Årtiet, der ændrede New York for altid

Debutanten Garth Risk Hallberg skildrer New York i 1970'erne, så man næsten føler, at man er der selv. ”Byen brænder” var en af de mest omtalte bøger i USA sidste år, men den er ikke vor tids store amerikanske roman

Manhattan i en ikke så fjern fortid - her 1975 - da tvillingetårnene stadig stod randeksistenser var accepteret i metropolen. Siden blev byen mere sikker og rig, men blev den også bedre, spørges der i ”Byen brænder”. -
Manhattan i en ikke så fjern fortid - her 1975 - da tvillingetårnene stadig stod randeksistenser var accepteret i metropolen. Siden blev byen mere sikker og rig, men blev den også bedre, spørges der i ”Byen brænder”. - . Foto: Scanpix.

Historien om ”Byen brænder” er løbet forud for selve romanen, der udkommer på dansk i dag. Længe skrev den unge forfatter Garth Risk Hallberg på bogen, som kun hans kone vidste, at han var i gang med.

Manuskriptet svulmede op til over 1000 sider, og til en middag kom Hallberg, der er født i delstaten Louisiana i 1979, til at sidde ved siden af en forlagsredaktør, som han fortalte om sin debutroman. ”Byen brænder” tændte angiveligt en ild i forlagsredaktøren, og romanen blev derefter solgt for et rekordstort forskud for en debutant på to millioner dollar. Den er en bestseller, oversat til 15 sprog, og en filmatisering er på vej.

Historien har vendt op og ned på Hallbergs liv, eller i hvert fald hans finansielle situation, men den er ikke unik for forlagsbranchen i USA, hvor konkurrencen om at spotte den næste store amerikanske roman fra en talentfuld debutant er hård. For et par år siden var Chad Harbachs baseball-roman ”The Art of Fielding” således på alles læber efter en tilsvarende astronomisk budrunde.

Det positive er, at de amerikanske forlæggere ofte har et skarpt blik for både bestsellerpotentiale og litterær kvalitet, der ikke er hinandens modsætninger i USA, når de spotter den næste gulddreng. Det negative er, at den enorme hype omkring sæsonens debutant kan lamme forfatterspiren forud for ”den svære toer”. Det er langtfra altid, at sensationelle debuter udvikler sig til betydende forfatterskaber.

Der er meget godt at sige om ”Byen brænder”, men mærkværdigvis er de to forhold, der adskiller den ambitiøse roman fra mængden, også dens svage sider. Det ene er længden. Selvom det er fantastisk, at en ung forfatter har skrevet over 1000 sider, er der intet godt argument for, at romanen skal være så lang.

Der er ofte en meget stor læseglæde forbundet med at forsvinde i en roman, som man bare ønsker bliver ved og ved. Men når man selv efter 500 sider ikke er i nærheden af en løsning på det skuddrama, der i et vist omfang er romanens motor, ser man sig om efter andre kvaliteter, og de er ikke vildt iøjnefaldende.

Handlingen er ikke sofistikeret, persongalleriet er ikke gigantisk, sproget er ikke epokegørende.

Det andet forhold, der i begyndelsen skærper interessen, er, at ”Byen brænder” i stort omfang handler om punkmusik og 1970'erne. Denne periode oplever en på alle måder fortjent renæssance p.t. hos kulturinteresserede, som man kan læse mere om her på siden, men det vil være synd at sige, at ”Byen brænder” selv er særlig punket.

Dens mange kapitler er velordnede og næsten lige korte, hvilket skaber god fremdrift i læsningen, men man sidder undervejs og længes efter et flænsende skrig, der kan underminere det velfriserede udtryk. Indlagte grafiske afsnit, for eksempel et imiteret undergrundsblad fra 1970'erne, er måske ment som syrede indslag, men sådan fungerer de ingenlunde.

Når det er sagt, vækkes store dele af 1970'ernes New York smukt og atmosfærefyldt til live i romanen. De to teenagere Charlie og Sam (der tidligt bliver skudt, men spiller en fremtrædende rolle i hele handlingen med dens mange flashbacks) er vilde med Patti Smith og kommer i et miljø af såkaldt posthumanistiske aktivister på Lower East Side, der modsætter sig bystyrets kondemneringsplaner og satser hele den anarkistiske butik på at vende magtens egne redskaber mod magthaverne selv, tro mod punkens bud ”Højt hurtigt styrer” og ”Dø, hippiesvin”.

Da nihilismens flammer også går ud over en tom kirke, begynder Sam at øjne meningsløsheden i posthumanisternes projekt, men fortsætter alligevel sin destruktive vej.

En sympatisk pointe hos Hallberg er imidlertid, at selvom anarkisterne og punkerne var destruktive, så havde deres kamp også idealismens mærke, og deres livsform udtrykte en antikonform livsholdning, der siden er udraderet.

I dag er Manhattan efter borgmestrene Giulianis og Bloombergs regeringsperioder blevet tæmmet og hundedyr at bo i. I kraft af den nuværende rekordlave kriminalitetsrate er byen en turistmagnet, men alle 1970'ernes randeksistenser er væk - en revolution, der tog sin begyndelse med en senere berømt strømafbrydelse i juli 1977, der spiller en vigtig rolle i syvende og sidste store afsnit af ”Byen brænder”, hvor byen virkelig brænder.

Det er de færreste, der bliver nostalgiske ved tanken om 1970'ernes heroinvrag i gaderne og overhængende risiko for at blive overfaldet på vej hen i kiosken, men Hallberg spørger, om pendulet har svinget for langt i den modsatte, småborgerlige, mondæne hipster-agtige retning i dag? En vis nostalgi fylder de velskrevne sider undervejs.

En anden stor kvalitet ved ”Byen brænder” er dens skildring af et ægteskab i opløsning. Forretningsmanden Keith Lamplighter er utro med punkerpigen Sam, måske/måske ikke fordi hustruen Regan bærer rundt på komplekser fra sin opvækst i den stenrige Hamilton-Sweeney familie, og hér rammer Hallberg en tone og psykologisk indsigt, der minder om Jonathan Franzens skildring af det dødsdømte ægteskab i ”Frihed”.

Man ser simpelthen sagen fra flere sider og forstår de implicerede. Sært nok kommer Hallberg her tættere på sine personer, end når han skriver om punkmiljøet, som han på grund af sin alder aldrig har oplevet selv.

I så stor en roman kan meget andet - og godt - også nævnes. For eksempel er musikeren og maleren - og millionærsønnen - Williams misbrug levende skildret på en måde, så man mærker, at det handler om meget andet end kun det næste heroin-fix.

Hallbergs ambitioner med romanen er bestemt værd at kvittere for, og et stort stof har fundet en overraskende gnidningsfri form. Men ”Byen brænder” er ikke helt den store amerikanske roman i slægt med fordums giganter på feltet såsom ”Moby-Dick” og ”Den store Gatsby”, og den er heller ikke lige så fascinerende som en anden stor roman, der også udkom i 2015, nemlig Hanya Yanagiharas ”A Little Life”, anmeldt her i avisen for nylig.

Alle disse små som store amerikanske romaner rummer elementer af noget foruroligende, uforståeligt, metafysisk og inderligt smukt, som ”Byen brænder” ikke har i samme omfang. Og man er ikke ganske overbevist om, at man ikke lærer lige så meget om 1970' ernes ånd og tone ved at læse periodens egne romaner frem for Hallbergs tilbageblik på årtiet.

Man under forfatteren de mange millioner, der ruller ind efter ”Byen brænder”, og han er virkelig velskrivende og dejligt ambitiøs. Men det er med næste roman, at han skal vise, om han er en stor amerikansk forfatter.