Når først en rovfugl har udset sig sit bytte, så er dets skæbne beseglet.
Den nigerianske forfatter Chigozie Obioma husker, hvordan han som barn så den brutale scene udspille sig flere gange i hjemlandet, og han bruger billedet i sin nye roman.
”Særligt høgen er dødbringende, når den angriber. Den kan hænge i luften i en time, indtil den er klar til at slå til. Når det sker, så rammer den ikke forbi. Jeg så det som barn og tænkte, at det er uundgåeligt, når det sker. Høns kan ikke forsvare sig. Og det hedder på igbo-sproget noget i retning af ’fuglenes gråd’,” forklarer Chigozie Obioma.
Kristeligt Dagblad møder som det eneste danske medie den 33-årige forfatter i forbindelse med oversættelsen af ”Fuglenes gråd”. Han er i London i forbindelse med en prisuddeling og fortæller, at hos hans folk, igbo-folket, der er den dominerende gruppe i Nigerias sydøstlige hjørne, tror mange stadig på den gamle kosmologi, hvor alle har en iboende ånd, en såkaldt chi, der er en genfødt forfader.
”Jeg ville skrive en roman, der udbreder kendskabet til chi og den nigerianske kosmologi. Og jeg ville skrive den særlige historie om denne fattige hønsefarmer, og ville undersøge tanken om en persons livsbane og skæbne. Og hvad vil være det bedste medie, hvis ikke det er hans chi, som har været hos ham, fra før han blev født,” siger Chigozie Obioma.
Hovedpersonen er ikke kun den unge hønsefarmer Chinonso. Det er i lige så høj grad hans chi, som kommer med en historik fra alle de mennesker, som ånden har beboet.
”Din chi er noget, der er hos dig, selv før du bliver født. I igboernes verdensopfattelse er undfangelse umulig, med mindre en forfader har besluttet sig for at komme tilbage til verden. Så det er en tro på reinkarnation. Chi er en genfødt ånd, som er kommet og gået i 600 til 700 år. Romanen fortæller, hvordan den boede i personer for 600 år siden, i tiden før afrikanerne mødte de hvide europæere, og før slavetiden. Men det betyder også, at hans chi har boet som slave i USA. Ånden var også med under Biafra-krigen fra 1967 til 1970,” fortæller Chigozie Obioma om borgerkrigen, der udspillede sig i den region, hvor hans egen familie kommer fra.
I den nigerianske opfattelse har en chi også karakter af en filosof, som bruger den viden, ånden har bygget op over tid om filosofi og religion.
”Der er visse vestlige filosofier, der overlapper, som jeg bruger i bogen. Eksempelvis når chi taler om ansigtet. Fænomenologien om ansigtet er så hellig, at det først kan blive fuldstændig kendt, når en person er alene. Der er den eneste gang, hvor han indser, at ansigtet har et udtryk, som ingen andre har set, for når der er andre mennesker, så putter han en maske på.”
Et andet særkende er, at der i igbo-sproget ikke er et ord for kærlighed, men i stedet et begreb, der bedst kan oversættes til ”jeg kan kigge dig dybt i øjnene”.
”Så hvis du hader nogen, så kan du ikke se dem dybt i øjnene,” siger Chigozie Obioma.
Troen på chi bliver ikke blandet med kristendommen – omend han selv er et eksempel på et vist overlap.
”Selvom mange fra igbo-folket er konverteret til kristendommen, så hænger noget ved, og mange bruger chi som et navn for Gud. Da mine forældre navngav mig Chigozie, var de blevet kristne. Og jeg tror, at de tænkte på en kristen gud. Den gamle form af mit navn betyder, at chi skulle beskytte mig. Men de gav mig det navn, Chigozie, som en erstatning for Jesus Kristus,” siger Chigozie Obioma.
Forældrene tilhører den evangelikale kirke i Nigeria, og han kommer selv hos en evangelikal kirke i den amerikanske delstat Nebraska, hvor han bor nu.
Vejen til USA er gået over Nordcypern og Tyrkiet. Men han betragter stadig Nigeria som sit hjemland.
”Jeg har ikke forladt landet for altid, men jeg har været i eksil længe. Jeg føler, at mine jævnlige besøg i landet gør mig i stand til at se det bedre. Mine venner er forretningsfolk, læger og advokater, og de har travlt. Jeg er omvendt den, der observerer dem og viser, hvor vorten sidder, for de har alt for travlt til selv at bemærke den.”
Da han blev katapulteret ind på den internationale litterære scene med ”Vi var fiskere”, var der stort set ingen i det litterære miljø i hjemlandet, der havde hørt om ham.
”Folk spurgte: ’Hvem er den mand?’. Ingen kendte mig, og jeg boede dengang på Cypern, og der var også nogle, der angreb min bog. Men denne gang er jeg blevet vel modtaget.”
Selvom ”Fuglenes gråd” er en meget nigeriansk roman, så er der også en afstikker til Europa – eller til Nordcypern, hvor Chigozie Obioma først fandt inspirationen til romanen og ikke mindst hovedpersonen.
Nordcypern har længe været målet for unge nigerianere, der er rejst hjemmefra i håbet om en bedre tilværelse. Chigozie Obioma rejste ligeledes selv til Nordcypern for at få en uddannelse og endte med at få et job som underviser der.
”Jeg kom i kontakt med en mand fra Nigeria, der var lokket til Nordcypern under foregivelse af, at det var et velstående land. Men Nordcypern er end ikke med i EU og er kun anerkendt af Tyrkiet. Han var blevet snydt og havde mistet næsten alt, hvad han ejede. Så han var deprimeret og drak meget, kravlede til toppen af en fem eller seks etager høj bygning, hvorfra han styrtede i døden.”
Det var et tilfældigt møde mellem to landsmænd, der var i Cypern af forskellige årsager. De mødte kun hinanden få gange over fire dage, før manden var død.
”Romanen er mit forsøg på at genskabe den rejse og følge hans spor. Han fortalte, nærmest i en bisætning, at han var forelsket i denne kvinde, og det var derfor, han var kommet til Cypern – for at tjene penge så hurtigt som muligt og så rejse hjem og gifte sig med hende. Jeg ville forstå, hvorfor han ville ofre alt for at tage på den rejse. Og hvad hvis han havde overlevet og mødt den skæbne, som mange sorte mennesker møder i Cypern, hvad ville der være sket med ham? Ville kvinden være kommet med? Så det er den rejse, jeg genskaber.”
Chigozie Obioma taler gerne om sin kristne tro – men troen er ikke med i ”Fuglenes gråd”.
”Det er en meget afrikansk roman. Jeg er end ikke sikker på, at det er en roman, for romanen er en vestlig opfindelse, der begyndte med Cervantes’ ’Don Quijote’, som er en fortællemodel, hvor der er en barriere, som udløser en konflikt, før alt bliver forløst. Det er den traditionelle rejse for en hovedperson. Men fordi det er et afrikansk verdensbillede, så er rejsen anderledes. Der er chi – de åndelige kræfter fra forfædrene – som måske siger, at du ikke skal nå dit mål. Folk og særligt akademikere spørger: ’hvad skal vi kalde din bog?’. Og jeg svarer, at det er afrikansk naturalisme.”
Han er ikke meget for at løfte sløret for den næste bog, men den er på vej, siger han med et dybt suk.
”Jeg tror, at jeg er en neurotisk forfatter. Jeg føler mig kaldet til dette, og jeg er bare nødt til at skrive. Så jeg arbejder på noget, som jeg håber at blive færdig med i den nærmeste fremtid. Handlingen vil også være i Nigeria. Jeg tror ikke, at jeg har historier i mig fra Amerika. I Nigeria er der så meget mere at tale om,” siger han.
Født i 1986 i Akure i Nigeria og er del af en søskendeflok på 12.
Har som voksen boet, studeret og undervist på Cypern og i Tyrkiet og bor nu i USA, hvor han er professor i litteratur ved University of Nebraska-Lincoln.
Han fik sit gennembrud med den prisbelønnede roman ”The Fishermen” i 2015, som udkom året efter på dansk under titlen ”Vi var fiskere”.
Tidligere i år kom bogen ”An Orchestra of Minorities”, som nu er udkommet på dansk under titlen ”Fuglenes gråd”.
Begge bøger har været i finalefeltet til at vinde den prestigefyldte britiske litteraturpris Booker Prize.
Han er tillige forfatter til flere noveller og essays.
Det udenrigspolitiske magasin Foreign Policy udnævnte ham i 2015 til at være en af de 100 ledende globale tænkere. Til næste år er han et af hovednavnene på den danske festival LiteratureXchange i Aarhus.