”Det tog to en halv måned at skrive disse scener. Det tog et voksenliv at samle erfaringen til dem.”
Sådan sagde Ingmar Bergman om manuskriptet til ”Scener fra et ægteskab” – tv-serien i seks dele, som havde premiere i 1973 i Sverige, Danmark og Norge, og som med sin insisterende og nådesløse skildring af et parforhold i opløsning sendte seere i terapi og satte sig dybe spor i teater, film og tv-dramatik.
Woody Allens ”Mænd og koner”, Richard Linklaters ”Before Sunrise”, Noah Baumbachs ”A Marriage Story” og Hagai Levis ”In Treatment” er bare nogle eksempler, hvor Bergmans påvirkning er tydelig. Og som den ultimative anerkendelse har sidstnævnte, israelske Levi, nu sat sig for at fortolke ”Scener fra et ægteskab” for HBO.
Ærefrygten har han lykkeligvis lagt fra sig. Det er ikke en serie, der er tro mod hver eneste scene i originalen, men en opdatering af historien om svenske Johan og Marianne, som nu er blevet til amerikanske Mira og Jonathan. Hun tjener godt i et tech-firma, og han underviser i filosofi på et universitet uden videre succes. Men hvor det i originalen er ham, der pludselig fortæller, at han har fundet en anden og flytter ud, er det nu hende, der går fra mand og barn. Som opfører sig både forståeligt og hensynsløst, og som en ny tids Nora gør det utilgivelige: sætter sig selv før afkommet.
På den måde giver Levi historien et interessant vrid, og det er nok ikke tilfældigt, at Marianne nu hedder Mira, der udtales ”Mirror”. Altså spejl. For Levi spejlvender både detaljer og den store utroskabshistorie – som i Thomas Bendixens udgave på Det Kongelige Teater fra 2017 – men bibeholder den tragiske grundhistorie om et par, der forsøger at finde fodfæste i et liv hver for sig, men bliver ved med at opsøge hinanden og ødelægge hinanden i en slags dobbelt stockholmsyndrom.
Men Bergmans hårdhed, den konstante strøm af ord og passivt aggressive understrømme, er blødt en smule op. Det gælder også i den ubærlige scene, hvor Marianne læser op fra notesbogen med sine inderste følelser, og Johan falder i søvn. Mira holder sig derimod vågen, lytter.
Helt samme neurotiske intensitet i de få dunkle rum – køkken, soveværelse, stue – opnår genfortolkningen da heller ikke. Måske også fordi Bergman og Ullmann havde et ægteskab bag sig, og han var løbet af sted med en anden kvinde. Det lagde utvivlsomt en del til den dårlige stemning!
Men det er stadigvæk pinefuldt at følge forholdet, der med Jonathans ord er ”som et konstant astmaanfald”, og hvor svigt blandes med had, skuffelser med ømhed. Og Jessica Chastain finder under Levis instruktion en irriterende og samtidig meget menneskelig kvinde, og Oscar Isaac en blød, forkvaklet jødisk mand, der har det svært med kropssekreter og vulgær tale, og trods et venligt sind bliver presset ud i ætsende anklager.
”Scenes From a Marriage”, som serien hedder på HBO, er Bergman til et nyt årtusinde, og ser man den jomfrueligt, er den utvivlsomt en barsk, klaustrofobisk oplevelse og pinagtig at se med sin partner. Fordi den rummer sandheder, vi ikke ønsker at tale om. For os, der allerede har været igennem Bergmans kværn, er den mest af alt et studie i, hvordan man på begavet og sikker vis kan gå til en af de tv-skatte, de fleste manuskriptforfattere og instruktører aldrig ville turde genbesøge og genfortolke.