Når en koncert har en tidsmæssig spændvidde på et par århundreder, forstår man endnu en gang, hvordan den klassiske musik er i stand til at give lytterne en særlig historisk dimension. Den uhyre produktive Joseph Haydn (1732-1809) komponerede sin symfoni nr. 22 (af mere end 100 i genren!) i 1764 og fandt ikke selv på dens tilnavn ”Filosoffen” – det dukkede først op i Italien et kvart århundrede senere. Og hvorfor fandt man så på det? Måske fordi det er så lærd en musik, mesterligt skruet sammen, men ikke ligefrem kendetegnet af et gnistrende temperament.
Med Stravinskijs violinkoncert bevægede vi os frem til 1931 og i en ganske anden musikalsk sfære. Den verdensberømte tyske violinist Frank Peter Zimmermann mestrede at få alle facetter frem i det spraglede værk, og man kunne sagtens nikke bifaldende til programtekstens ordlyd om, at denne violinkoncert er ”skarp som et designermøbel, gakket som et cabaretnummer og lærd som en doktorafhandling”. Zimmermanns præstation blev belønnet med et betragteligt bifald, som han kvitterede for med et ekstranummer i form af Johann Sebastian Bachs elskede "Sarabande", mange violinisters foretrukne "encore".
Men koncertens tyngdepunkt kom efter pausen i form af en af sværvægterne i russisk musikhistorie, Sergej Prokofjevs (1891-1953) symfoni nr. 5, som han komponerede i slutningen af Anden Verdenskrig – med egne ord for at ”fortælle om det frie og lykkelige menneske, dets styrke og åndelige renhed”. Symfonien er ikke blot fuld af følelser, ærkerussisk i sin karakter, men også pompøs – på den sejrende sovjetiske måde, er man fristet til at tilføje. I samme øjeblik, som Den Røde Hær i 1945 var i fuld gang med at sætte den afgørende offensiv ind mod Nazityskland, dirigerede den høje, kejtede Prokofjev selv uropførelsen af symfonien i Moskva.
Det tre kvarter lange værk, fremført af små hundrede af radiosymfoniorkestrets eminente musikere, inklusive harpe og flygel, giver ikke mindst blæsergrupperne rig lejlighed til at vise deres kunnen i de skiftevis dramatiske og lyriske passager. Og hvad det sidstnævnte angår, blev man flere gange mindet om et af komponistens mest yndede værker, hans musik til balletten "Romeo og Julie", der var blevet uropført i Moskva i 1935 – længe inden Stalins Sovjetunion var kommet i krig med Hitlers Tyskland. Men for Prokofjev drejede musikken sig nu ikke om kanonernes kamp, men om menneskehedens evige håb og drømme.
Den statelige finsk-russiske dirigent Dima Slobodeniouk dirigerede den righoldige, tre kvarter lange symfoni med dyb indsigt og stort overskud.
Torsdagskoncert med DR Symfoniorkestret. Dirigent Dima Slobodeniouk. Solist: Frank Peter Zimmermann på violin. Koncertmester: Christina Åstrand. Torsdag den 19. januar. DR Koncerthuset, København.