Åndsfrihed og det evige muslimske problem

Ingrid Ank og Daniel Toft Jakobsen forklarer på tiltrængt vis åndsfriheden som retten til frimodigt at kæmpe med sandheden som sit mål. Men forfatterne svigter i forhold til islam

Åndsfrihed og det evige muslimske problem

Begrebet åndsfrihed er ét af de mest centrale i nyere dansk historie, men det kan være vanskeligt både at forstå og holde i hævd. Af dén årsag har teolog og leder af Grundtvig-Akademiet Ingrid Ank og det socialdemokratiske folketingsmedlem Daniel Toft Jakobsen udgivet bogen med den klodsede titel: ”At være demokrat er ikke at være bange.”

Heri argumenterer de for, at åndsfriheden i Danmark er under pres, og i 19 korte kapitler gennemgår de eksempler på teorien og kommenterer blandt andet burkaforbud, imamlov, det aktuelle spørgsmål om omskæring af drenge, forskningsfrihed og corona-restriktioner, mens der afsluttes med 10 konkrete forslag til fremme af åndsfrihed.

Heltene er Grundtvig og Hal Koch, som hentes i vidneskranken som fortalere for åndsfrihed for alle lige fra baptister til nazister, og forfatternes overbevisning er, at:

”I et samfund præget af åndsfrihed er der ingen holdninger og livssyn, der kan forbydes. Men alle holdninger og livssyn kan til enhver tid diskuteres og modsiges.”

Denne pointe gentages helt utroligt mange gange i forskelige varianter, og sagen er klar. Ifølge forfatterne står vi i fare for at afskaffe arenaen for ægte og fri meningsudveksling.

Dette hænger ikke mindst sammen med det danske samfunds reaktion på islams moderne indtog, og forfatterne finder, at vi kunne lære noget af Hal Kochs fastholdelse af nazisternes ret til deres holdninger. Men det er en anden situation i dag.

For det første påvirker streng Koran-tolkning samfundets inderste kerne gennem skoleliv, familiemønster, gadebillede, kønssyn og kriminalitet, og for det andet er indflydelsen denne gang definitivt kommet for at blive.

Ingrid Ank og Daniel Toft Jakobsen roder sig derfor ud i nogle lidt gratis synspunkter, for det er for nemt at kritisere den lov mod visse former for religiøs oplæring, der opstod efter TV 2’s afsløring af nogle imamers billigelse af strafbare handlinger, når man ikke forholder sig til de tragiske livsforløb, der kan opstå i lukkede religiøse miljøer.

Efter årtiers praktisering af tolerance og åndsfrihed er problemerne jo ikke i tilstrækkelig grad blevet afhjulpet, og forfatterne har ikke meget at sige angående de kræfter, der hver dag undergraver dansk tradition. Og dermed åndsfriheden.

Angående den sociale kontrol skriver de, at man må gribe ind, når et miljøs normer ”forbryder sig mod individet”, men hvordan og hvor systematisk, der skal gribes ind, får vi ikke et bud på.

I andre tilfælde tages der til gengæld stilling. Forfatterne afviser klart et forbud mod omskæring af drenge, de insisterer på alles ret til at gå klædt, som man vil, og de glæder sig over blasfemiparagraffens afskaffelse. At Ingrid Ank og Daniel Toft Jakobsen svigter angående det muslimske spørgsmål betyder således ikke, at deres bog ikke rummer klar tale. Det gør den.

Den blæser til nødvendig åndsfrihedskamp på universiteter og advarer mod politisk korrekthed i forskning og undervisning, og forfatterne lancerer tanken om ikke-statsejede universiteter, hvor forskningen bedre kan holdes fri af strategiske hensyn. De kritiserer tendensen til at oprette såkaldte ”safe spaces”, hvor man skånes for krænkelse, idet åndsfrihed bygger på den forudsætning, at offentligheden er åben og fælles og ikke skal rumme sikre rum for nogen. Vigtig pointe.

Et afsnit om den indskrænkede frihed på grund af corona-virussen fremstår mest som pligtstof, da forfatterne jo lige så lidt som alle andre endnu kan gennemskue situationen, og statsminister Mette Frederiksen bliver næppe fornærmet over sin partifælles skriverier.

Til gengæld kan hun blive klogere angående politikeres manglende forståelse for ånd og religion, hvilket blandt andet udfoldes i en kritik af integrationsminister Mattias Tesfaye, der i 2017 udtalte, at:

”når demokrati og religion støder sammen, så er det altså Gud, der har vigepligt”.

Dette skriver i praksis menneskets samvittighed ud af samtalen, da kristendommen jo ikke består af enkle regler, men udgør en evig indre samtale, og forfatterne fastholder, at der altid i et åndsfrit samfund eksisterer en potentiel konflikt mellem ånd og stat. Netop.

Sagen er bare, at den muslimske lovreligion har lært vore politikere nogle mekaniske talemåder om adskillelse af religion og politik og tro som en privatsag, der med årene har erstattet sand åndsfrihed med nogle tomme fraser om sekularisme og tolerance. Forfatterne mener, at den vigtige skelnen mellem tolerance og åndsfrihed bør være pensum i skoler og asylcentre, og de skriver:

”Hvor tolerancen risikerer at føre til en form for samtale eller dialog, hvor målet bevidst eller ubevidst er enighed og fordragelighed, giver åndsfriheden plads til en hård og engageret åndskamp, hvor målet er sandheden.”

Ja, vi hørte rigtigt. Det er legitimt at mene, at man selv tror på det sande, og mens jeg er skeptisk over for en del af forfatternes forslag til fremme af åndsfrihed – eksempelvis giver det ingen særlig mening at sidestille religiøse og ikke-religiøse livssyn, da sidstnævnte jo reelt kan være alt lige fra veganere til fodboldfans – er deres forsvar for åndskamp i den rene kompromisløse betydning tiltrængt.

”At være demokrat er ikke at være bange” synes at være skrevet til beslutningstagere snarere end til menigmand, og sandt er det også, at Christiansborg længe har rummet en decideret afmægtig retorik, der blotlægger mange folkevalgtes meget lille viden om religion og historie. Og Grundtvig såvel som Hal Koch. Derfor må denne bog meget gerne blive flittigt læst af Mette Frederiksen og kolleger.