Aalborg fejrer ordenes kraft med festival

Ord skal føre til handling og blandt andet få os til at opføre os ordentligt over for hinanden. Det mener Evanthore Vestergaaard, der er leder af festivalen Ordkraft i Aalborg, der begynder i dag

Ord skal føre til handling og blandt andet få os til at opføre os ordentligt over for hinanden. Det mener Evanthore Vestergaaard, der er leder af festivalen Ordkraft i Aalborg, der begynder i dag.
Ord skal føre til handling og blandt andet få os til at opføre os ordentligt over for hinanden. Det mener Evanthore Vestergaaard, der er leder af festivalen Ordkraft i Aalborg, der begynder i dag. Foto: Ajs Nielsen Denmark.

Ord kan være kraft- og magtfulde. Eller ligegyldige og spildte. Men de er kommet for at blive.

Det mener journalist og komponist Evanthore Vestergaard, der er projektleder for festivalen Ordkraft i Aalborg, der begynder i dag, og som over tre dage vil sætte ordene i centrum ved hjælp af temaer som blandt andet Kvinde vælg din kamp og Åh, Aalborg hvad sker der?.

LÆS OGSÅ: Ordenes kraft skaber fællesskab

Der er tale om en politisk festival, ikke i partipolitisk forstand, men fordi ord er grundlag for politik, religion og filosofi og dermed for kommunikation og handling mellem mennesker på tværs af nationer, hudfarver, religioner, kulturer, og hvad der ellers findes af grænser, siger han.

Vi lægger vægt på ikke at kalde det en litteraturfestival, fordi ord er så meget andet end litteratur, og heller ikke en bogmesse, fordi messe for mig, der er praktiserende katolik, er noget helt andet, fastslår Evanthore Vester-gaard.

Der bliver ikke tale om traditionelle forfatteroplæsninger, men til gengæld omkring 30 samtaler mellem forfattere og såkaldte moderatorer.

Sidstenævnte er en række, mest lokale, journalister og bibliotekarer, der har været på kursus i den særlige disciplin, det er at formidle bogstof. Samtalerne er inddelt i forskellige temaer. Ordkrigerne hedder et tema, der præsenterer markante ordkunstnere og meningsdannere som forfatterne Leif Davidsen, Knud Romer og Lotte Garbers samt DRs kulturdirektør, Morten Hesseldahl. Kvinde vælg din kamp hedder et andet tema, hvor blandt andre Anne-Grethe Bjarup Riis og Maise Njor vil fortælle om det kvinde-hverdagsliv, de skildrer i deres bøger.

Det er kun anden gang, der afholdes Ordkraft i Aalborg. Debuten fandt sted sidste år i forbindelse med åbningen af Aalborgs nye kultursamlingssted, Nordkraft. Men allerede i år er festivalen vokset til næsten dobbelt størrelse takket være en god portion økonomisk støtte fra Statens Kunstråd, Region Nordjylland og ni nordjyske kommuner. Dertil kommer en række fonde og private sponsorer samt de tre medievirksomheder: DR, TV 2 og Nordjyske Medier.

Nordjyderne har i flere måneder haft mulighed for at forberede sig til Ordkraft. Mange skoleelever har læst udvalgte bøger af de tre forfattere Line Kyed Knudsen, Kirsten Sonne og Jørn Jensen, som de ved arrangementet Funky Fredag får lejlighed til at møde i morgen.

På samme måde har der været afholdt workshops for 900 unge i poetry slam, der kulminerer fredag med en stor finale.

Mange af regionens biblioteker har hele vinteren desuden arrangeret læsegrupper som forberedelse til festivalen.

Det er vigtigt for os, at Ordkraft ikke blot er tre dage i april, for ordene er der jo hele tiden. Det er min private ambition, at ordkraft bliver et begreb, der får os alle sammen til at opføre os ordentligt over for hinanden, siger Evanthore Vestergaard.

Sideløbende med Ordkraft indtager også Lyrikfestivalen 9000 ord Aalborg i de kommende tre dage. Her vil være oplæsninger af både kendte digtere som Pia Tafdrup og Søren Ulrik Thomsen og mere ukendte lokale lyrikere.