Et håndtryk er ikke en mulighed i disse coronatider, så Knud Kramshøj foreslår, at vi hilser på jysk. Det gør vi så, havde interviewet ligget et par dage senere, var vi sandsynligvis slet ikke mødtes. Efter hans anvisninger bøjer vi højre arm, svinger hånden op til tindingen og siger ”goddav” samtidig med, at vi ser hinanden i øjnene og giver hånden et svirp fremad.
I al akavetheden over ikke at kunne gøre, som vi plejer, når vi møder møder mennesker, vi har en aftale med, giver den alternative hilseform mening. Vi skal nemlig tale sammen om noget meget jysk: de to digtere Jeppe Aakjær og Thøger Larsen.
Knud Kramshøj, der er pensioneret lektor i dansk og engelsk fra Skive Gymnasium, har sammen med foredragsholder, organist og klassisk sanger Anette Kjær gransket samtlige 145 bevarede breve, som Jeppe Aakjær og Thøger Larsen skrev til hinanden i begyndelsen af 1900-tallet. Brevene er nu, med en indledning af Knud Kramshøj, klar til at blive udgivet i en bog, der udkommer midt i april. For ifølge de to er brevene ikke kun et skriftligt udtryk for tilfældige hilsner mellem to digter-kolleger, der med tiden kom til at holde meget af hinanden. Brevenes indhold er også et vidnesbyrd om to digtere, der også i dag kan henlede menneskers opmærksomhed på noget vigtigt.
”De to digtere gør på hver deres vis opmærksom på alt det, der er væsentligt at holde en våge åben for, ikke mindst i vores tid. Det gælder agtelsen for naturen, ydmygheden, det lyttende og sansningen af alt det, der peger ud over den enkelte og får os til at løfte blikket fra os selv og ud i det nære og langt ud i rummet,” siger Anette Kjær og peger dermed på begge digteres landskabspoesi og på Thøger Larsens brændende interesse for astronomi.
Knud Kramshøj er enig:
”Aakjær og Larsen kan bekræfte mange nutidsmennesker i en længsel efter det elementære. I vores forvirrede verden styret af medier gør det godt at blive mindet om jorden, havet og himlen.”
Det er første gang, den 25 år lange brevkorrespondance udgives samlet, og det er lidt af en tilfældighed, at det netop blev Anette Kjær og Knud Kramshøj, der for et års tid siden gik sammen om at renskrive den store stak breve.
Knud Kramshøj blev opmærksom på brevvekslingen, da han forberedte et foredrag til Aakjærselskabet om de to forfattere. I Aakjærs erindringer fandt han kun to linjer om kollegaen Thøger Larsen fra Lemvig, og det undrede Kramshøj, der vidste, at Larsen i mange år var en fast gæst ved Aakjærs Jenle-fester i Salling. Han diskuterede sagen med Aakjærselskabets formand Henning Linderoth, der kunne fortælle, at Anette Kjær netop havde fået en kopi af brevene, som Aakjærselskabet havde rekvireret via Det Kongelige Bibliotek i København.
”Min tilgang var jo sangene. Jeg har i mange år holdt foredrag bygget op over fællessange,” siger Anette Kjær.
”Ja, og så blev vi sat sammen uden at kende hinanden i forvejen,” siger Knud Kramshøj.
De to har hver især læst samtlige breve, og undervejs i forløbet har de haft utallige møder og korrespondancer om teksterne. Især fordi de to digteres håndskrifter har været en udfordring at tyde.
”Det har været en stor gave for os at være to. Glæden, når et ulæseligt ord eller sætning pludselig åbner sig, kan jo ikke deles med nogen anden end en, der arbejder lige så intenst med det som en selv,” siger Anette Kjær.
Korrespondancen mellem Jeppe Aakjær og Thøger Larsen begyndte i 1902. Thøger Larsen var da 27 år og boede i Lemvig, hvor han arbejdede som assistent hos en landinspektør, samtidig med at han skrev litterære tekster.
Jeppe Aakjær var ni år ældre, boede på det tidspunkt i København og var ved at etablere sig som forfatter og debattør. Aakjær opfordrede Larsen til at skrive et bidrag til det litterære tidsskrift Jydsk Stævne. Thøger Larsen takkede ja, leverede to digte, og sådan begyndte de to forfatteres brevveksling og senere venskab.
”De første breve handler om det professionelle, nemlig digtningen, og det er Aakjær, der her er vejleder for sin yngre kollega. Thøger Larsen er den vrede, unge mand, der føler sig miskendt af den københavnske elite, men Aakjær trøster og opmuntrer ham,” siger Knud Kramshøj.
Ret hurtigt blev brevene mere fortrolige. De to diskuterede kunst langt mere end politik. Det sidste interesserer Jeppe Aakjær meget, men overhovedet ikke Thøger Larsen, der på ingen måde vil blande kunst og politik sammen. Da Jeppe Aakjær i 1907 flyttede til Salling og etablerede kunstnerhjemmet Jenle, begyndte de to også at mødes privat, af og til sammen med deres respektive hustruer.
”Det er en vigtig litterær periode, hvor der i Danmark var et kultursammenstød af rang mellem København og Jylland. Blandt andet var Herman Bang bange for, at der nu blev træskovals på parnasset, da han læste den nye generation af jyske forfattere. Det siger noget om, hvor vigtigt det var for de jyske digtere at holde sammen, siger Knud Kramshøj.
I 1914 bad Aakjær sin ven om at skrive en sang til Jenle-møderne. Det blev den senere så berømte ”Danmark, nu blunder den lyse nat”, som siden er blevet sunget ved hver Jenle-fest og ved utallige andre sammenkomster i Danmark hver eneste sommer.
For Anette Kjær har arbejdet primært handlet om at gøre brevene tilgængelige for alle, der måtte have lyst til at dykke ned i de to digteres liv og den tid, de var en del af.
”Brevvekslingen er som brudstykker af en lang samtale. Den giver et fantastisk springbræt til videre fordybelse i de to forfatterskaber, og samtidig får man små helt autentiske vinduer til deres respektive liv med både lavpraktiske gøremål og vidtløftige drømme,” forklarer hun.