Prøv avisen

Fest for folkeoplysning fejrer Jeppe Aakjærs 150-årsdag

Deltagere i Jenlefesten 1916. Det er Jeppe Aakjær i midten med hat og hænderne i lommerne og hans hustru Nanna Aakjær siddende længst til venstre. Derudover er der blandt andet Thøger Larsen (siddende til højre med bowlerhat), tidligere indenrigsminister Ove Rode (på højre side af Aakjær) og sangeren og skuespilleren Johannes Fønss (til højre for Ove Rode). Foto: Sine Hagens

Jeppe Aakjærs Jenlefester i Salling var et tilløbsstykke i begyndelsen af 1900-tallet. Den årlige fest ved Aakjærs hjem er, i digterens ånd, stadig både politisk og kulturelt oplysende på en stålsat og stilfærdig måde. I år, hvor Aakjær kunne være fyldt 150 år, fejres der Jenlefest næste weekend

Jeppe Aakjær havde, uden at han rigtig selv var klar over det, ramt en åre, da han i 1908 holdt en såkaldt markfest i landsbyen Aakjær ved Viborg.

Anledningen var, at der skulle rejses en mindesten over hans afdøde forældre, og han inviterede folk til at komme og høre sin tale. Han havde forventet et fremmøde på højst et par hundrede mennesker, men der kom 3000! På samme måde gik det, da hans hustru Nanna senere på året holdt et møde for at organisere kampen for kvinders valgret på deres fælles gård, Jenle i Salling.

Succesen var i hus og blev den 10. juli 1910 fulgt op af den første Jenlefest. ”Hytter i alle lande – foren jer husmænd,” agiterede Jeppe Aakjær blandt andet ved den lejlighed, hvorefter de flere end 4000 fremmødte sang hans nydigtede sang ”Til Sallings husmænd”, dansede i to opstillede telte og så på fyrværkeri ved midnatstid. Grundstenen var dermed lagt til en festopskrift, der skulle vise sig at have lang holdbarhed.

”Jenlefesten er den eneste folkeoplysende fest grundlagt af en forfatter, der har overlevet i en tid, hvor vi sætter det enkelte individ i centrum. Festen har en anden karakter end de politisk engagerende fester og møder, hvor man har mulighed for at shoppe rundt efter egne holdninger. Det kan man ikke til Jenlefesten. Her har vi på forhånd valgt markante personligheder, der har noget på hjerte som talere. Præcis som Jeppe Aakjær gjorde det,” siger Henning Linderoth.

Han er formand for Aakjærselskabet, der blev dannet i 1980, og som samme år tog traditionen med Jenlefesterne op igen efter Aakjærs fester, der sluttede i 1929, sommeren før digterens død den 22. april 1930.

Nutidens Jenlefester er ikke lige så velbesøgte som dem, Jeppe Aakjær selv stod for, men der samles stadig omkring 1000 mennesker hvert eneste år den første søndag i august på gården Jenle.

Jenle betyder ”ene” på jysk, og henviser til den smukt beliggende plet lige ned til Limfjorden, hvor den gulmalede gård, der nu er et åbent kunstnerhjem, ligger helt for sig selv langt fra alfarvej.

Fremtrædende politikere som Anker Jørgensen, Poul Nyrup Rasmussen, Bertel Haarder, Uffe Ellemann-Jensen og Anders Fogh Rasmussen samt kulturpersonligheder som Klaus Rifbjerg, Hanne Reintoft og Johannes Riis er eksempler på Jenle-talere.

Og i begyndelsen af det 20. århundrede var det blandt andre Stauning, Hartvig Frisch, Thøger Larsen og Martin Andersen Nexø, der tog til Jenle og holdt taler. Konceptet var dengang som nu, at der både skulle være en politisk og en kulturel taler.

”Det var Jeppe Aakjærs ønske at få politikere og kulturfolk herover, længst muligt væk fra magtens tinder, så folk kunne møde dem ansigt til ansigt. Karlene på gårdene fik på digterens opfordring indført i deres kontrakt, at de skulle have fri den dag, der var Jenlefest. Det siger lidt om festens betydning, og den dag i dag giver folk udtryk for, at de er glade for at være med i en fælles sammenkomst, hvor de får serveret nogle taler med væsentlig mere substans end det, de er vidne til, når politikerne bliver interviewet i få minutters indslag på tv,” siger Henning Linderoth.

For Johs. Nørregaard Frandsen, der er professor i litteratur ved Institut for Kulturvidenskab på Syddansk Universitet, er der ingen tvivl om, at Jenlefesterne stadig har deres berettigelse, og at de er en af de mest markante forløbere for eksempelvis Folkemødet på Bornholm.

”Ifølge Aakjær var en fest for demokratiet en fest med taler, kultur og sang, og det levende ord skulle altid udtrykkes både gennem politik og kultur. Var der noget, Aa-kjær hadede, så var det, at en person stillede sig op og brægede økonomi. For ham var menneskets placering i historien og samtiden altid det vigtigste,” siger Johs. Nørregaard Frandsen.

Johs. Nørregaard Frandsen er årets kulturelle taler ved Jenlefesten. Samtidig er han ved at lægge sidste hånd på bogen ”Som dybest brønd – Jeppe Aakjærs digtning og kulturelle betydning”, der udkommer senere her i 150-året for Jeppe Aakjærs fødsel. Johs. Nørregaard Frandsens mål er blandt andet at gøre opmærksom på, hvor mangefacetteret en person, digteren fra Salling var.

”Der er sket det med Aakjær, at han på den ene side udelukkende bliver betragtet som ham med de smukke sange, der hylder hjemstavnen og gamle dages liv. Eller han på den anden side bliver dyrket som den vrede agitator, der blandt andet talte de tyendes sag og stod op imod kirken og Indre Mission.”

”Men Jeppe Aakjær var først og fremmest en stor kulturpersonlighed, der ikke havde noget imod det moderne, men som anklagede sin samtid for at have mistet værdierne og ånden. Han havde en forestilling om det særligt jyske, og dermed mente han først og fremmest Midt- og Vestjylland,” siger Johs. Nørregaard Frandsen og fortsætter:

”I den forbindelse pegede Aakjær på to slags landskaber: der, hvor der er bøge og højstammet skov, og der, hvor der er hede og åbent, fladt land. Han så den østdanske folkesjæl som en højstammet skov og den vestdanske som et åbent land. Han talte om, at vestjyder har mere til fælles med eksempelvis skotter og amerikanske bønder end med folk i København. Det åbne land præger mennesker med en sej overlevelsesevne og en evne til at fatte sig i korthed, og når især Hedeselskabet hørte til hans værste fjender, så handlede det om, at de ville fjerne heden, plante opstammet skov og dermed også fjerne den jyske sjæls spejl.”

Jeppe Aakjær var dybt engageret i politiske sager og holdt i tusindvis af foredrag. Han kendte sin Grundtvig og folkeoplysningstraditionen til bunds, og når han tog initiativ til Jenlefesterne, var det med udgangspunkt i både stænderforsamlingerne og Blichers efterfølgende Himmelbjergfester. Han ville skabe mulighed for den folkelige samtale om tidens ånd og udfordringer, og det var en vigtig pointe for ham, at det kom til at foregå uden for København.

”Det var et erklæret mål for Aakjær, at magten ikke kun skulle ligge i hovedstaden, og Jenlefesterne var i høj grad et forsøg på at sprede magten. Talerne herfra blev da også citeret i alle landets aviser, og Jenle var fra begyndelsen bestemt et folkemøde, der var dagsordensættende inden for politik, kultur og litteratur,” siger Johs. Nørregaard Frandsen.

”Jeppe Aakjær selv kunne efter sigende være øretæveindbydende, når han buldrede frem med sin modstand mod blandt Hedeselskabet, kongehuset, kirken og andre institutioner, som han mente trådte de borgerlige rettigheder under fode. Men samtidig var han uhyre vidende og meget belæst. Han kunne Bibelen udenad og var ikke, som mange tror, ateist, men forblev medlem af folkekirken,” fortæller han.

Når Jenlefesten anno 2016 fejres i den kommende weekend, er det ikke en politiker, men en politisk iagttager, der står på talerstolen. Journalist og forfatter Niels Krause-Kjær er tidligere Jenle-taler og er ifølge Aakjærselskabets formand valgt igen på anbefaling af mange faste Jenlefest-deltagere.

Han har på forhånd meddelt, at han i sin tale vil forsøge at ophøje gårsdagen, begræde dagen og problematisere morgendagen og erklærer sig både glad og beæret over at blive spurgt igen.

”Det er et fantastisk arrangement på et meget smukt sted, hvor folk kommer med deres madkurve og nyder at være sammen. Det specielle er dog, at det ikke bare er en lalleglad hyggeeftermiddag. Der er en særlig væsentlighed og samhørighed over Jenlefesten,” siger Niels Krause-Kjær og fortsætter:

”Vi kan godt gå rundt og have en idé om, at de mennesker, der er kritiske, innovative og forandringsparate, er de veluddannede fra storbyerne, altså cafe latte-folket. Men sådan er det jo ikke. Der er masser af ting, som har rykket ved det her samfund, som er kommet andre steder fra. Det var Jeppe Aakjær eksponent for, og det er de mennesker, der kommer til Jenlefesten i dag også eksponenter for. De er det på deres egen stilfærdige, men stålsatte facon. Der er ikke så meget pjat og fine fornemmelser.”

Niels Krause-Kjær erklærer, at han bliver i grundlæggende bedre humør og får en mere sikker tro på fremtiden ved at være deltager i Jenle.

”Dommedagprofeter, der prædiker, at vores kultur er ved at nå til enden, de skulle bare komme til Jenlefest. Det er en manifestation af nogle rødder, der stikker dybt. Jenlefesten er der blandt andet for at minde os om, at vi er en del af noget større, og at vi har fået den her folkeoplysende fakkel, som det er vores pligt at levere videre,” siger han.

Jeppe Aakjær var dybt engageret i politiske sager og holdt i tusindvis af foredrag. Han kendte sin Grundtvig og folkeoplysningstraditionen til bunds og det var hans afsæt til at arrangere Jenlefesterne. Foto: Aakjærselskabet
Gården Jenle i Salling, som Nanna og Jeppe Aakjær flyttede ind i kort efter deres bryllup i 1907. Tre år senere holdt de den første Jenlefest.
Deltagere i Jenlefesten 1916. Det er Jeppe Aakjær i midten med hat og hænderne i lommerne og hans hustru Nanna Aakjær siddende længst til venstre. Derudover er der blandt andet Thøger Larsen (siddende til højre med bowlerhat), tidligere indenrigsminister Ove Rode (på højre side af Aakjær) og sangeren og skuespilleren Johannes Fønss (til højre for Ove Rode). Foto: Sine Hagens