Om bogen skriver Thomas Keating i forordet, at dette er den bedste, mest omfattende og mest praktiske bog om centrerende bøn. Forfatteren har efter hans mening en dyb forståelse for det kontemplative liv og en visdom, som han formår at give videre ud fra sin egen gennemlevede erfaring. Den omtalte visdom og erfaring har David Frenette dog tilsyneladende fra Thomas Keating selv. Han er nemlig Frenettes åndelige fader, så det bliver så at sige i familien, og Thomas Keating får da også rigelig ros og omtale bogen igennem.
Til dem, der ikke måtte vide det, er Thomas Keating kendt i ”spirituelle kredse” som en meget populær og anerkendt trappistmunk, som – ifølge Frenette – har oversat den kristne mystiske teologi til moderne psykologisk sprogbrug og skabt et omfattende netværk ved navn Contemplative Outreach. Formålet med dette arbejde er at udbrede og understøtte den centrerende bøn i det almindelige liv.
Og hvad er det da for noget? Ja, det spørgsmål kan man som læser godt sidde tilbage med selv efter endt læsning af denne lange indføring. Bogen er ikke alene ustruktureret, den er også lang, kedsommelig og plaget af mange gentagelser. Og mange steder spørger man, om dette er kristendom. Er det for eksempel kristendom at tilbyde åndelige rejser, som er et af bogens gennemgående temaer? Den bedende tilbydes gennem centrerende bøn at komme på åndelige rejser, hvor man vil opleve svimlende dybder i et hav af guddommelighed, og hvori man kan lære at flyde. Man vil også kunne komme til at opleve forskellige årstider på denne rejse.
Alt det kan man opnå ved at indøve den centrerende bøn. I korthed går det ud på, at man to gange 20 minutter dagligt sætter sig hen og mediterer over et selvvalgt ”helligt” ord som: Gud, Herre, Jesus, Abba, amen, shalom, stilhed, giv slip, tro og andre. Det hedder: ”Når brugen af det hellige ord udvikles i din centrerende bøn, skaber det mere plads til, at Gud bliver levende i din bevidste oplevelse af bønnen... Din identitet ændrer sig. Du vil erfare en ny fornemmelse af, hvem du er – et nyt liv – i den stadig dybere relation, der opstår i bønnen.”
Vi hører også om den rene bevidsthed, hvor man ikke længere er bevidst, heller ikke om sine tanker. ”Treenigheden beder, den vågner i dig i hele sin fylde, først i foreningens bøn, hvor Ånden bevæger sig fra Sønnen til Faderen, og dernæst i den fulde forenings bøn, hvor Ånden bevæger sig fra Faderen til Sønnen.” Med den centrerende bøn og kristen kontemplation bliver Gud til ”en levende virkelighed i stedet for blot en dogmatisk tro”.
Der tales også om ”energistrømmen” mellem Faderen og sønnen, nemlig Helligånden, som er den evige kærlige udveksling mellem dem, og man opfordres til at lade Helligånden og intuitionen være vejleder.
Det bibelske udgangspunkt for den centrerende bøn finder man i Matthæusevangeliet kapitel 6, 6, hvor Jesus siger: ”Men når du vil bede, så gå ind i dit kammer og luk din dør og bed til din fader, som er i det skjulte. Og din fader, som ser i det skjulte, skal lønne dig.” Disse ord skal ifølge kontemplative lærere forstås symbolsk. Det er nemlig hjertets indstilling, som det handler om. At ordene faktisk er en advarsel imod hykleri og en optakt til Fadervor, bliver ikke nævnt. Faktisk nævnes Fadervor kun en enkelt gang.
Bogen hedder ”Giv slip”, hvilket betragtes som det centrale i centrerende bøn: ”Når du giver slip, åbner du dig for Gud, rækker ud mod andre og folder dig ud i livet. At give slip befrier dig for selvets stramme greb, fra det tvangsprægede sinds fælde og fra selvets indsnævrende vilje.”
Jeg har stor forståelse for åndelig søgen, for stilhed, bøn, kontemplation og også for pilgrimsvandring. Der er et behov for det, og denne bog skal da helt sikkert også nok finde sine læsere, som vil forsvare og holde fast ved den.
Men ”Giv slip” er ikke min vej. Jeg vil hellere holde fast – og også have kroppen med, når jeg rejser.
Så jeg vælger at give slip på bogen og vil i stedet holde fast ved Fadervor – og skal altså heller ikke på nogen åndelig rejse.