Da Patrick Modiano modtog Nobelprisen i litteratur 2014, var det for et forfatterskab om erindring, glemsel og fortrængning.
Nu, otte år senere, er det så en anden franskmand, 82-årige Annie Ernaux, der tildeles prisen. Og hun kredser om de samme temaer, omend på en anden måde. Som i det store, ambitiøse mesterstykke “Årene” fra 2007, der via et “vi” genkalder sig franske kvinders liv og vilkår gennem årtier og omvæltninger.
Anderledes enkle, men tematisk beslægtede og lige så brillante er Ernauxs korte romaner. De benytter sig af en jeg-fortæller, der lægger sig tæt op ad Ernaux selv, og to af de stærkeste, “Hændelsen” og “Simpel lidenskab”, er ved Gads mellemkomst udkommet på dansk de seneste år, og nu følger den ligeledes korte, jeg-fortalte “Skammen”. 115 små sider med korte afsnit og den Ernaux’ske prosa, der er lige så klar, som den er billeddannende og med ét fikspunkt år tilbage.
“Min far ville slå min mor ihjel en søndag i juni først på eftermiddagen.”
Sådan indledes “Skammen”, og fortælleren er 12 år gammel i 1952, da hun er vidne til faderens forsøg på at dræbe moderen med en kniv i kælderen under familiens butik. Men kort efter er alt ved det gamle. De tager på cykeltur. Livet fortsætter som før.
50 år senere forsøger Ernaux at skrive en bog om dét, hun så i kælderen. Forsøger at “rekonstruere” det traumatiske øjeblik og tiden omkring det. Det sidste gør hun ved hjælp af en af sine litterære signaturer, nemlig at studere fotografier af sig selv fra de dage, der er forsvundet under måneder, år, årtier.
“Kort sagt være min egen etnolog,” som der står et sted, og i det arbejde kommer Ernaux ikke kun tættere på sig selv som pige i 1950’ernes Frankrig, men også på sine forældre og det liv, de levede. Hvordan de, som alle andre i byen, levede op til nøje definerede kønsroller: “Daglige bevægelser som er forskellige fra kvinder til mænd: holde strygejernet op mod kinden for at mærke, hvor varmt det er, lægge sig på alle fire for at skrubbe gulvet, eller stå med spredte ben når man plukker kaninfoder, lugte til sine strømper og underbukser om aftenen.”
Ernaux er måske sin egen etnolog, men også en udsøgt erindringskunstner, der med ord fremmaner tabte tider, og som Modiano en slags moderne arvtager til Marcel Proust. Men med et konstant sideblik på krop, køn og klasse. Og når romanen her hedder “Skammen”, sigter det ikke mindst til forældrenes skam over den arbejderklasse, de tilhører.
At kalde Ernaux for en af autofiktionens forløbere, sådan som det ofte sker, er ikke forkert. Men hun er så meget mere. Det er “Skammen” et eksempel på med sin åbne selvbiografiske årer, som løber ud i en langt større historie. Lilian Munk Rösing og Birte Dahlgreen har oversat bogen, som er lille af omfang, men med et kolossalt indre rum, så det hele kan mærkes, ses, begribes.
Ernaux er, sagt med færre ord, en værdig modtager af Nobelprisen 2022. Men hvor Modiano var ukendt for de fleste herhjemme, da han blev tildelt prisen, har hun i forvejen mange læsere. Det forstår man. For hendes forfatterskab er nok suverænt, men også umiddelbart tilgængeligt. Det er måske hendes allerstørste kunst.
Annie Ernaux: Skammen. Oversat af Lilian Munk Rösing & Birte Dahlgreen. 115 sider. 200 kroner. Gads Forlag.
