Prøv avisen
Interview

Ægtefolk både på og uden for scenen

”Ægteskaber har forskellige måder at nære sig på. Nogle skændes, nogle går på højskole, nogle har fælles hobbier, nogle går til parmiddage, og vi spiller teater,” siger Tammi Øst, der er gift med skuespillerkollegaen Jens Jørn Spottag. – Foto: Leif Tuxen

Skuespiller- og ægteparret Tammi Øst og Jens Jørn Spottag skal stå over for hinanden på scenen som ægteparret Martha og George i Det Kongelige Teaters opsætning af ”Hvem er bange for Virginia Woolf?”. Deres eget ægteskab er dog noget mindre stormfuldt end det, publikum kommer til at opleve

”Går vi bare ned til dig, Tammi?” spørger Jens Jørn Spottag, da fotograf, journalist og han selv med hastige skridt følger i hælene på Tammi Øst og hendes nye, lyserøde glimmerstøvler ned ad gangen i Skuespilhuset i København, forbi kostumer, kulisser og presseudklip.

”Ned til dig” dækker i dette tilfælde over Tammi Østs sminkerum – og det er netop sminkerummet, kursen er sat mod. Hvis det derimod var skuespillerens eget hjem, havde der formentlig været lidt mindre ”dit” og ”mit” over optakten. For de to skuespillere er gift på syvende år og bor sammen i en husbåd i Københavns Sydhavn.

Fra den 12. april kan de så også opleves som ægtefolk på scenen i Det Kongelige Teaters opsætning af Edward Albees klassiker fra 1962, ”Hvem er bange for Virginia Woolf?”, i rollerne som Martha og George.

Dramaet, der er blevet opført på teatre verden over og sågar også er blevet lavet til en spillefilm, har på trods af titlen ikke spor at gøre med den britiske 1900-tals-forfatter Virginia Woolf, men handler derimod om ægteparret Martha og George, der en sen nattetime, efter en fest, inviterer et yngre par med hjem. Derhjemme forsætter drikkeriet, men festlighederne udvikler sig til et dramatisk skænderi, som Martha og George opfører for det unge par, der sidder bænket som tilskuere.

Jens Jørn Spottag og Tammi Øst er endnu ikke sikre på, hvad det får af betydning, at det ikke bare er på scenen, i rollerne som Martha og George, at de to skuespillere er ægtefolk, men også uden for scenen.

Men som de sidder sammen her, i sminkerummet, og fortæller om handlingen i ”Hvem er bange for Virginia Woolf?”, er det som tilskuer både tydeligt at se og høre, at de to er mere end kolleger.

”Stykket handler om et ægtepar, der har været sammen en del år,” starter Jens Jørn Spottag.

”23 år,” indskyder Tammi Øst.

”Ja, 23 år. Efterhånden har de vel opnået en form for metaltræthed, men de har stadig appetit på hinanden, og den appetit bruger de til at lege med hinanden i det her spil mellem dem, som er blevet en smule forskruet,” fortsætter Jens Jørn Spottag.

”En smule?,” spørger Tammi Øst grinende.

Sådan bliver de to skuespillere ved med at kaste sætninger op i luften, som de skiftes til at gribe og kaste videre.

De er hverken bange for at afbryde hinanden eller udfordre hinandens ytringer, og da Tammi Øst får øje på lidt glimmer fra sine nye støvler, som har fundet vej til Jens Jørn Spottags ansigt, lader hun sine fingre glide ned over hans skægstubbe og børster det væk.

Anderledes dramatisk er det at være tilskuer til Martha og Georges ægteskab.

”Martha og George har mange lig i lasten. Deres helt store sorg er, at de ikke har fået det barn, de så gerne ville have, ligesom der er en masse andre ting, som ikke er gået helt, som det skulle. Så de laver en iscenesættelse, og den fungerer kun med publikum. At skændes uden et publikum er i deres tilfælde fuldstændig meningsløst – det er publikum, der gør det sjovt,” siger Tammi Øst.

For Martha og George finder nydelse i at overgå hinanden i deres ondskabsfuldhed og ydmyge hinanden foran det unge par, men det betyder ikke, at de ikke elsker hinanden, mener skuespillerne.

Det er altså et ekstremt ægteskab, som teaterpublikummet kommer til at møde i ”Hvem er bange for Virginia Woolf?”, alligevel håber de to skuespillere, at publikum også vil kunne genkende noget af sig selv i historien, for historien om et liv, der måske ikke er gået helt, som man troede, det ville, er både basal og eksistentiel – ligesom historien om et ægteskab er det.

”Ægteskaber har forskellige måder at nære sig på. Nogle skændes, nogle går på højskole, nogle har fælles hobbier, nogle går til parmiddage, og vi spiller teater,” siger Tammi Øst.

”Ja, alle gør noget for at holde sig i live, for at mærke livet. Men det her par vil gå meget langt for at mærke, at de er i live,” siger Jens Jørn Spottag.

”Det er skægt at tænke på, om publikum kommer til at sidde i salen, se os på scenen og tro, at vi også skændes sådan derhjemme,” siger Tammi Øst.

”Ja, eller at vi slås derhjemme,” følger Jens Jørn Spottag op.

”Jeg tror faktisk, at der er mange i publikum, der har svært ved at skelne de to ting. Man hører jo også ofte om, at en skuespiller får skæld ud af en eller anden, fordi personen har været inde at se et stykke, hvor man som skuespiller har spillet en skiderik,” siger Jens Jørn Spottag.

”Sådan skal det jo også gerne være, for den illusion, der skabes, skal gerne være perfekt,” siger Tammi Øst.

”Ja, illusionen. Men det er vanskeligt at forestille sig, hvordan det må være ikke helt at kunne skelne fiktionen fra virkeligheden,” siger Jens Jørn Spottag.

For i det her tilfælde er der langt fra fiktionen til virkeligheden.

”Vores ægteskab er så langt fra deres ægteskab, som det overhovedet kan være. Vi er virkelig sådan nogle meget harmonisøgende mennesker, og der er ikke nogen af os, der egentlig synes om at skændes,” siger Tammi Øst, der hurtigt bakkes op af sin mand:

”Nej, det er slet ikke vores brændstof at skulle fremføre et stort skænderi på den måde,” siger Jens Jørn Spottag.

”Til gengæld får vi jo lov til at gå op på scenen og spille det – der har vi en kæmpe fordel,” siger Tammi Øst.

Og det er faktisk ikke den eneste fordel, ægteparret har ved at være skuespillere, mener hun. ”Nogle gange, når jeg ser Jens lave et stykke, jeg ikke er med i, kan jeg også sidde på en af rækkerne, kigge op og tænke: ’det vidste jeg ikke, den side har jeg ikke set før’. Det er en stor gave til et ægteskab, at jeg får lov til at beundre ham på scenen og tænke ’Gud, hvor han dog god, pæn og sjov’”.

Ja, alle gør noget for at holde sig i live, for at mærke livet. Men det her par vil gå meget langt for at mærke, at de er i live