Prøv avisen
Bog

Årets mandelgave?

5 stjerner

Signe Parkins er en vidunderlig og anarkistisk tegner

Signe Parkins er tegner og billedkunstner, født i 1979. Gennem flere år har hun haft et projekt, hvor hun hver dag har tegnet et dagbogsblad, som hun publicerede på sin blog signeparkins.blogspot.dk. Tegningerne er små visuelle refleksioner over et almindeligt hverdagsliv i Aarhus med mand og to børn, men set gennem en på en gang hverdagskonkret og samtidig legesyg og poetisk optik. I 2015 udgav hun et udvalg på forlaget Basilisk, hver eneste bog indbundet af hende selv i forskellige farver genbrugsstof.

Den nye udgivelse er også resultatet af et længerevarende projekt med arbejdstitlen ”144 tegninger”. I ”Tusindfryd”, som bogen hedder, har hun sluppet hverdagen og er gået længere ind i det surreelt fabulerende. For at åbne det univers og – kan man sige – komme bag på sig selv har hun arbejdet med rim.

Hver side udgøres i hovedreglen af fire mindre tegninger. Udgangspunktet er et konkret ord, som føder en tegning, ligesom de næste tre tegninger fremkommer under indflydelse af tre ord, der rimer på det første.

På den første side ser vi en tegning af en kvinde i en blå kjole, der sidder og ryger. Ordet er ”erogen”, som jo betyder seksuelt følsom ved berøring. Næste tegning udvikler sig med rimordet til et ”tusindben”, som er ved at sprække og afslører en indre kvinde. I den tredje tegning får kvinden i den blå kjole selv mange ben, ledsaget af ordene ”alle for en”, og slutteligt zoomer vi ind på hende på trappestenen, ind på hendes pænt behårede ben, hvor der ud imellem frisættes en særegen kvindelig Pegasus – ”over stok og sten”. En lille cyklus, som samtidig er en visualisering af, hvordan det kreative og lystfulde manifesterer sig i kroppen og sindet på en helt almindelig hverdagstrappesten.

En genkommende figur hos Signe Parkins er den kvindelige rytter, en nøgen, gerne rygende figur på en særegen fluegestalt, der igen bæres af en langhalset hest. Hesten kan være frisat og gå i trav, men den kan også blive fanget med sin rytter i rav. Ravhalskæden kan efterfølgende sidde om halsen på en piberygende kvinde, der viser sig at være både mær, revolutionær og ejer af sit eget begær. Det er på alle måder skønt at se en kvindelig figur udfolde sig så handlekraftigt, og uden at det er på baggrund af et mandligt beundrende blik.

Forvandlingen er også et genkommende motiv hos Parkins, kroppe føder nye kroppe, hud sprækker og forlades, der er en evig cyklus af knopskydning og hamskifte på færde i hendes univers. Et kvindeliv, som handler om at være blødende, fødende, lækkende, sprækkende, men samtidig også om at kunne spidde manden på sit yogaspyd, æde et pizzabud, rumme både plantage, passage, personage og ravage i et eneste jeg-hus. På sidste side vender vi retur til kvinden på trappestenen. Tusindben er blevet til tusindfryd, foråret er på vej med ”skrig fra syd” – ”mursejlerlyd”. Herfra kan bare tilføjes den gode bladrende knitrelyd.