Prøv avisen

Aberne på Gibraltar

Martin Krogh Andersen: Fordømte aber. 264 sider, 280 kroner. Gyldendal.

Martin Krogh Andersens tredje roman er skrevet på et spændende stof, men kommer aldrig til at leve

Gibraltar er en 6,5 kvadratkilometer stor klippehalvø på sydkysten af den iberiske halvø. Faktisk siger al logik, at det er spansk område, men sådan forholder det sig ikke. Fra 1713 har det lille kalkklippeområde været en del af Storbritannien. En attraktion ved området er, at det er det eneste sted i Europa med vildtlevende aber.

I dag er der omkring 230 berberaber eller makakaber på området. Men under Anden Verdenskrig, hvor Gibraltar blev brugt som et fæstningsanlæg for britisk militær (mere end 30.000 soldater var udstationerede i område), svandt bestanden voldsomt ind; i 1942 var der således kun syv aber tilbage. Og måske var det myten om, at så længe der er aber på området, så længe vil det forblive britisk, der i 1944 fik selveste Winston Churchill til at beordre flere aber hentet til stedet.

Martin Krogh Andersen har set det som en god historie. Dette at lade et spørgsmål om territorium udspille sig omkring tilstedeværelsen af en flok aber.

I romanen "Fordømte aber" følger vi således to mænd på hver deres abe-mission.

Den engelske biolog Henry sendes af ministeriet for esoteriske anliggender på tvungen tur til Gibraltar med det formål at få abebestanden øget, mens den spanske falangistiske lejemorder Arturo rejser mod samme mål, udsendt af en spansk abbed, for at eliminere bestanden, sådan at Gibraltar igen kan komme hjem til Spanien.

Kapitlerne skifter mellem de to mænd, der aldrig mødes, og først meget sent i romanen når frem.

Deres rejser er på hver sin måde mislykkede. Henry får stjålet alt sit udstyr og har af samme grund svært ved at arbejde, mens Arturo bliver opholdt af en gruppe historiefortællende hjemløse, der til gengæld måske får ham til at tro på medmenneskeligheden igen. Aberne ja, dem hører vi faktisk forsvindende lidt om.

Martin Krogh Andersen er en god fortæller med et godt og varieret sprog. Til gengæld kan hans alvidende fortæller dårligt lade nogen detalje passere, uden den også skal fortælles, hvilket bevirker, at læseren taber fokus. De inter-essante dilemmaer i romanen, for eksempel de etiske, som Henry møder i sit arbejde, først med forsøgsdyr, siden med aberne på Gibraltar, bliver aldrig foldet ud.

Måske bliver det også sværere at finde vej, fordi de to mænd, trods alle fortællingerne om dem, ikke får lov at blive vedkommende som mennesker for læseren, blive skæbner man kan leve sig ind i og føle med.

Man har oplevelsen af at drukne i fortællingen, og at miste overblikket og fornemmelsen af, hvad der er forfatterens egentlige ærinde; hvad denne her historie vil os.