Prøv avisen

Se billederne: Her er årets smukkeste bøger

”Being There” modtager Den Danske Bogdesignpris 2018 i kategorien Årets Bedste Bogarbejde. Bogen udkom i forbindelse med Louisianas udstilling med samme navn – en udstilling med ni unge kunstnere, som beskæftiger sig med mødet mellem den fysiske og digitale verden, det virkelige og det uvirkelige. Komitéen kalder designet forfriskende og fremhæver, at kataloget er lavet i formatet ”widescreen”, som er en ny standard for tv, computer- og videospil. Alle fotos: Leif Tuxen.

Over 200 bøger blev indsendt til bedømmelse i marts. Nu er modtagerne af priserne Årets Bedste Bogarbejde og Årets Bedste Bogbind fundet. Sammen med 40 andre nyskabende bøger fra det forgangne år udstilles prismodtagerne, ”Being There” og ”Hair Drawings”, på Det Kongelige Bibliotek i København

”Hair Drawings”

Ægte menneskehår udgør essensen i den unikke håndindbundne bog ”Hair Drawings” af Malene Lerager, som er modtager af Den Danske Bogdesignpris 2018 i kategorien Årets Bedste Bogbind. Indbinding og indhold spiller sammen i det både utroligt smukke, poetiske og udtryksfulde værk. Komitéen kalder det et stykke artistisk kunsthåndværk, der tør at gå planken helt ud. Alle grundlæggende principper for den håndindbundne bog er inkluderet i ”Hair Drawings”, men nytænkt. Bindsnorene på den åbne ryg er tilsyneladende skabt af menneskehår, ligesom hårkompositionerne allerede introduceres på bogens forside – en bedrift i sig selv.

”Kong Knap og Bamsens forsvundne øje”

Ungdomsbogen ”Kong Knap og Bamsens forsvundne øje” af Inger Mønster Marker var indstillet til prisens for Årets Bedste Bogbind. Bogen beskrives som en ”fest” og fremhæves for farverne, der går igen gennem bogbindet – fra den sorte æskes røde ruskindsindtræk over bindets glade røde og gule kalveskind med den sorte dekoration til forsatsen i rødt ruskind. Den legende og gennemtænkte formidling af den fantasifulde ungdomsbog roses – for her går bind og indhold hånd i hånd.

”Bogsteder”

Kurt Rodahl Hoppes fotobog ”Bogsteder” med portrætter af 55 bogsamlinger har været indstillet til begge bogdesignpriser – denne særlige blå udgave i kategorien for Årets Bedste Bogbind. Fra komitéen lyder det, at det helstøbte såkaldte Rubow-bind tilfører en i forvejen dejlig bog et ydre, der i håndværksmæssig henseende er fuldendt. Formgivningen og dekorationen udbygger endda bogens tema: bøger og atter bøger. Den kaldes en gennemført og flot forløst dekoration, hvor treenigheden håndværk, indhold og formgivning spiller perfekt sammen.

”A Room Inside”

Sort er den farve, der går igen i fotobogen ”A Room Inside”, indstillet i kategorien for Årets Bedste Bogarbejde. Bogens omslag mimer den poetiske, melankolske æstetik, som præger Trine Søndergaards fotografiske stil. Modsætningsforholdene er ifølge komitéen nøglen til den vellykkede produktion. Let, men sort. Smuk, men trist. Stille, men dramatisk. Ru, men glat. Glansfuld, men mat. ”A Room Inside” viser, hvad der sker, når den grafiske designer og kunstneren ikke bare forstår hinanden, men tænker ens, lyder det.

”Being There”

”Being There” modtager Den Danske Bogdesignpris 2018 i kategorien Årets Bedste Bogarbejde. Bogen udkom i forbindelse med Louisianas udstilling med samme navn – en udstilling med ni unge kunstnere, som beskæftiger sig med mødet mellem den fysiske og digitale verden, det virkelige og det uvirkelige. Komitéen kalder designet forfriskende og fremhæver, at kataloget er lavet i formatet ”widescreen”, som er en ny standard for tv, computer- og videospil. Widescreen-konceptet ses som et symbol på de digitale medier, som understreges af det blanke bind, der får bogens forside til at minde om en skærm. ”Being There” tildeles prisen for sit stærke koncept og visuelle ”kapow”, lyder det i begrundelsen.