Den nye arkitektskole i Aarhus ligger i en fabriksbygning, eller man kan sige: Bygningen ligner en fabrik eller et fjernlager langs motorvejssystemet.
Det er der en pointe med, som vi skal komme tilbage til.
Nu om dage er det sjældent, at fabriksbygninger fremstår kønne i sådan konventionel forstand, ligesom da man byggede dem i mursten eller for den sags skyld dengang med modernismens store hvide flader.
Heller ikke Arkitektskolen træder frem som en bygning, man sådan umiddelbart ville forbinde med begrebet ”kønt”. Omend dens betonflader kan antage fine nuancer af gråt.
Indtil videre ligger den nye monolitiske bygning i et klondikeagtigt udviklingsområde på byens tidligere godsterræn. Flere bygninger og funktioner i området minder stadig om stedets forhistorie.
Det ligner umiddelbart noget rod, og omgivelserne henligger også som byggeplads. Men hverdagen og nutiden i form af nyt boligbyggeri synes at være parat til at vokse frem i grebningen som en slags normalisering, der ville kunne gøre stedet lige så kedeligt som mange andre byområder, der er udviklet i de senere tiår, i takt med at der er sket en funktionstømning af tidligere havne- og industriområder:
Lejligheder med ofte gode udsigter og mulighed for velfungerende hjem. Endog for mennesker med børn. Men kvarterer, der som oftest fremstår uinspirerende for andre, ja måske også for nogle af beboerne, fordi arkitekter eller måske snarere deres bygherrer alt for ofte har forsømt at udvikle de nye bymiljøer med forretnings- og kulturliv, grønne og rekreative områder. Steder, hvor det er rart at opholde sig. Måske en ny generation af arkitekter kan rette op på misforholdet og skabe rammer for liv mellem husene?
Højt til loftet
Muligvis bliver man ikke så højstemt af at gå rundt om selve bygningen, men stemningen løfter sig, når man træder ind i den.
Arkitektskolen hedder nu New Aarch. Måske, kunne man tænke, fordi navnet The Factory allerede var så stærkt forbundet med Andy Warhol og den tids idéer om ”open house”? Men netop de åbne døres princip synes eksplicit i den nye skole, der ønsker at invitere omverdenen ind til forskellige arrangementer. Denne åbenhed synes at være et bærende idégrundlag for bygningens infrastruktur.
Arkitektskolen i Aarhus, der blev oprettet i 1965, lå tidligere på en række spredte adresser, der ligesom så mange andre uddannelsesinstitutioner ikke fremstod inviterende i noget videre omfang.
Det er der i den grad rettet op på. Arkitektskolens ydre er måske ikke inviterende. Dens indre er. Her er højt til loftet. Bogstavelig talt. Man kommer ind i et modtagelsesområde med boghandel og kantine i en mere end ti meter høj balsal, der også fungerer som fordelingscentral til resten af huset og herunder de øvrige etager.
Trapper er fritlagt, lednings- og rørføring blotlagt. Husets konstruktion og funktioner er åbenlyse.
Fladerne er i beton, indtrykket er råt og industrielt. Der er værksteder af mange forskellig slags og herunder nogle, hvor man kan køre en bil ind. Dette er et sted for arbejde og eksperimenter. Dette er et sted til undervisning og fordybelse. Arkitektskolen er et laboratorium.
Fleksibilitet som grundprincip
Bygningen er støbt på stedet, og i så høj grad, som det har været muligt, er der anvendt genbrugsmaterialer, hvilket også kunne tænkes at blive en naturlig inspiration og påmindelse for arkitektstuderende, hvis virkelighed for manges vedkommende vil være krav om klimavenligt og ressourcebesparende byggeri. Kønnest ser det med genbruget ud i kantineområdet, hvor der er lamper af sidste århundredes store arkitekter som for eksempel Poul Henningsen og Vilhelm Lauritzen, men også det store højloftede bibliotek, der udgøres af en ældre model af træreoler af den slags, studerende var storaftagere af før i tiden. Reelle og funktionelle.
I det hele taget kan man under en vandring rundt i New Aarchs store auditorier, sal med arbejdsstationer, små rum og uformelle mødesteder få en distinkt fornemmelse, at det meste kan flyttes, og at rum kan ændres, i takt med at andre behov opstår. Fleksibilitet synes at være et andet arkitektonisk grundprincip. Måske er New Aarch virkelig fremtidens arkitektskole? Med sin fleksibilitet og værkstedsagtige karakter kan den minde om den nye arkitektskole i Bergen. Uformelle rammer med plads til hurtig omstilling og forandring.
Arkitektskolen har også en tagterrasse. Fra den er der en generøs udsigt over området. Tagterrassen vil – og begge er prisværdige formål – både kunne anvendes til fester, og til eftertænksomhed for en kommende arkitekt: Hvor ligger fremtiden i arkitektur? Kigger man i én retning, får man blandt ældre beboelsesejendomme i rødsten øje på nye boligblokke af den art, der breder sig i alle landets byer.
I en anden retning får man øje på så markante bygninger i landskabet som Aarhus Congress Center og ARoS – og en arkitekturstuderende må jo stille sig selv det spørgsmål, om det er dér – som en gentagelse og uddybning af fortidens arkitektoniske idealer – fremtiden ligger?
Eller ligger den mon ligefor? Lige ved siden af skolen ligger Institut for X, der er en slags by bestående af små virksomheder og det, man kalder kreative åndehuller. En mulighed for iværksættere for at afprøve idéer i mindre og uformelle rammer for at undersøge, om idéerne holder, inden man eventuelt, men ikke nødvendigvis, rykker videre til ”corporate Denmark”s kontorhoteller i industriparker uden for bykernerne.
Måske ligger en større del af fremtiden, end vi umiddelbart tror her og nu, i udvikling af en mere uformel og midlertidig funktionel arkitektur baseret på udstrakt genanvendelse af materialer og udvikling af en teknologi, der også sparer på ressourcerne? Måske er placeringen af den nye arkitektskole i Aarhus lige dér som nabo til Institut for X i virkeligheden en foræring? Så længe det varer.