”Allerede falder mørket på,” hvisker musikken i Henryk Góreckis (1933-2010) første strygekvartet, komponeret under det kommunistiske styres sidste krampetrækninger i Polen. Året er 1988, forude fornemmes usikre tider, og hvad gør da en stor komponist: fortætter den sitrende anelse til lyd, gør det uudsigelige konkret.
I kvartetten lader Górecki lyset trænge gennem kraftige katastrofestrøg og hæse, indespærrede bevægelser. Man kan næsten høre kommunismens fodlænke blive klippet over. Ud af mørket kryber i stedet en håbefuld folkemusik, en moderne minimalisme og, til sidst, den forsigtigste durklang. Sådan gives tidsånden en stemme.
Det er det, man kalder relevans. Eller Relevanz, som Det Kongelige Biblioteks nye husensemble forpligtende hedder. Ved årets første fyraftenskoncert i Dronningesalen i København opførte de strygekvartetter fra hver sit århundrede, knyttet sammen af deres smag for skygger i mørket.
Først Góreckis, hvis tætte dissonanser de fire musikere fik til at klinge som sørgmodig skønhed. Rødt lys faldt over dem som helvedesflammer, dramatisk så det ud, men de modstod fristelsen til at overdrive værkets ekstremer. I stedet lød musikken subtil, raffineret og helt uafviselig.
Løsere i kanten var til gengæld uropførelsen af ”Flickering Darkness”, skrevet af ensemblets stifter, cellist Peter Højby-Morrison. Lidt indledende glidninger og slag på strengene samt en kakofoni af triller formidlede ganske vist musikkens tematisering af søvnløshedens kaostanker. Men det lød mere som musikalske effekter end byggesten, og værket havde vanskeligt ved at tegne en sammenhængende, selvstændig struktur.
Efter en let ustemt elegi, der voksede ud af et dissonant tretonersmotiv, blev punktummet da også ganske sigende sat med et langt citat fra ”Elefantens vuggevise”. Nu spillet isnende på det yderste af førsteviolinen med et tæppe af urolig tremolo under sig. Det var ikke uden en vis spøgelsesagtig virkning, men tyngde nok til at fungere som organisk konklusion på værket havde citatet ikke.
At Kern Westerberg, Djumash Poulsen, Luminita Marin og Peter Højby-Morrison ikke er en tætspillet kvartet, men til daglig optræder i andre konstellationer, blev lige tydeligt nok, da Relevanz afsluttede koncerten med Bedrich Smetanas første strygekvartet fra 1876.
Her skvulpede dissonanser fra de to øvrige værker over i en musik, hvor de absolut ikke havde hjemme. Intonationen haltede flere steder, og bratschisten måtte da også stemme sit instrument halvvejs igennem, mens også andenviolinisten kiggede noget mistroisk ned på egne strenge.
Helt bid var der altså ikke i sammenspillet, og det tog fokus fra Smetanas nostalgiske tilbageblik på sit livs tableauer, efter at han, formentlig grundet syfilis, havde mistet hørelsen. Der kan man ellers tale om mørke for en komponist.
Relevanz Ensemble: Intime natteskygger. Det Kongelige Bibliotek, København. Tirsdag 17. januar.