Forfatter: Åndeligheden er forsvundet ud af samtalen

Danskerne har mistet evnen til at tale om tro og åndelighed, mener forfatter Kristian Leth, som er aktuel med en bog, der er skrevet i samarbejde med dna-forsker Eske Willerslev

Det er ikke kun i Kristian Leths indre, at der er plads til det åndelige. En figur af arawak-indianernes månegudinde, en flaske med en vodoo-ånd fra Haiti og en satanmønt fra Anholt er blot nogle få af de ting, der har fundet vej til forfatterens kontor på Island Brygge i København. –
Det er ikke kun i Kristian Leths indre, at der er plads til det åndelige. En figur af arawak-indianernes månegudinde, en flaske med en vodoo-ånd fra Haiti og en satanmønt fra Anholt er blot nogle få af de ting, der har fundet vej til forfatterens kontor på Island Brygge i København. – Foto: Leif Tuxen

Mennesker føler, erfarer og udforsker. Men fordi oplevelserne ikke er baseret på fornuft eller kan efterprøves i videnskabelige forsøg, er de blevet nedprioriteret og røget ud af den fælles offentlige samtale.

Det mener i hvert fald forfatter Kristian Leth og professor og dna-forsker Eske Willerslev, som har udgivet bogen ”Historien om det hele”, hvor forfatteren og forskeren giver deres bud på, hvorfor livet ikke er så sort-hvidt, som nogle påstår.

”De fleste mennesker navigerer uden de store problemer rundt i en verden, som er meget nuanceret, og hvor dagligdagen indeholder fornemmelser, tro, følelser og irrationalitet. Derfor er det en illusion, at det eneste vigtige at snakke om er det, der kan måles og vejes,” siger Kristian Leth.

Videnskabens udvikling gennem de seneste 100 år har ført til store opdagelser og førhen utænkelige fremskridt, men det har også ført til tanken, at det kun er de fremskridt, der tæller. Det er gået ud over ”det ufornuftige sprog”, som i bogen beskrives som ”det som ikke kan forklares, men som kan forklare det uforståelige. Det sprog, man ikke kan møde med et krav om bevisførelse, når der ingen beviser er.”

Sproget er blevet talt i alle kulturer i historien, men i vores del af verden har vi i løbet af de seneste 100 år givet afkald på det, fordi vi fejlagtigt tror, at vi ikke har behov for det, konstaterer Kristian Leth, der i bogen bakkes op af Eske Willerslev, som vurderer, at evolutionen formentlig havde gjort en ende på menneskets åndelige behov, hvis det var værdiløst.

”Vi mister evnen til at tale om det at være menneske. Det er ikke et rationelt eller videnskabeligt projekt, og det behøver det heller ikke at være. Det manglende sprog giver os et kæmpe problem, når vi skal tale om, hvem vi er som folkefærd, og beskrive åndeligheden og bevidstheden i Danmark. Bogen skal gøre op med, at det kun er skøre tosser, som taler om åndelighed,” siger Kristian Leth.

De eneste, der formulerer et begreb om dansk kultur, er politikere som Søren Krarup, der ifølge Leth har en meget fastlåst version af, hvad dansk kultur er. Mange reagerer ved at sige, at sådan bør det ikke være, men de kommer ikke selv med aktive formuleringer og alternativer, pointerer Kristian Leth.

Når danskerne har svært ved at sætte ord på det åndelige, skyldes det i høj grad vores protestantiske arv, hvor det betones, at tro er en privatsag. Men det er ikke kun på det punkt, at protestantismen har givet åndeligheden svære vilkår.

”Martin Luther slår fast, at Gud er langt væk, og at der hverken er helgener eller mirakler. Alt bliver visket ud med Luther, og verden bliver gjort til et hvidkalket rum uden magi. Det samme ser vi med arvesynden, der betyder, at vi alle er født syndere. Kan man så arbejde sig til et godt liv? Nej, man skal bare arbejde. Den tankegang skaber et samfund, som baner vejen for et mekanisk verdenssyn. Det har gavnet naturvidenskaben, men er gået ud over åndeligheden.”

”Vi er simpelthen gennemsyret af protestantismen, men samtidig er vi fuldstændig uvidende om det. Det er en sprængfarlig kombination, fordi vi ikke betragter os selv som en kultur, men derimod som nogle, der har fundet den perfekte samfundsmodel, som udelukkende hviler på logiske og rationelle valg.”

Kristian Leth peger blandt andet på mødet med fremmede kulturer som et område, hvor det kan give udfordringer ikke at være bevidste om, at vi selv er en kultur. Derfor bliver vi skræmte, når vi pludselig møder mennesker, som har et andet livssyn og ikke finder deres argumenter i effektiviseringsmodeller.

”Vi tror, at det er alle andre mennesker, som er overtroiske. I modsætning til os selv, der ikke længere tror på noget, men ved bedst. Personer, der ved, at de har ret uden at vise forståelse for andre synspunkter, vil vi normalt karakterisere som fundamentalister. Vi kunne grundlæggende aldrig finde på at sætte spørgsmålstegn ved, om vi har ret, og det er en meget farlig tilgang i verden.”

”Hvis vi diskuterer mennesker, der lever på en anden måde med en anden tro i Danmark, er tolerancen meget begrænset. Fra højrefløjen vil man høre, at de lever forkert, og på venstrefløjen vil man høre, at de skal have lov til at leve forkert. Der er aldrig nogen, der kunne finde på at spørge, om de har ret. Det så man med Muhammed-krisen, hvor ingen argumenterede for, at der måske er noget, som er helligt og derfor skal respekteres.”