Prøv avisen

Prisbelønnet Abraham Lincoln-roman er en rørende historie om en fars sorg over sin søns død

5 stjerner
”Lincoln i bardo” er fortalt af en række stemmer – nogle virkelige, andre fiktive – fra det amerikanske samfund anno 1862, hvor præsident Abraham Lincolns 11-årige søn bliver syg af tyfus og dør. Lincoln var USA’s 16. præsident og regnes for en af de største skikkelser i embedet. Han blev skudt og døde i 1865 i hovedstaden Washington, samme år som borgerkrigen sluttede. – Foto: Alexander Gardner/Library of Congress/AP/Ritzau Scanpix

Den prisvindende roman ”Lincoln i bardo” handler om død og sorg på en særdeles overraskende måde. Med romanen indgår George Saunders i en ny, stærk tendens i amerikansk litteratur

Amerikansk litteratur er lige så vidtfavnende, livlig og spraglet som landet selv. Men i strømmen af bøger, der tilflyder vore europæiske kyster, er der trods forskellighederne en klar tendens i disse år.

En række af de mest ambitiøse samtidsforfattere orienterer sig tilbage i den nationale historie og fornyer litteraturen med romaner om eksempelvis Anden Verdenskrig, slaveriet, Midtvesten i 1950’erne og borgerkrigen.

Det gælder Jennifer Egan med ”Manhattan Beach” om New York under krigen, Colson Whitehead med ”Den underjordiske jernbane” om slaveriet, Marilynne Robinson med ”Gilead”-bøgerne, der snart tæller fire bind, og dagens bog, George Saunders’ ”Lincoln i bardo” om kampen mellem nord og syd 1861-64.

Amerikas historie er relativt kort, men har ofte bevæget sig fremad i voldsomme ryk. Dette dramatiske aspekt ligger godt til romanforfattere; perioder med tumultariske omvæltninger hvirvler personskæbner op, der kan personificere nationens udvikling.

Samtidig er USA’s historie præget af en række konstanter, der ikke har ændret sig siden landets grundlæggelse. Landet er født i revolution som et demokrati med en kapitalistisk samfundsindretning og med adskillelse af stat og kirke som grundlæggende fundament.

At disse fænomener så at sige ligger fast, giver forfatterne rig mulighed for at udforske, hvordan de nationale idealer er blevet udlagt op gennem tiden. Demokrati på George Washingtons tid omfattede eksempelvis ikke stemmeret for kvinder, slaver og mange andre.

Balancen mellem frie markedskræfter og regeringsindgreb var anderledes under 1930’ernes økonomiske krise end i dag. Og kristendommens indflydelse var større, da flertallet var hvide angelsaksere med protestantisk baggrund, end nu, hvor samtlige af verdens mange forskellige sekter og trosretninger er repræsenteret i det store land.

Med en historie, der både bevæger sig fremad i voldsomme ryk og samtidig ”ligger fast”, har amerikanske forfattere rig mulighed for at fremstille, undersøge, eksperimentere med og fortolke fortiden, og det gør de i rigt mål.

Den aktuelle tendens til genorientering mod historien kommer på baggrund af en lige så klar tendens i 1990’erne og et godt stykke op i 2000’erne, hvor familieliv og intimsfæren var det foretrukne emne for mange romanforfattere. Eksemplarisk er her en forfatter som Jonathan Franzen og romanen ”Korrektioner” fra 2001 om tre søskende fra Midtvesten, hvis liv udvikler sig forskelligt.

At amerikansk litteratur har bevæget sig fra ”Familien” til ”Historien”, er én måde at skære 30 års romaner til på, men som enhver læser ved, er virkeligheden i de enkelte romaner ofte mere broget.

Jennifer Egans ”Manhattan Beach” er for eksempel en ”historie”-roman, der handler om havnearbejdere og mafiaen under Anden Verdenskrig, men stærkest i bogen står måske ”familie”-delen og beskrivelsen af forholdet mellem en datter og hendes forsvundne far.

Hos Marilynne Robinson er vi tilbage i 1950’erne og en genskrivning af midtvestlig historie som mere progressiv, end man normalt hører, men ”Gilead”-romanerne handler i høj grad om familieliv og intimsfære. Og hvad med en forfatter som E.L. Doctorow, der længe før den aktuelle historietendens skrev en række historiske og eksperimenterende romaner om distinkte perioder af USA’s fortid? Man vil altid kunne finde afvigelser fra og nuancer i enhver skematik.

Hvilket bringer os frem til ”Lincoln i bardo”, George Saunders prisbelønnede romandebut om USA’s præsident under Den Amerikanske Borgerkrig. Den er i høj grad en historisk roman og således del af den aktuelle tendens til eksperimenterende genorientering mod historien, men er samtidig en rørende, universel ”familie”-roman om en fars sorg over en død søn, der løfter sig over borgerkrigsårene.

Man skal dog ikke forvente en konventionel historie om en vigtig præsident. Saunders har indtil nu skrevet noveller af ofte absurd og komisk, men samtidig empatisk tilsnit, og det er ikke nogen ”almindelig” roman, han nu debuterer med. ”Lincoln i bardo” er fortalt af en række stemmer (nogle virkelige, andre fiktive) fra det amerikanske samfund anno 1862, hvor Lincolns 11-årige søn bliver syg af tyfus og dør.

Stemmerne taler fra et overgangsland mellem liv og død – titlens bardo, der er en tibetansk-buddhistisk betegnelse – hvor også lille Willies sjæl befinder sig.

Faderen, Abraham, opsøger efter døden marmorkisten, hvor Willie ligger, for at holde om hans døde krop, men ved altså ikke, at der på den anden side af livet kommunikeres livligt. Romanens stemmer, herunder også Willies, fra han ankommer til bardo, supplerer hinanden i en art kor, der både har rørende, sørgelige, gruopvækkende, sjove og absurde ting at berette fra den krig, der ved Willies død hærger landet.

Det er en overrumplende måde at fortælle en roman på og et helt nyt perspektiv på den krig, der ellers er emne for tusindvis af andre bøger. Af de mere eller mindre almindelige sjæle – en er præst, en anden slaveejer, en tredje er jæger, og en fjerde er voldtægtsoffer – får man et billede af et land i en skelsættende overgangsperiode fortalt ”nedefra”: af borgerne selv.

Dette eksistensperspektiv øger identifikationsgraden og åbner for en dybere forståelse af Lincolns ubærlige situa- tion. Midt i en umenneskelig krig gennemgår han et umenneskeligt tab. Men hans sorg har samtidig appel til alle og rummer en opbyggelig pointe, for som en af stemmerne i dødsriget siger om præsidenten:

”Hans sind var for nylig blevet optaget af sorg; af det faktum, at verden var fuld af sorg; at alle var tynget af en vis mængde sorg; at alle led; at uanset hvordan man mødte verden, måtte man forsøge at huske, at alle led (ingen var tilfredse; alle var blevet gjort uret, var blevet forsømt, overset, misforstået), og derfor måtte man gøre, hvad man kunne, for at lette byrden for dem, man mødte på sin vej.”

”Lincoln i bardo” er en anderledes og rig læseoplevelse, fortalt af en sen roman-debutant, der evner at vække en af de allermest velbeskrevne perioder af amerikansk historie til live på sin helt egen måde. Bogen fornyer aktuel amerikansk litteratur og viser, at selv en så gammel og forkætret genre som spøgelseshistorien kan få ny relevans i hænderne på en virtuos. Der er nok en grund til det gamle ordsprog om, at man skal tale pænt om de døde. For hvad mon de siger om os