Prøv avisen

Bob Woodwards bog om Trump skal læses med sund skepsis

4 stjerner
Man skal læse ”Fear”, hvis man er interesseret i dag-til-dag udviklingen i Trumps første år som præsident. Foto: Mark Lennihan/Ritzau Scanpix

Bob Woodwards ”Fear” om Trump i Det Hvide Hus giver et interessant indblik i magtens centrum, men flere ting i den trækker ned i troværdigheden

Så er Bob Woodwards ”Fear”, årets mest omtalte politiske bog, landet hos læserne. Forlaget Simon & Schuster har ifølge branchemediet businessinsider.com trykt en million eksemplarer af bogen, der allerede ligger på Amazons bestsellerliste. 550 år efter Gutenberg står en videbegærlig offentlighed stadig klar ved trykpressen – og dens moderne ækvivalenter i form af downloads til iPad’en – når indsigt fra magtens centrum distribueres.

Bogen som medie lever altså i bedste velgående. Og Bob Woodward kan grine hele vejen til banken i Georgetown, den mondæne bydel i Washington D.C., hvor stjernejournalisten fra hovedstadens førende avis har boet i en menneskealder.

I en by, hvor nådesløs konkurrence og den næste slibrige afsløring altid er lige om hjørnet, har Woodward holdt sig bemærkelsesværdigt flydende. Siden verdensberømmelsen som afslørende journalist blev grundlagt med artikler om Watergate-skandalen (skrevet sammen med kollegaen Carl Bernstein), der fældede præsident Richard Nixon, har Woodward opretholdt et ry som ubestikkelig reporter med uhindret adgang til skiftende regeringers centrale kilder.

I bog efter bog har han siden Watergate beskrevet diverse præsidenters år ved magten med sin fluen-på-væggen-metode: Gennem massevis af interviews med unavngivne kilder beskriver han i sine bøger, hvad der foregår i Det Ovale Værelse, og hvordan væsentlige beslutninger træffes. Gevinsten er, at læseren af Woodwards bøger kommer helt tæt på magtens centrum og får referater eksempelvis fra møder, hvor der angiveligt kun har været to personer til stede. Ulempen er, at kilderne aldrig står til regnskab for det, de siger til Woodward. Vi har kun hans ord for, at kilderne taler sandt, når de letter hjertet ”til baggrund” eller ”uden for citat”, som det hedder på journalistsprog.

Metoden sikrer altid lidt munter kontrovers op til og lige efter en Woodward-bog; således også med ”Fear”, der udkom i går. Drejebogen går nogenlunde sådan her: Det rygtes, at Woodward er på vej med en ny bog (hvilket ikke burde overraske; det er trods alt det, han laver). Op til udgivelsen lækkes diverse historier fra i dette tilfælde Trump-regeringen til førende medier (de lækkede historier er dybest set bogens indhold, hvad det opsigtsvækkende angår; mange får aldrig læst mere og har heller ikke brug for det, for hvis bogen virkelig indeholder afsløringer, kommer det frem allerede på dette tidspunkt i processen). Så udkommer bogen, og en række af bogens navngivne kilder er ude i ”det har jeg aldrig sagt”- damage control. Senest har New Jerseys tidligere guvernør Chris Christie meddelt, at det, han citeres for i ”Fear”, ikke er korrekt, og hvis bare Woodward havde sendt ham sine citater til tjek, kunne misforståelser være undgået. Flere andre centralt placerede personer har sagt det samme.

Man får dog aldrig indtrykket af, at Woodwards mulige fejlcitater er rigtig graverende. Den sporadiske kritik af hans metode stikker aldrig dybt nok til, at han mister anseelse, og hans bøger miskrediteres. De er omgivet af tårnhøj respekt. Intet tyder da heller på, at han ikke er samvittigheden og grundigheden selv; en erfaren stemme, der har orden i penalhuset, og gang på gang opbygger en for branchen uhørt grad af tillid med sine kilder. Og selvom Woodward-drejebogen hver gang er den samme, er det fortsat interessant at følge reporterens bøger. Er man politisk interesseret, er de uomgængelige – men man skal læse ham med en sund skepsis som sidemakker.

Kolossalt meget er allerede sagt om Donald Trumps dysfunktionelle regeringsførelse, hans nærmest ikke-eksisterende koncentrationsevne, illoyalitet over for ellers nære medarbejdere og det generelle kaos på de indre linjer i Det Hvide Hus. Det har bøger som ”Fire and Fury: Inside the Trump White House” af journalisten Michael Wolff, der er oversat til dansk, og ”Unhinged: An Insider’s Account of the Trump White House” af den tidligere Trump-medarbejder Omarosa Manigault Newman, til fulde anskueliggjort.

Læg dertil utallige avisartikler fra den presse, der trods Trumps konstante udfald og anklager om fake news faktisk gør sit arbejde og dagligt rapporterer om, hvad der foregår på 1600 Pennsylvania Avenue. Alle disse beretninger bekræftes i ”Fear”; Trump er efter samtlige vanlige civiliserede standarder uegnet til at være præsident – men det kan dårligt være en nyhed længere.