romanen står det opgør, som Aakjær gennem sin hovedperson tager med højskolen. Den kritiseres for at være fortidsvendt, uden megen kontakt med nutiden. Vistis mistænksomhed vækkes af den omstændighed, at alle lærere på den højskole, hvor han er elev, er teologer. Og – forlyder det – hos disse har bonden intet godt i vente: Det, der er vigtigst for bonden, er angiveligt ligegyldigt for teologerne: forholdet til jorden, naturen og livslovene. Angrebet på højskolen er ifølge forordet inspireret af Aakjærs ophold på Askov Højskole 1887-1888.

Aakjær kan ikke beskyldes for at tale med uld i mund. Han var en agitator, der turde provokere. Men selvom det er en polemik, der i meget hører fortiden til, har den bevaret en glød – den glød, der kan tændes af en digter.