Prøv avisen
Bog

Ægteskabet er et hårdt arbejde, som ikke er særlig værdsat

5 stjerner
Alain de Botton. Foto: Mathias Marx

Alain de Botton leverer en kulsort og illusionsløs analyse af ægteskabets udfordringer. Det er opløftende læsning uden nemme løsninger og slesk tale

Ægteskabsinstitutionen har det svært i disse år. Skilsmissetallene er høje, og institutionen bliver talt ned som en undertrykkende norm, der både plager livet af dem, der er så uheldige at være i den, og dem, der er så uheldige ikke at være i den.

Den engelske bestsellerforfatter og filosof Alain de Botton forsvarer ægteskabet i sin nye bog, og det gør han godt. Der er ingen nemme løsninger eller slesk tale. Han er forfriskende sort og illusionsløs.

De Botton mener, at vi ligger under for det romantiske ideal om kærlighed. Her er al vægt på mødets mirakuløse begyndelse, den eneste ene, den soulmate, med hvem vi lever lykkeligt til vore dages ende – bortset fra at vi aldrig rigtig hører noget om denne (meget lange) del af historien. Alt er forelskelse, optakt og fryd. Vi føler os spontant forstået og accepteret af den anden, og vores lange ensomhed er endelig afsluttet. Hvad det sidste angår, kaster de Botton et realistisk sideblik på det romantiske møde: Vi finder også sammen, fordi vi frygter alternativet, at forblive alene, og måske er nogle af os også lidt trætte efter sytten års melodrama med forelskelser og brud fra de tidlige teenageår, til vi er omkring de tredive.

Kritikken af det romantiske kærlighedsideal er formuleret mange gange før. Det originale ved de Bottons bog er, at han går videre og fortæller – og i samme moment forsøger at begribe – kærlighedens historie igennem alle hverdagene. Hvad sker der så sidenhen med Rabih og Kirsten, som er de fiktive hovedpersoner i hans bog, der er en hybrid mellem roman, filosofisk essay og selvhjælpsbog?

Hvorfor går de ikke fra hinanden, selvom det i flere situationer virker som det oplagte, ja, næsten uundgåelige at gøre?

Skilsmissen er et sort hul i vores kultur. Lige så almindelig den er, lige så meget unddrager den sig. Den er den romantiske kærligheds sorte skygge. Gnisten blev væk, de voksede fra hinanden, eller også var de lige fra begyndelsen alligevel ikke skabt for hinanden, alt slides naturligt ned eller eroderer med tidens gang og så videre. Der er ikke rigtig noget at gøre ved det.

Sludder og vrøvl, siger de Botton, der stiller analytisk skarpt på ægteskabets udfordringer én for én. For det første er vi alle sammen meget svære at leve sammen med, fordi vi er hjemsøgt af små og store særheder. Hun kan lide åbne vinduer og gennemtræk, han kan ikke holde det ud, sådan er det hele vejen igennem, og vi kan være sikre på, at alle andre par har det lige så slemt på deres måde. Vi må nogle gange se vores partner som et lille barn, og når vi selv får børn, får vi en nyttig lektion i den opofrende kærlighed, der ikke forventer noget til gengæld.

Rækken af hverdage fører hurtigt væk fra legesygen og spontaniteten ved forholdets begyndelse, hvor man i opslugthed af hinanden blev illoyal over for resten af verden. Ægteskab og sex flugter ikke altid særlig godt med hinanden, siger de Botton. Det seksuelle selv bliver efterhånden skjult under alle de andre selv, vi må påtage os: hverdagsindividet (man får virkelig mulighed for at studere sin ægtefælles karakter meget nøje), den nærmeste kollega i et ofte hårdt prøvet arbejdssjak, voksenrollerne ”mor” og ”far”, der i sagens natur, samværet med børnene, ikke er seksualisere(n)de.

Man kan blive flov over også at ville ”have sex” fra den partner, man i forvejen kræver så meget af og er så afhængig af på alle mulige andre områder. Man kan blive forlegen i det intime over for den, man ellers kender bedre end alle andre, og den desperate udvej kan blive at kaste sig ud i en affære med en vildtfremmed. De Botton lægger dog en hård kant imod utroskaben: At tro, at partneren ikke vil blive dybt såret, og at man ikke risikerer hele sit forhold, er lige så håbløst, som at tro, at man kan diskutere med tidevandet. Den sektion i bogen, hvor Rabih får sig rodet ind i en affære, er temmelig uhyggelig. Han ved, at han med blot én sætning kan ødelægge hele sit liv. De Botton anbefaler i stedet fantasierne, som kan tillade os at være i en virkelighed uden at ødelægge den anden.

Forfatteren er meget psykologisk og psykoanalytisk orienteret. Vores problemer har rod i barndommens tilknytningsforhold, og terapi kan være en god måde at blive bevidst om destruktive mønstre i forholdet.

Hans menneskesyn forekommer mig dog også at flugte meget godt med kristendommens: Vi er udsatte, skrøbelige og uperfekte væsener, alle børn af uperfekte forældre, og den store forelskelse eller forløsningen af det store begær kan synes at være den bedste religionserstatning, det naturlige menneskeliv kan byde på. Men i det lange løb skal der helt andre boller på suppen.

Nogle gange er forfatteren så ond, at man krymper sig. Han beskriver den maskerade, vi sætter op over for vores små børn. De ville få et chok, hvis de kunne høre, hvor trætte, bitre og hadefulde mor og far kan være over for hinanden, når de er alene.

”De har intet tilbage at give hinanden. Det trætte barn inden i dem begge er rasende over, hvor længe det er blevet forsømt, og er brudt sammen.” Vores kærlighed til vores børn er selvtranscenderende ud over alle grænser. Måske ville vi slet ikke gide snakke med dem på en pub, hvis vi mødte dem som voksne. Hvis det altså ikke lige var vores børn.

Hovedkonklusionen på bogen er, at ægteskabet er hårdt arbejde og store ofre. Men at den store indsats samtidig overhovedet ikke værdsættes, det være sig af samfundet, af kunsten eller af os selv. Der er ikke noget prestige i vasketøj, men det burde der være.

De Botton forsvarer ikke ægteskabet ud fra bestemte nyttehensyn eller værdier. Det fremstår hos ham snarere som en smuk, håbefuld, håbløs og i bund og grund irrationel gestus. Som livet selv. Man kan dårligt forestille sig et argument imod ægteskabet, som han ikke vil anerkende. At bogen er så lidt forloren, er dens store styrke. Ægteskabet står tilbage i en egen afplukket skønhed. Eller som han siger om Rabih og Kirsten: ”At bryde op ville have været det naturlige, næsten uundgåelige at gøre. Det, at de er blevet der, er den underlige og eksotiske præstation – og de føler en loyalitet mod deres kamphærdede, arrede udgave af kærligheden.”