Aalborgs fortabte generation

Teaterudgaven af Jakob Ejersbos roman "Nordkraft" lykkes til dels

Jakob Ejersbos roman fra 2002 Nordkraft er med succes blevet filmatiseret og nu kommer turen til teatret. Den 3. februar havde det nye Nordkraft Teater (det gamle Jomfru Ane Teater m.fl.) premiere på deres første stykke som meget passende er teaterversionen af Nordkraft.
Jakob Ejersbos roman fra 2002 Nordkraft er med succes blevet filmatiseret og nu kommer turen til teatret. Den 3. februar havde det nye Nordkraft Teater (det gamle Jomfru Ane Teater m.fl.) premiere på deres første stykke som meget passende er teaterversionen af Nordkraft. . Foto: Henning Bagger.

Teatret har på sin måde været med til at udradere den roman, det nu viser på scenen. Det lyder indviklet: Men halvvejs inde i "Nordkraft" på Teater Nordkraft slår det én, at Jakob Ejersbos roman er blevet et historisk dokument. At det nye, store Teater Nordkraft, hvor vi lige nu følger historien om en gruppe unge narkomaner og pusheres liv i begyndelsen af 1990'erne, på mange måder står på ruiner af det, Aalborg-bogen beskrev. Et råt Aalborg, en gammel arbejderby i gang med at skabe sig en ny identitet. Den identitet, som det nyåbnede Nordkraft med teater, biograf, øvelokaler, cafeer og masser af energisk liv er en væsentlig del af.

Følelsen af fortid, af at være så markant på stedet – det er lige her, de er og var – rammer en forestilling, der indimellem godt kan blive for løsrevet og for meget litteratur, stærkt ind. Det får den til at vende tilbage til det levende, levede liv.

For hvordan sætter man en så mange hundrede sider stor roman med et hav af personer i scene? Til noget, der fungerer og lever og får os til at interessere os for personerne. Det lykkes til dels, men ikke fuldt ud.

Sammen med dramaturg Jens Christian L. Led har instruktøren, Hans Henriksen, brudt romanen helt op. Hvor historien oprindeligt er delt i tre store, afrundede noveller, er de tre historier her flettet ind i hinanden – begivenheder fra starten af romanen får vi først fortalt til allersidst. Ingen berøringsangst over for forlægget der.

Men det fungerer også for mig. For det giver netop den samling på kredsen af venner og personer, som jeg indimellem havde svært ved at fastholde i Ejersbos roman. Her følger man dem alle sammen hele tiden, man taber ingen af syne i alt for lang tid. Og så giver det det fragmentariske, flimrende billede af en urolig og for nogles vedkommende fortabt ungdom. Hvad skete der egentlig? Hvornår skete det? Hvem var med? De kan ikke huske det halve, for de var skæve, ulykkelige, forvirrede det meste af tiden. Livet forsvinder ned i et stort hul af glemsel og dulmende stoffer.

For det virkeligt tragiske i Ejersbos roman er jo netop, at det er unge, der har andre muligheder. De kommer fra pæne familier, en hel del af dem er gledet fra universitetet ind i et miljø, som man ikke normalt forbinder med akademiske kompetencer. Med Steso i centrum som den samlende figur. Ham, der er så anderledes, mærkelig og alt for begavet og følsom til at orke en almindelig hverdag. Nikolaj Bjørn-Andersen er en glimrende skuespiller, men hans Steso bliver mere speedet end intellektuel. Dermed bliver hans skæbne heller ikke helt så forfærdende for os.

Flere af hans kolleger formår virkelig at få skabt nogle interessante og gribende karakterer ud af denne fortabte generation. Josephine Nørring som den rørende Thilde, man gerne ville håbe noget godt for – men det er for sent. Hun er for kuldslået. Carsten Svendsen som Svend, der er både en central del af kredsen og samtidig på distance af den. Han prøver noget andet, men måske vil han ikke rigtig lykkes? Laura Kold som en stenet Lisbeth, der til gengæld får rettet op på sig selv og måske holder den rette kurs, hvis hun har styrke nok til at stole på sit eget værd – i sig selv. Hadi Ka-Koush som den mærkelige pusher Hussein, der er en af de skikkelser, der gør mest indtryk på en i bogen. Normalitet og absurditet i én og samme krop. Hvem er han? Det bliver heldigvis ved med at undre én også i forestillingen.

Holdet er på 16 skuespillere, de er overalt på scenen, de spiller musikken hårdt, de skriver citater fra romanen overalt på scenen, de sætter sig deres spor. De er her, de var her, de vil ses, høres og mærkes.

Det er ikke en fuldkommen forestilling, "Nordkraft", men kan man lave det over den roman? Men det er blevet en forestilling, der er interessant, og som ikke mindst enhver aalborgenser må se. Som et historisk dokument, men også som en hyldest til den by, den er udsprunget af, til de mennesker, der har skabt den på godt og ondt.

kultur@k.dk

Nordkraft. Af Jakob Ejersbo. Iscenesættelse: Hans Henriksen. Scenografi: Mie Riis. Dramaturg: Jens Chr. L. Led. Aalborg Teater og Teater Nordkraft. På Teater Nordkraft, Aalborg.