Siden 1849 har Selskabet for Danmarks Kirkehistorie udgivet en årbog. Årbogen indeholder både større og mindre artikler, men også ofte kildeskrifter af forskellig art for eksempel breve og andre akter.
Årets udgivelse bærer naturligvis præg af, at det er 100-året for Genforeningen. Og selvom redaktionen meddeler, at denne udgivelse også er alsidig, hvilket den også er i selve indholdet, så centrerer den sig om Slesvig med enkelte undtagelser.
De to store bærende artikler går dog i hver sin retning, dels Sigrid Nielsby Christensens om Enevold Ewalds selvprøvelsesprogram, dels Kim Arne Pedersens undersøgelse af fortolkningsspørgsmålet vedrørende Grundtvigs stillingtagen til det sønderjyske spørgsmål.
Enevold Ewald (1696-1754), var, ud over at være far til nationaldigteren Johannes Ewald, også bannerfører for pietismen i Danmark i 1700-tallet. Enevold Ewald virkede ved Vajsenhuset i København og var i øvrigt slesviger af opvækst, så her knyttes der en tråd.
Ewalds teologi er i pietismens spor en vægtlægning på individet, og derfor står selvprøvelse over for skriftemålet. Ewalds teologi undersøges.
Genforeningen kan, hvorledes den nu betragtes, ses som en forening eller en splittelse af Slesvig. Det er klart, at sprog, hjertebånd og ånd forenes i 1920, men selve Genforeningen er en nyskabelse af det nordre Slesvig indlemmet i kongeriget. Grundtvig var præget af en opfattelse af Slesvig som båret af kontinuitet i selvbestemmelse, men også deling af Slesvig baseret på folkenes selvbestemmelse. Flere af Grundvigs synspunkter kommer til udtryk i tidsskriftet ”Danskeren” (1848-1851), der udkommer under den første slesvigske krig.
Artiklen undersøger fortolkninger af Grundtvigs synspunkt i årene derefter og finder, at den første periode er båret af en tæt tilknytning til højskolebevægelsen gennem den sønderjyske bannerfører H.P. Hanssen (1862-1936). Den anden fase er efter Genforeningen i 1920, hvor der også står en kamp mod den fremspirende nazisme. Tredje fase falder efter 1945, hvor diskussionen om grænsens rette placering atter dukker op, og endelig fjerde fase efter 1992, hvor østblokkens sammenbrud skaber nye debatter om folk, identitet og mindretal.
I alle fire faser fortolkes Grundtvigs synspunkter på folket, det nationale og sikkert også hans udsagn om, at ingen har et mindre tyskerhad end ham. Det går nemlig kun til grænsen. Det er en meget oplysende artikel om en mentalitetshistories fortolkning sammen med helt konkrete verdenshistoriske begivenheder.
Årbogen bringer også en rækker småartikler, der med enkelte undtagelser også handler om det sønderjyske spørgsmål.
Afdøde Christian de Fine Licht undersøger begrebet ”Helsognspræster”; altså præster, der efter Genforeningen taler på kirkesproget dansk, men også kan tysk, således at de kan betjene hele sognet. Martin Schwarz Lausten har netop i år udgivet en bog om sin morfar, præsten Martin Schwarz, som også belyser dette spørgsmål. Der er en artikel om behandling af det kirkelige mindretal, og ligesom andre steder i de sønderjyske forhold finder dette egentlig først sit rette leje ved København-Bonn-erklæringen i 1955, der vel var den danske regerings krav for at lade Vesttyskland indgå i det nyoprettede Nato.
Sognepræst emeritus C.C. Jessen, der tidligere har udgivet en væsentlig bog om den slesvigske biskop Theodor Kaftan, analyserer kirken i Genforeningen, og kirkehistoriker Carsten Bach-Nielsen undersøger kunst, identitet og kirke gennem kunsthistorikeren Ernst Sauermann (1880-1956).
Vi får også artikler om biskop Hans Fuglsang-Damgaard, der var dansk sønderjyde, deltog tvangsudskrevet i verdenskrigen på tysk side og senere blev biskop i København og i øvrigt bagmand for hyrdebrevet i 1943 om de danske jøder; også en artikel med en gennemgang af det første bispevalg i Haderslev efter Genforeningen; en artikel om salmedigteren Harald Vilstrup og en om den danske bibel i Slesvig.
Endelig stiller pastor Henrik Frandsen en række spørgsmål til Martin Schwarz Laustens bog om Danmarks daværende akademiske superstar, teologen Niels Hemmingsen (1513-1600), der udkom i 2013. Frandsen håber at rense Hemmingsen for en række myter, som det udtrykkes. Vi er med stor akribi nede i både mikrofilm fra Prag og Ordbog over Det danske Sprog.
Som fast artikel runder den kirkehistoriske årbog af med en gennemgang af den kirkelige og teologiske debat i det forgangne år, og i almindelighed en oversigt over dansk kirkeliv. Det er en guldgrube af viden, og gennemgangen har i en række år været lagt i kirkehistoriker Kurt E. Larsens kyndige hænder. Det er spændende at følge debatten og erfare, hvor tæt den kirkelige debat egentlig følger den almindelige samfundsdebat. Man må også sige, at nærværende avis fylder en del i referencerne.
Årbogen ”Kirkehistoriske Samlinger” er hvert år en glæde at modtage. Det er udtryk for ordentlig og vedkommende forskning og formår at bringe ny viden ud på torvet. Om man så samler den viden op, er et andet spørgsmål, men her er i hvert fald muligheden.