Æblet falder sjældent langt fra stammen. Og i denne film er det en smule frustrerende

Den succesrige franskmand Florian Zeller understreger, at han er en virkelig dygtig, men også lovlig udspekuleret dramatiker i ”The Son”

Æblet falder sjældent langt fra stammen. Og i denne film er det en smule frustrerende
Foto: Pressefoto.

Man må i dén grad sige, at filmen ”The Son”, der fik dansk premiere torsdag, lander lige midt i et af tidens store temaer. Nye tal fortæller, at hver 20. dansker mellem 18 og 27 år har indløst recepter på antidepressiv medicin. Det er alarmerende tal. Og her kommer så ”The Son” med sin fortælling om en far (Hugh Jackman), der har fuldt knald på karrieren og som tilmed har fundet sig en ny, ung og smækker kone, men må konstatere, at hans 17-årige søn fra et tidligere ægteskab har det elendigt.

Det vil farmand naturligvis gerne gøre noget ved. Sønnike har det skidt hos sin mor (Laura Dern), så Peter, som faderen hedder, inviterer sønnen Nicholas (Zen McGrath) til at flytte ind hos sig, uanset at hans unge kone (Vanessa Kirby) lige har født en lillebror til Nicholas. Nu skal de to rigtig finde ud af det sammen.

Det virker bare ikke. Nicholas skifter skole, men fortsætter med at pjække. Peter er opbyggelig og forstående, men på en temmelig irettesættende facon.

"Tror du bare, du kan gøre, hvad du har lyst til?" og "Er du klar over, at skolen er ved at smide dig ud?" lyder et par af hans bedste bud på samtaleterapi.

Efterhånden går det op for os, at den søn, der har et problem i ”The Son” ikke nødvendigvis er Nicholas, men Peter. I den henseende ligger ”The Son” fint i tråd med den forrige film af den 43-årige franskmand forfatter og instruktør Florian Zeller, en af tidens varmeste dramatikere.

I ”The Father”, der ligesom ”The Son” bygger på et succesrigt teaterstykke af Zeller, oplevede vi verden, som den så ud hos en ældre mand (Anthony Hopkins) med demens i fuldt flor. Pludselig sad der vildtfremmede mennesker i hans stue, pludselig brød hans datter alle aftaler. Sådan så det i hvert fald ud for den ældre mand, der ikke forstod, at hans demens legede ondskabsfuldt kispus med ham.

Det greb fungerede fantastisk i ” The Father”. Både som dramaturgi og som forståelse af et liv i demens. Tricket med at flytte oplevelsesfokus er ikke helt så fantastisk, men dog effektivt, i ”The Son”. Her forsøger Peter ihærdigt at spejle sine evner som far i sin egen far, en modbydelig skiderik af en aldrende forretningsmand (Anthony Hopkins igen), der slet ikke gider høre tale om, at hans voksne søn blev såret på følelserne i sin barndom. Han har værsgo at mande sig op og komme videre, befaler den gamle. Uden omsvøb.

Til sin egen fortvivlelse må Peter konstatere, at han bruger samme metode – opsangen i det kontante tonefald – overfor sin egen søn. Faktisk må han konstatere, at han, i egenskab af æble, ikke er faldet langt fra stammen.

Hvis man leder efter en forklaring på det store antal ulykkelige unge danskere i ”The Son” – uanset at den foregår i New York, er instrueret af en franskmand og har en australier i hovedrollen – er der ikke meget at hente. I modsætning til ”The Father” er ”The Son” først og fremmest et stykke dygtig dramatik, hvor Florian Zeller leger med tilskuernes synsvinkel ved at trække tæppet væk under os og bruge bombastiske virkemidler. I princippet har han lige så stor distance til sit stof, som Peter har til sin søn. Han udviser ikke samme overvældende og loyale empati som i ”The Father”.

I den henseende bliver 17-årige Nicholas – repræsentanten for et af tidens store temaer i den vestlige verden – ladt i stikken. Florian Zeller har ikke nøglen til at forstå, hvor det gør ondt på nutidens ungdom. Men det er altså heller ikke hans ærinde, selvom det ser sådan ud. Det er primært at servere et veldrejet stykke dramatik. Og det kan han i hvert fald finde ud af, ham franskmanden.                     

The Son. Instruktion: Florian Zeller. Manus: Florian Zeller og Christopher Hampton. Kamera: Ben Smithard. 123 minutter. England/Frankrig 2022. Havde dansk premiere 5. januar.