Vinter, forår, sommer og efterår: Digtere og forfattere har altid skrevet om årets gang

I det forløbne år har litteraturkritikeren Lars Handesten her i avisen måned for måned causeret over årstidens digte og sange. I dette essay trækker han de litteraturhistoriske linjer op for dansk digtning om årets gang. Motivet er stort og allestedsnærværende, men årstidernes vekslen er også en grundlæggende og uomgængelig livserfaring for os alle

Så langt man kan komme tilbage i dansk digtning, har man skildret og fortolket årstiderne. I nyere tid er der kommet lidt længere mellem digtere, der skriver om årstiderne – men blandt dem, der holder vejrfanen højt, er Naja Marie Aidt og Søren Ulrik Thomsen. –
Så langt man kan komme tilbage i dansk digtning, har man skildret og fortolket årstiderne. I nyere tid er der kommet lidt længere mellem digtere, der skriver om årstiderne – men blandt dem, der holder vejrfanen højt, er Naja Marie Aidt og Søren Ulrik Thomsen. – Foto: Nikolai Linares/Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix

Årstiderne synger vi ind med sange fra Højskolesangbogen og med de populære melodier i radioen.

Hvornår blev det forår, uden at man sang med på ”Det er i dag et vejr – et solskinsvejr! O søde vår, så er du atter nær”? Og hvornår var det sommer, uden at radioen flød over med ”Sommer, sommer og sol. Havet og blæsten og duft af caprifol”?

Sangene er der hvert år, og det er, som om det ikke bliver rigtig forår og sommer, efterår og vinter, før man hører de gammelkendte ord og toner. Ordene bringer os til bevidsthed, hvis vi skulle have glemt at sanse og fatte, hvad der sker omkring os. De samstemmer vores oplevelser og følelser og skaber – især når de synges – en oplevelse af fællesskab og sammenhæng.

Mange af os har i skoletiden sunget årstiderne og månederne ind i vores liv med remser som Mogens Lorentzens ”Januar og februar og marts, april og maj. Først i juni kommer søndenvind og sommer. Fra sankthans går dagene igen den korte vej” – og så videre. Årstiderne og deres skiften ligger som erfaringer dybt i vores bevidsthed og bestemmer vores væren i verden. Ikke så underligt knytter mange af vores erindringer sig tæt til ikke bare steder, men også årstider.

At synge om årstiderne er ikke noget nyt fænomen. Spredt ud over dansk digtning finder man digte, der lovpriser årstiderne, beskriver dem og bruger dem som et spejl for Guds skaberværk eller for sjælens tilstand. Snart finder man stroferne som et enkelt digt hist og her i digternes værker, snart er der tale om hele suiter af digte om årstider og måneder.

Især i 1800-tallet finder man lange kompositioner og samlinger skabt over årstiderne og månederne. Blandt flere andre digtere skrev Adam Oehlenschläger ”Jesu Christi gientagne Liv i den aarlige Natur” (1805) og H.C. Andersen ”Aarets tolv Maa-neder” (1832). Senere udkom Thøger Larsens ”Jord” (1904), Johannes V. Jensens ”Aarstiderne” (1923) og Marie Bregendahls ”Filtret Høst” (1937). Frank Jæger spillede ud med ”De fem aarstider” (1950), og senest har Morten Chemnitz udgivet samlingen ”Inden april” (2013).

Samlet set er der flest forårsdigte. Det er årstiden, hvor længslen efter lys og varme bliver forløst, og der er lærkesang og nattergal i digt efter digt. Selv det mest mistrøstige gemyt må overgive sig og indrømme, at ”når forårssolen skinner, bli’r jeg glad” – som Benny Andersen og Poul Dissing synger. Sommeren er dog også godt repræsenteret med sine ”byger, som går og kommer”.

Lidt færre digte er der om efteråret, som nok er smukt i sit forfald, men også rummer undergangen. Johannes Jørgensen skriver, at ”Det er Høst i vore sjæle” og gør dermed opmærksom på, hvordan årstiden er udtryk for en sjælstilstand. Færrest digte er der om vinteren, men her finder man dog nogle meget markante som for eksempel Blichers. Han hører vinterens stemme og føler selv, han er på træk. Vinter er dødens og dvalens tid og slutningen på det menneskelige livsforløb, som årstiderne også er et billede på. Man taler gerne om sin ungdoms vår og sit livs efterår.

Årstids- og månedsdigtene er del af den omfangsrige naturdigning og har meget tilfælles med den. Men i ét er den særlig: Den har altid tidsdimensionen i sig. Ofte tematiserer digtene direkte tiden og forvandlingen, men andre gang er tiden blot markeret med angivelse af måned eller årstid som i en almanak. Med denne pointering af tiden følger næsten altid en smertende dødsbevidsthed.

Mens landskabs- og stedsbeskrivelserne og skildringen af naturfænomener kan åbne op for en slags al-tid, så kan årstidsdigtene pege på både tid og evighed. Visionen i de kristent prægede digte er en evig vår eller sommer, mens den i de naturreligiøse er den evighed, der ligger i gentagelsen af årets gang og især af forårsunderet.

Så langt man kan komme tilbage i dansk digtning, har man skildret og fortolket årstiderne. Fra omkring år 1500 finder man Morten Børups majvise ”Forårssang”, som godt nok oprindeligt er på latin – ”In vernalis temporis”. I løbet af 1700-tallet kommer der flere sange – og nu på dansk – med Ambrosius Stubs arie ”Den kiedsom vinter gik sin gang” som den mest kendte.

Det blev så almindeligt at skrive maj-sange, der hyldede naturens dufte og fuglesang, at satirikeren Johan Wessel gik en tur uden for de københavnske volde for selv at opleve årstidens velsignelser. Men straks blæser den kraftige vind ham støv i øjnene, så han intet kan se, han kedes over en triviel grøn mark, og når han skal høre lærkesang, så bliver den forstyrret af ”Køer, Faar og Sviin, som brøle, bræge, grynte”. Det kan blive til en disharmonisk koncert, når man møder årstiden, som den er uden for de idealiserende vers. Wessels satire påvirkede på ingen måde de romantiske digtere, som fulgte ham, men den tydeliggør et stadigt skisma mellem billede og virkelighed, idealitet og realitet, som man kan forbinde med mange årstidsdigte helt frem til i dag.

Med den romantiske naturfølelse i 1800-tallet blev der rig anledning til at besynge årstiderne. Ligesom Børup og Stub så Guds vilje og forsyn i årets gang, således også romantikerne. Skildringen af årstiderne hos dem kan være konkret i skildringen af alle de forandringer, som kan sanses, men den rummer også et billede på det enkelte menneskes livsforløb og et tegn på Guds tilstedeværelse.

Oehlenschläger ser et evangelium i årets gang, og så forbinder han foråret med erotisk opvågnen, sådan som mange efter ham er kommet til at gøre det. Årets gang er livets læremester, og Oehlenschläger kan derfor også bede en bøn til efteråret: ”Lær mig, o Skov, at visne glad”.

De fleste af romantikkens årstidsdigte er gået i glemmebogen. Ganske få husker vi dog stadigvæk takket være de melodier, der bærer dem. Hertil hører for eksempel Blichers og Ingemanns vintersange ”Det er hvidt herude” og ”I sne staar Urt og Busk i Skjul”. Årstidsdigte, der ikke er sat i musik, og som stadig bliver sunget, må man i arkiverne for at finde.

Efter romantikkens rige årstidsdigtning skal man frem til årtierne omkring 1900 for at finde den næste store bølge af digte. Johannes Jørgensen og Sophus Claussen lod sig igen og igen inspirere af årstidernes skiften. Den unge Jørgensen så i den evige vekslen livets fortvivlende karakter af blot at vare et øjeblik. Hvor andre så liv og glade dage i foråret, så han først og fremmest et memento mori. Men det ændrede sig, da han fik et kristent blik på verden og ligesom sine forgængere kunne se Gud stå bag både forår og høst. Claussen fortsatte med intensiveret styrke den erotiske fortolkning og gjorde igen og igen foråret til en underskøn, men også utilregnelig kvinde.

For den næste generation af naturvidenskabeligt skolede digtere kunne årstiderne ikke længere tolkes som udtryk for en kristen orden og mening. Blev der noget tilbage af det guddommelige hos Johannes V. Jensen, Thøger Larsen, Ludvig Holstein, Marie Bregendahl og alle de andre fra den tid, så var det højst en art hyldest til foråret for dets ødselhed og vitalitet. Individet forgår, men slægten består i denne evindelige cyklus.

Sorgmuntre digte findes i rigt mål hos Frank Jæger, der selv i vinteren ”danser det barnlige foraar i by!” med et nyfødt barn. Årets evangelium fortsætter i afkristnet form i Thorkild Bjørnvigs digte, og det genfindes også i varierende og afdæmpet form hos Inger Christensen og Pia Tafdrup. Tafdrup giver med suiten ”De fem årstider. Et duftkatalog” fra ”Duften af sne” (2016) det nyeste bud. Med synæstetiske forbindelser kobler hun erindring og sansninger sammen i den højere enhed, som den femte og utopiske årstid repræsenterer.

Årstiderne har ikke fyldt så meget i dansk digtning i de sidste 50 år, hvor digterne har været optaget af andre dimensioner af tilværelsen. Men at de er der, vidner alligevel mange digte om. Nina Malinovski giver fine små eksempler i ”Stilhedssang” (2006), Naja Marie Aidt skildrer den moderne måde at bruge sommeren på i ”Poesibog” (2006), og Eske K. Mathiesen gør sig igen og igen lystig over årstidernes forskellige karakterer. Blandt de nyeste og fineste digte skrevet i årstidernes tegn må nævnes Rasmus Nikolajsens ”Hvad skal vi med al den skønhed. Efterårsdigt” (2018), der tager eksistentielt livtag med døden, og Morten Chemnitz’ ”Bindingerne” (2016), som i afdæmpede, malende og musikalske prosadigte beskriver et landskab til skiftende årstider.

Over det spand af tid – omkring 500 år – hvori der findes årstidsdigtning, er der sket mærkbare skift i måden at fortolke årstiderne på. Men også på det formelle plan er der sket store forandringer. På det formelle plan bevæger digterne sig i løbet af 1900-tallet i vid udstrækning væk fra den faste strofeform og hen mod de frie vers. Det har den umiddelbare konsekvens, at digtene ikke længere så let – eller slet ikke – kan sættes på melodi. Gustaf Munch-Petersens små, men præcist sansede og skrevne ”Nitten digte” (1937) markerer skiftet, der tager fart i 1950’erne. Her har Ivan Malinovski stadig årstiderne som motiv, men nu i frie vers og med en avanceret metaforik. Man vender sig bort fra de vers, som Frank Jæger endnu kunne beskrive årstiderne i.

Med få karakteristiske undtagelser skilles digtning og sang fra hinanden. Benny Andersen er undtagelsen, der bekræfter reglen. Han – og Poul Dissing – har på enestående vis videreført og fornyet årstidssangene, når de synger Svantes ”Forårssang” og ”Årstiderne”.

Det har så betydet, at digtningen har formuleret sig på helt egne præmisser, der på mange måder har gjort den egen og eksklusiv, mens den har overladt det til salmedigtere og pop- og rockmusikken at forene ord og musik i kollektivt sangbare strofer.

Troels Trier og Rebecca Brüel synger ”Så’ det forår igen” (1989), C.V. Jørgensen synger om sommeren, der er forbi i ”Sæsonen er slut” (1980), og Pia Raug synger på en regnvejrsdag i november, at ”Jeg vil male dagen blå” (1978). Det er alle sange, som ikke kun var døgnfluer, men som stadig spilles og synges.

Mens populærmusikkens poeter ikke har nogen problemer med at udtrykke glæde eller sorg over årstiderne, så har en hel del digtere det stadigvæk. Pia Juul lægger således afstand til de forårsberusede digte, når hun skriver:

”Jeg gruer/ for kirsebærblomsternes skønhed/ Den vil tigge mig om et digt som fra/ de gode gamle dage/ med dug i græsset (blinkende)/ og rim (funklende)/ årets gang besunget:/ Forår igen!/ Forår igen!/ men jeg gruer/ For kommer/ et forår igen, og det er/ tvivlen jeg vil besynge.” (2005).

Der er da også noget bedaget ved mange digte om årstiderne, og det ville nogle gange være godt med en opdatering. Mange af de kendteste, som vi synger fra Højskolesangbogen, er af ældre dato, og de beskriver på mange måder en verden af i går. Når Jeppe Aakjær synger om, at sneflokke kommer vrimlende, og at det ryger ind ad sprækkerne til pølserne på rækkerne, så er det dejlige ord at synge, men de har ikke meget med vores virkelighed at gøre i dag. Dels er der som følge af klimaforandringer langt mellem de vintre, hvor det for alvor sner og fryser, dels er den landboverden, som sangen refererer til ikke blot passé, men de fleste mennesker bor slet ikke på landet. Den erfaring, som de har med landet, er fra sommerferier og weekendture – resten af deres liv foregår i byen.

Hvordan mærker man så årstidernes vekslen i byen? Som en mægtig tomhed på ”Oktober boulevard” og som en fremmedhed i ”lukket november”, sådan som Søren Ulrik Thomsen skriver om (1981)? Som en glad forårsdag med vandring langs Øresund nord for København med Dan Turèll i ”Den dag kirsebærtræerne blomstrede” (1976)? Eller som den overrumplende forløsning og glæde, som Juliane Preisler digter frem i ”Liv” (1996)? Her skriver hun:

Et væld af lys glider over himlen,

foråret kommer. Som hænder der

knyttes, læber der skilles, foråret

kommer. Den første spæde gyldne dag

hvor alt kan ske, kulden slipper

sit greb om kroppene og de falder

og falder, ind mod hinanden.

Hjertet ud af brystet, sjælen ud

gennem øjnene, længslen flakkende i

et nøgent ansigt, foråret kommer.

Jordskred, vulkanudbrud, stormflod,

en oversvømmelse, foråret kommer.

Fuglene. Stjernerne. En forrevet

sky. Pludselig blæst. Gadernes

mange slags grå og husenes vinduer,

venlige i det nye lys. Tindrende

imod alle og ingen. Foråret kommer.

I nyere tid er der digtet om årstiderne med ord, der bringer dem tæt på den måde, som årstiderne virker på i dag.

Selvom storbyen og det moderne liv synes at ophæve årstiderne, når vi kan få jordbær året rundt, og når vi bevæger os rundt i overdækkede arkader, hvor det er lige meget, hvilken årstid det er, så er det alligevel ikke til at tage fejl af lyset og dagens længde. Sommermodnede jordbær har også en dybere smag.

Årstiderne er altid over os, hvad enten det skyldes den hældning, som Jorden nu engang har, eller Guds forsyn. Vi lever, ånder og dør med årstiderne og deres gang, og det vil vi gerne have tolket på vers – hvad enten de er frie eller bundne, bliver læst eller sunget.