Advarsel mod et samfund, der bare må hurtigt videre efter krisen. Og helst hele tiden op i gear

Den tyske sociolog Hartmut Rosa sætter fingeren på en række af tidens ømmeste punkter. Han er en tysk Svend Brinkmann, og hans begreb om ”resonans” er tidens nye kernebegreb, som også danske præster inspireres af

Illustration: Morten Voigt
Illustration: Morten Voigt

Hvorfor går mennesker til fodbold? Fordi de ikke ved, hvordan kampen ender. Sådan har en tidligere tysk landstræner sagt. Vi lever af det, vi ikke kan planlægge, forudsige og kontrollere. Samtidig vil vi af al magt gerne planlægge, forudsige og kontrollere. Mennesker vil overleve og sikre sig. Sådan har det altid været. Men samtidig er det, som om det er kammet helt over i vores senmoderne epoke. Fordi mulighederne for at kontrollere og beherske er blevet så meget større. I hvert fald tilsyneladende.

Hartmut Rosa (født 1965) er en af tidens fremtrædende tyske sociologer. Han er også meget læst i Danmark og er blandt andet populær blandt teologer. Det er pensioneret sognepræst Hanne Sander, der har oversat, og forlaget Eksistensen, der udgiver denne lille bog med titlen ”Det ukontrollerbare”.

Det er nemt at forstå hans popularitet. Det er lidt som at læse Løgstrup; han sagde også, at vi lever af det, vi ikke kan beherske. Jeg skal ikke insinuere, at Rosa uden henvisning lægger sig efter Løgstrup, selvom han sikkert har hørt om ham ved sine besøg i Danmark. Snarere trækker de begge på inspirationer fra tysk teologi og eksistensfilosofi; selve hovedbegrebet ”det ukontrollerbare” (tysk: Unverfügbarkeit) er præget af Rudolf Bultmann. Rosa er også fjerde generation af den såkaldte Frankfurterskole (med Theodor W. Adorno, Jürgen Habermas og Axel Honneth som de første tre generationsrepræsentanter). Man genkender hos Rosa en opdatering af de marxistiske begreber om fremmedgørelse og varegørelse og selve Frankfurterskolens hovedmotiv om den instrumentelle fornuft, der breder sig i samfundet og presser ”det ikke-identiske”, ”livsverdenen”, og hvad man ellers har kaldt det, der ikke lader sig systematisk beherske.

Hvor det i 1960’erne og 1970’erne var populært at opfatte for eksempel Adorno og Heidegger som arge modsætninger, er det på tidens afstand nemmere at se – og Hans-Jørgen Schanz gjorde i øvrigt opmærksom på ”konvergensen” allerede for en del år siden – at den marxistiske samfundsanalyse og den eksistensfilosofiske kritik har en ganske stor tematisk og samtidsdiagnostisk fællesmængde.

Artiklen fortsætter under annoncen

Det aktuelle aspekt i Rosas samfundskritik sigter på nogle meget fremherskende og genkendelige træk i samfundet i disse år, i hvert fald præ-corona samfundet. Han kan ligne en tysk udgave af psykologen Svend Brinkmann og sociologen Rasmus Willig.

Resonans, Rosas grundbegreb, betyder, at et system udsættes for en påvirkning med en frekvens, der svarer til systemets egenfrekvens. Oversat til menneskelig erfaring er resonans oplevelsen af, at verden ”svarer” os, der er noget, der taler til os eller siger os noget. Resonans er udtryk for det lykkelige verdensforhold til forskel fra fremmedgørelse. Eksempler på resonans kan være den lykkelige forelskelse, det afgørende møde, den store oplevelse eller bare den fine lille erindring.

Vi venter ikke passivt på resonans, vi søger den selv meget af tiden, men som Rosa siger, er den ”perfekte candle light dinner” ikke garanti for romantik, og juleaften i familiens skød, hvor alt er bestemt til at gå op i en højere enhed, kan ende i skænderier, gråd og frustration. Men har det ikke altid været sådan? Jo og nej. Fortidens mennesker har været ret bevidste om, at der var mange forhold, de ikke kunne kontrollere, ja, som de ikke engang drømte om lod sig kontrollere. I dag har vi mange flere muligheder, men jo mere vi kan kontrollere, jo mere er det alligevel også, som om tingene unddrager sig, og det vækker vores vrede og frustration.

Vi ser det inden for den personlige sfære, hvor unge tror eller bringes til at tro, at de perfekt kan planlægge deres fremtidige liv, hvis de vel at mærke ikke træffer skæbnesvangre ”forkerte” valg. Vi ser det inden for sport, uddannelse, forskning og politik, hvor man prøver at forudberegne og efterkontrollere processer. Samtidig er der masser af angst og usikkerhed omkring elementære ting i livet som fødsler og forældreskab, og mon ikke også systemernes forvaltere er hjemsøgt af en uhyggelig mistanke om, at produktivitet og kreativitet, og alt det man efterspørger, nogle gange kræver, at regler bliver omgået, og at det ukontrollerbare kommer i spil.

Et særligt område er digitaliseringen. Man kan roligt sige, at den gør en masse ting mulige, som ikke var mulige før. Men samtidig oplever vi at miste kontrollen over selv ret simple processer, som vi før kunne kontrollere. Apparatet ”svarer” os ikke. Vi kan ikke interagere med det. Det ukontrollerbare vender tilbage som et monster af uigennemskuelig teknologi, som fylder os med et afmægtigt og adresseløst raseri.

Det mærkelige sammenfald mellem nye højder af kontrol og stærke følelser af kontroltab sætter sig igennem i en følelse af, at man ikke rigtig kan gøre noget ved noget som helst. TINA (”There Is No Alternative”). Det blev Margaret Thatcher berømt for at sige. Og det gælder stadig i dag. Vækst, globalisering, konkurrencestat, bureaukratisering, New Public Management. Hvem kan vel lave om på det? Rosa har skrevet før coronakrisen og mange håber på den som en forbundsfælle, men det kan sikkert lige så godt gå sådan, at alt, hvad der var skidt i den gamle verden kommer, tilbage i forstærket udgave: endnu mere hyperturisme, endnu mere digitalisering af alting…

Bogen er god. Den siger ikke noget, man ikke allerede har hørt, men den siger det meget insisterende, og den siger det på tværs af en masse områder på én gang. Den får verden til at hænge sammen på en ikke-spekulativ måde. Rosa har fat i de kampe, vi alle kæmper hver dag. Desværre har han ikke rigtig nogen forslag til, hvad vi kan gøre; han er indrømmet pessimistisk og vedgår, at hans bog ikke er udtryk for den højeste visdom.

Måske ligger det i sagens kritiske natur. Ligesom Svend Brinkmanns kritik af selvhjælpsbøger kan komme til at ligne endnu en selvhjælpsbog, kunne ”gode råd” fra Rosa ligne endnu et par punkter på det udmattede senmoderne menneskes alenlange ”to do-liste”, og resonansoplevelser kan netop heller ikke planlægges eller bevidst opsøges, i hvert fald ikke med garanti for succes.

Man kan på det personlige plan tage en slapper, et skridt til siden, opsøge heldet, åbne sindet, lade være med at overtræne, men allerede her kan man høre, hvordan det lyder som et meta-træningsprogram. Egentlig vil jeg også hellere sige det til cheferne eller rettere til de ansigtsløse systemer, de er agenter for. Klap lige hesten, og vend lige skråen i munden, bedste hr. System, det er sandt nok, at man må holde en cykel i gang for ikke at vælte med den, men det kan vel ikke passe, at man skal cykle hurtigere og hurtigere og hurtigere for ikke at vælte, sådan tror jeg ikke, at verden hænger sammen.

Jo såmænd, hr. Medarbejder, de evige tilværelseslove er blevet opgraderet til version 2.0, og det er fra nu af de vilkår, vi lever under. Men de er så også fuldt certificerede og har været gennem en grundlæggende akkreditering og kvalitetskontrol. Intet er overladt til tilfældighederne. Det kan De være rolig for.