Det er, som om hun aldrig helt har rejst sig, den islandske forfatter Kristn Marja Baldursdóttir, efter de to bøger om kunstnerkvinden Karitas, der gik så aldeles i hjertet på kvinder og andre mennesker rundt om i Norden.
Der er og bliver noget håndværksmæssigt over de senere bøger. Måske har det været der hele tiden, men hos Karitas fandt forfatteren en stemme og et stof, der kunne bære. Stof må der til. Nødvendigt stof. Og netop den nødvendighed kniber det med at se i Baldursdóttirs nye roman på dansk, ”Kantate”.
Velan, den er udmærket skruet sammen. Vi får en ægte familiesaga med lige dele realisme og psykologisk drama.
Her er to halvbrødre i midten, den ene rig hotelejer, den anden berømt skuespiller, med to tilsvarende livsførelser, den ene besindig, den anden udsvævende. Her er deres hustruer, den ene ”eks”, den anden i høj grad nuværende, her er begær, der krydser ægteskabets grænser (men det ved vi ikke endnu), en besindig farbror til at bogføre det hele, en hund, børn, en ambitiøs nevø og dertil en fotograf, der som en anden deus ex machina kommer og sætter skred i det hele.
Det begynder med et mystisk billede i en metro, et lille snapshot - også fortællermæssigt - som vi først til sidst får forklaringen på. Flot optakt.
Herefter møder vi hotelejer Gylfi og hans kone, Nanna, der er lidenskabeligt optaget af sin have. Og vi får adskillige havescener og blomstermotiver, som sproget ikke helt kan leve poetisk op til. Nanna er kvinden.
Lidt senere kommer Gylfis halvbror, Hjalmer, ind på scenen, han har en lille elskovsrede på hotellet, hvor skiftende sangfugle kaster en fjer eller to.
Men det ved Gylfi anstændigvis ikke noget om.
En dag kommer en fremmed fotograf ind ad døren. Han er fra Paris, mørklødet og vil gerne fotografere fremtrædende islandske erhvervsfolk.
Gylfi smigres af den megen opmærksomhed, og snart flytter den mystiske fotograf ind i hans og Nannas kælder.
I stigende og snigende grad bliver fotografen genstand for familiens uro og paranoia. Og dermed læserens. For har han urent mel i posen? Måske er han muslim, ja, ligefrem islamist? Han kan i hvert fald ikke lide hunde!
Lidt a la Hanne-Vibeke Holsts ”Undskyldningen” spiller Baldursdóttir behændigt på denne gnavende tvetydighed. Og snart vokser skyggen sig langt stærkere end manden af kød og blod. Noget endegyldigt svar får vi aldrig. Men fakta er, at denne ene skygge slæber syv andre familieskygger med sig og får skeletter til at rasle ud af skabene.
Da sandheden og dermed forklaringen på billedet i metroen langt om længe kommer frem - i en i øvrigt flot naturscene med flod og fiskeri, klipper og farlige skær - viser det sig imidlertid, at fortielsen er langt at foretrække. Så floden buldrer. Blikke mødes. Og skabet lukker sig igen.
Tilbage sidder læseren og føler sig en anelse forbigået. Så mange anelser, så mange halvåbne døre og så få egentlige gennembrud. Stof må der til. Men også mod.
kultur@k.dk