Bob Woodwards bog om Trump skal læses med sund skepsis

Bob Woodwards ”Fear” om Trump i Det Hvide Hus giver et interessant indblik i magtens centrum, men flere ting i den trækker ned i troværdigheden

Man skal læse ”Fear”, hvis man er interesseret i dag-til-dag udviklingen i Trumps første år som præsident.
Man skal læse ”Fear”, hvis man er interesseret i dag-til-dag udviklingen i Trumps første år som præsident. Foto: Mark Lennihan/Ritzau Scanpix.

Så er Bob Woodwards ”Fear”, årets mest omtalte politiske bog, landet hos læserne. Forlaget Simon & Schuster har ifølge branchemediet businessinsider.com trykt en million eksemplarer af bogen, der allerede ligger på Amazons bestsellerliste. 550 år efter Gutenberg står en videbegærlig offentlighed stadig klar ved trykpressen – og dens moderne ækvivalenter i form af downloads til iPad’en – når indsigt fra magtens centrum distribueres.

Bogen som medie lever altså i bedste velgående. Og Bob Woodward kan grine hele vejen til banken i Georgetown, den mondæne bydel i Washington D.C., hvor stjernejournalisten fra hovedstadens førende avis har boet i en menneskealder.

I en by, hvor nådesløs konkurrence og den næste slibrige afsløring altid er lige om hjørnet, har Woodward holdt sig bemærkelsesværdigt flydende. Siden verdensberømmelsen som afslørende journalist blev grundlagt med artikler om Watergate-skandalen (skrevet sammen med kollegaen Carl Bernstein), der fældede præsident Richard Nixon, har Woodward opretholdt et ry som ubestikkelig reporter med uhindret adgang til skiftende regeringers centrale kilder.

I bog efter bog har han siden Watergate beskrevet diverse præsidenters år ved magten med sin fluen-på-væggen-metode: Gennem massevis af interviews med unavngivne kilder beskriver han i sine bøger, hvad der foregår i Det Ovale Værelse, og hvordan væsentlige beslutninger træffes. Gevinsten er, at læseren af Woodwards bøger kommer helt tæt på magtens centrum og får referater eksempelvis fra møder, hvor der angiveligt kun har været to personer til stede. Ulempen er, at kilderne aldrig står til regnskab for det, de siger til Woodward. Vi har kun hans ord for, at kilderne taler sandt, når de letter hjertet ”til baggrund” eller ”uden for citat”, som det hedder på journalistsprog.

Metoden sikrer altid lidt munter kontrovers op til og lige efter en Woodward-bog; således også med ”Fear”, der udkom i går. Drejebogen går nogenlunde sådan her: Det rygtes, at Woodward er på vej med en ny bog (hvilket ikke burde overraske; det er trods alt det, han laver). Op til udgivelsen lækkes diverse historier fra i dette tilfælde Trump-regeringen til førende medier (de lækkede historier er dybest set bogens indhold, hvad det opsigtsvækkende angår; mange får aldrig læst mere og har heller ikke brug for det, for hvis bogen virkelig indeholder afsløringer, kommer det frem allerede på dette tidspunkt i processen). Så udkommer bogen, og en række af bogens navngivne kilder er ude i ”det har jeg aldrig sagt”- damage control. Senest har New Jerseys tidligere guvernør Chris Christie meddelt, at det, han citeres for i ”Fear”, ikke er korrekt, og hvis bare Woodward havde sendt ham sine citater til tjek, kunne misforståelser være undgået. Flere andre centralt placerede personer har sagt det samme.

Man får dog aldrig indtrykket af, at Woodwards mulige fejlcitater er rigtig graverende. Den sporadiske kritik af hans metode stikker aldrig dybt nok til, at han mister anseelse, og hans bøger miskrediteres. De er omgivet af tårnhøj respekt. Intet tyder da heller på, at han ikke er samvittigheden og grundigheden selv; en erfaren stemme, der har orden i penalhuset, og gang på gang opbygger en for branchen uhørt grad af tillid med sine kilder. Og selvom Woodward-drejebogen hver gang er den samme, er det fortsat interessant at følge reporterens bøger. Er man politisk interesseret, er de uomgængelige – men man skal læse ham med en sund skepsis som sidemakker.

Kolossalt meget er allerede sagt om Donald Trumps dysfunktionelle regeringsførelse, hans nærmest ikke-eksisterende koncentrationsevne, illoyalitet over for ellers nære medarbejdere og det generelle kaos på de indre linjer i Det Hvide Hus. Det har bøger som ”Fire and Fury: Inside the Trump White House” af journalisten Michael Wolff, der er oversat til dansk, og ”Unhinged: An Insider’s Account of the Trump White House” af den tidligere Trump-medarbejder Omarosa Manigault Newman, til fulde anskueliggjort.

Læg dertil utallige avisartikler fra den presse, der trods Trumps konstante udfald og anklager om fake news faktisk gør sit arbejde og dagligt rapporterer om, hvad der foregår på 1600 Pennsylvania Avenue. Alle disse beretninger bekræftes i ”Fear”; Trump er efter samtlige vanlige civiliserede standarder uegnet til at være præsident – men det kan dårligt være en nyhed længere.

Man skal derfor læse ”Fear”, hvis man er interesseret i dag-til-dag-udviklingen i Trumps første år som præsident. Selv har han ikke deltaget i bogen, og det må alt andet lige siges at være en svaghed ved den. Normalt skal en anklaget part forelægges hele dynen af kritik imod ham, og det har Trump selvsagt også fået mulighed for, men har altså ikke villet medvirke. Rituelt har han op til udgivelsen afvist Woodwards bog som ”fiktion”, men da Trump aldrig læser bøger og i øvrigt er den præsident i moderne historie, der har haft sværest ved selv at skelne mellem fakta og fiktion, har ingen taget det alvorligt. Men igen: Det havde øget bogens troværdighed, hvis han havde medvirket.

Der er også andre – muligvis småting – der trækker ned i troværdigheden. Det er uklart, hvorfor nogle udsagn er i citationstegn, og andre sammenlignelige ikke er. For eksempel står der:

”Priebus said, You have not spent the time working with the president on what his basic philosophy and foreign policy positions are, and why.” (Reince Priebus er tidligere stabschef i Det Hvide Hus).

Kort efter står der:

”’Has anyone told the president,’ Priebus asked, ’that the option you’re choosing basically says we’re going to be in Afghanistan for decades?’.”

Hvorfor er det første udsagn ikke til citat, mens det andet er? Indholdsmæssigt er det ene ikke mere graverende eller på anden vis opsigtsvækkende end det andet. Er det bare for at variere fremstillingen, eller ved Woodward faktisk ikke, om Priebus sagde det første? Det gjorde han jo nok, for inkriminerende er det ikke, snarere meget sandsynligt, men for en forfatter, der lægger al sin troværdighed i citat-praksis, undrer det.

Tilsvarende når Trump selv citeres. På et tidspunkt forsøger desperate medarbejdere uden held at lære Trump om de basale principper i amerikansk økonomi. Angiveligt tror Trump, at man bare kan trykke flere pengesedler, hvis man er i krise. Der står:

”What do you mean? Trump asked. Just run the presses – print money.” Se, det er jo et godt citat, der viser, hvor komplet uvidende Trump er – problemet er bare, at han ikke har sagt det. Der er i hvert fald ikke cita- tionstegn omkring det i bogen, som der er ved andre af hans udsagn. Så er det noget, Woodward finder på (næppe), eller er det noget, nogen i kredsen om Trump har sagt til forfatteren til baggrund (sandsynligvis)? Det er uklart, fordi citatpraksissen ikke er konsekvent gennemført.

En sidste anledning til undren er også Woodwards brug af sig selv. Han er jo positioneret som den uvildige kronikør, reporteren, der bare skriver ned, hvad han hører, og samler det til et hele. Men i den ellers knastørre fremstilling dukker der et ”jeg” op med mellemrum: så er Woodward ude at holde et foredrag, som vi lige skal høre om, og så er Woodward på tv og har sagt sådan og sådan. Men mere subtilt er han også med på linjerne. På et tidspunkt gejler tidligere rådgiver Stephen Bannon Trump op med en række oneliners, der skal gøre en bestemt sag anskuelig for præsidenten med den berygtede ringe koncentrationsevne.

Vi får citeret, hvordan dét udspillede sig, men så står der konkluderende: ”They were trying to make policy of one-sentence clichés.” Det er Woodward, der her stikker sit kommenterende hoved frem. Og ja, vel er det klichéer, Trump-rådgiverne excellerer i, og vel har han sikkert ret, men igen: Uvildig skal man ikke tro, at han er.

En sidste undren gælder samme Bannon. Han må efter alt at dømme være en af hovedkilderne i bogen, for flere steder refereres der fra samtaler, hvor kun han – eller meget få andre – har deltaget. Fint nok, det er Woodwards metode med de unavngivne kilder, så det er et gæt, at Bannon må have talt rigeligt med Woodward. Man skal bare huske, at Bannon var universelt nedgjort som demagog og populistisk løgnhals, da han sad i Trumps inderkreds (han blev, som så mange andre, fyret af den iltre Trump), så hvorfor han nu er et sandhedsvidne, er en anelse uklart. Igen: man skal bevare lidt sund skepsis under læsningen af ”Fear”.

Gør man det, er det som nævnt en uomgængelig bog for den politisk interesserede. Den dækker en lang række emner: valgkampen mod Hillary Clinton, Ruslands-undersøgelsen, fyringen af FBI-direktør James Comey, forhandlingerne med Nordkorea, frihandelsdebatter, det yderste højre med mere, foruden altså den daglige interne rivalsering i Trumps inderkreds. Trumps forgænger Abraham Lincoln sagde, at en præsident skulle sørge for at have rivaliserende synspunkter repræsenteret i rådgiverkredsen. Men sådan er det ikke med Trump, siger Reince Priebus, da han er blevet fyret. Trump samler ikke på rivaler, men på dræbere. Alle møder handler derfor om at jorde de andre i lokalet mest effektivt. Ikke en opskrift på succes, men sådan er det for en præsident, der sidestiller magt med frygt – ”fear”. Om Woodwards knastørre stil fanger en så farverig personlighed som Trump, er et åbent spørgsmål. Måske skal vi over til digterne, romanforfatterne og filosofferne for at forstå, hvad der i virkeligheden foregår i Det Hvide Hus. Joan Didion havde ikke helt uret, da hun engang karakteriserede Woodward som dybest set ”en stenograf”. Der mangler ånd og dybde i hans prosa.

Men på et realistisk plan er ”Fear” en fin guide til et dysfunktionelt hus, detaljeret og dragende – og undertiden pudsigt overraskende som her, hvor Bob Dylan pludselig dukker op i en debat i Det Hvide Hus mellem Trump og hans rådgivere om Afghanistan:

”’But how many more deaths?’ Trump asked. ’How many more lost limbs. How much longer are we going to be there?’ His antiwar argument, practically ripped from a Bob Dylan song lyric, reflected the desires of his political base whose families were overrepresented in the military forces.”

Woodward må have klassikeren ”Blowin’ in the Wind” i tankerne, selvom Dylan ud over gentagelserne af ordene ”How many” nu ikke synger det, som Trump siger. Men pyt. Som vi har set, er der lidt uklarhed om Woodwards citatpraksis. Vigtigere er det, at den indsigt, som Woodward bruger Dylan til at få frem, er fuldkommen rigtig: Dele af Trumps vælgerbase er faktisk uretfærdigt overrepræsenteret i statistikkerne fra den fejlslagne krig i Afghanistan, USA’s længste nogensinde, og en krig, som de personer, der udtænkte den, ikke har ofret til i nær samme grad som de personer, der fører den på slagmarkerne. Her er vi inde ved en central forklaring på, hvorfor Trump – den mest uforberedte præsident nogensinde, det bekræfter også denne bog – overhovedet blev valgt. Også dét berører ”Fear” på interessant vis, og som sådan bliver man klogere af den.