Forårsudstillingen, der årligt vises på Charlottenborg ved Kongens Nytorv i København, er en væsentlig institution i dansk kunstliv. Den censurerede udstilling har fundet sted siden 1857 og har hvert år pejlet udviklingen inden for kunst, design og arkitektur. Ikke kun den, der skabes i Danmark, men i hele Norden.
I år søgte 944 kunstnere og kunstnergrupper optagelse, men kun 36 fandt nåde for juryens kritiske blik. Flere af de værker, vi nu kan se på Charlottenborgs veldisponerede udstilling, er skabt af unge kunstnere, som stadig er under uddannelse, men aldersspredningen er bemærkelsesværdig: Den yngste deltager er 18 år, den ældste 89.
Den centrale sal i Charlottenborgs sydfløj fremstår nærmest tom, så de få værker, der optræder her, får fuld opmærksomhed.
Mit blik fanges i første omgang af den unge arkitektstuderende Torkild Helland Kleppes ”Minimegalith<3” (DK), der betyder en mini-stendysse. Ved hjælp af overskudsjord fra byggerier rundtom i København har han skabt en lille stendysse med et hjerte markeret på siden af den øverste sten. Det lille bygningsværk er en rørende mindesten, der binder forhistorisk tid sammen med nutiden.
På væggen ved siden af hænger Lene Harbos (DK) kæmpemæssige portrætfoto af en ged ”Melting In Your Eyes, 2”.
Med en klokke om halsen og et skriggult plasticøremærke bærer den tydeligt præg af at være et nyttedyr, hvis væsentlige funktion er at tjene mennesket. Men ved at vie den opmærksomhed giver Harbo den en vigtig betydning, og den sender et uudgrundeligt blik tilbage på publikum som for at finde mening i galskaben.
I videoen ”Dryp fra en melodi” giver Laurits Honoré Rønne (DK) sig hen til den vilde natur og har improviseret en fløjtekoncert i direkte dialog med et bjerglandskab i det finske Lapland. Stemningsfulde fløjtelyde breder sig i rummet. I samme ånd har Kristoffer Bech (DK) i sit lille maleri ”ext.parque” skabt en menneskehybrid, der smelter så meget sammen med den omgivende park, at huden bliver grøn.
Rie Albano (DK) har et tilsvarende mellemværende med naturen i sine to videoer af en solnedgang og en ofring til havets gudinde, hvor en blomsterbuket bliver kastet ud i bølgerne. Hun står yderligere bag et bedårende hjemmealter med Jomfru Maria og Jesusbarnet, udformet i genbrugspap.
Etnicitet og kønsidentitet
Et enkelt portrætfoto gør dybt indtryk på undertegnede: Marcus Trappaud Bjørn (DK), der viser en heroinmisbruger i det sekund, han har taget et fix, og han går fra at være et meget presset menneske til at være dybt afspændt, når det farlige rusmiddel sendes rundt i kroppen. Billedet indgår i Bjørns projekt om at give værdighed til stofmisbrugere, som generelt afbildes som kriminaliserede ofre, der lever under kummerlige forhold.
Flere værker har også et ærinde med komplekse etniske problemstillinger. Det gælder algerisk-danske Yasmina Derradjs, der leger med kønsidentiteten i en skarp totalinstallation med lyd, video og grafiske arbejder. Hun har opfundet en persona ved navn "G3ckokidboymunir". I den konstellation skjuler ordet gekko sig – et på én gang sky og frygtløst krybdyr, der følger sine sanser, forklarer kunstneren. Det er navnet på en ung, modig mand, som hun som en slags alter ego låner ekstra styrke hos.
Ved siden af udstiller dansk-irakiske Ihsan Saad Ihsan Tahir nogle inciterende stentøjskrukker med smukke og maleriske glasurer og med eksistentielle inskriptioner i retning af ”One Hundred Years of Mourning” og ”Call Me If You Get Lost”. Det er et af udstillingens æstetiske højdepunkter – sammen med Solveig Aalbergs (NO) suite af vævede, syede og snoede billedtekstiler med abstrakte mønstre og Bjørg Dyg Nielsens bløde glassværd med et håndtag som en svane, som kaster fascinerende skygger på væggen.
Værket har titlen ”Ikke alle kampe skal kæmpes med skarpe sværd” med en henvisning til blandt meget andet kampen om kønsidentitet, som ofte kunne trænge til lidt blødere og mere nuancerede argumenter.
Det utætte hus
I en af salene væltes man nærmest omkuld af det gigantiske værk ”Det utætte hus”. En letvægtskonstruktion, som studerende fra Kunstakademiets arkitektskole har samlet på stedet i et forsøg på at forme et nyt, arkitektonisk sprog. De fandt huset i Brønshøj i udkanten af København. Det ligner et kæmpemæssigt shelter, men det fungerede i sin tid som en portal ind til et vandtårn i Brønshøj.
Øvelsen har været at anvende så få skruer som muligt i genopførelsen, der jo er en rekontekstualisering, hvor værket vinder status fra at være et opgivet bygningsværk til at blive et spændende skulpturelt objekt, når det udstilles på Charlottenborg.
Nickas Randau (DK) har set indgående på den amerikanske maler Cy Twombly (1928-2011) og den danske maler Svend Danielsen (født 1955) – men man må begynde et sted for at udvikle sit eget projekt.
Mads Juels (DK) tre smukke, romantiske landskabsmalerier på papir med digte bringer hilsener til både romantikeren Caspar David Friedrich (1774-1840) og den nutidige Gerhard Richter (født 1932) med deres sfæriske landskaber.
Emil Alenius’ (DK) to drømmeagtige, men også let spooky bitte værker på henholdsvis rosa og støvgrønt papir er værd at dvæle ved.
Interessant er også Sophie Søborg Mosbæks (DK) splitscreen-video af landskaber, hvoraf det til højre er blevet ”vasket” (værkets titel) i sæbe, klorin og citronsyre, så der opstår en uforudset taktil og malerisk skønhed.
Udstillingen er suppleret med et omfattende film-/videoprogram, der vises hver tredje time i biografen på mezzaninen. I år har Charlottenborgfondens bestyrelse selv ageret censorer i stedet for at udpege en jury. De har fjernet alle kategorier i ansøgningsproceduren for at bløde de faste rammer op. Det er blevet en både tankevækkende og forskelligartet udstilling, som med en underløbende strøm af rystende ængstelse pejler nogle af problemstillingerne i tiden både i menneskets relation til naturen og i det indre.
Charlottenborg Forårsudstilling 2023. Kunsthal Charlottenborg ved Kongens Nytorv i København. Til den 5. marts.