Det urovækkende er altid underligt uhåndgribeligt. Ikke mindst i skønlitteraturen. For hvad er det lige præcis, der gør, at en roman kan få læseren til at føle sig lettere utilpas?
Spørgsmålet melder sig i selskab med Ann Quins (1936-73) roman ”Tre”, der udkom første gang i England i 1966, og som nu omsider findes på dansk. Og for dét skal oversætter Denise Rose Hansen og forlaget Basilisk have tak, for det er en virkelig god roman, hvis handling i grunden er ganske enkel.
Et år i 1950’erne har det dannede, men dysfunktionelle ægtepar Leon og Ruth haft en ung kvinde som logerende i deres hus ved havet. Hvilket gav nyt liv. Men S, som kvinden bare kaldes, lånte en dag båden, roede ud og forsvandt. Hjemme i huset efterlod hun sig noget, der kunne tages for et selvmordsbrev. Men uden entydige svar.
Spørgsmålene bliver ved med at melde sig hos det midaldrende ægtepar, der læser hendes efterladte dagbog og afspiller hendes private båndoptagelser. Her går det også op for dem, at S i sin tid i huset granskede dem lige så nøje, som de nu gransker hende. At hun har snuset i deres ting, vaner, private optegnelser.
En relativt enkel fortælling, javel, men fortalt via de tres dagbøger og via ægteparrets dialoger, som Quin sammenfletter til en art psykologisk vildnis: Ruth, der ikke tænder på Leon, og som aldrig fik et barn og måske derfor drages mod den yngre S.
Leon, som er seksuelt frustreret og kanaliserer drifterne over i sine orkideer, og som måske-måske ikke gjorde S gravid.
S, som trådte ind i hjemmet, hvor alt umiddelbart åndede fred og ro, men som gemmer på så megen desperation.
Den historie kunne sagtens fortælles kronologisk og klart. Men Quin går en anden, langt mere filtret vej og lader også dialogerne mellem Ruth og Leon løbe uden at markere, hvem der taler, og uden kommatering. Som her: ”Hvilken dag var det Ruth? Den fjortende var det ikke? Nej må have været den femtende. Den fjortende var en markedsdag kan du ikke huske det?”
Dertil kommer ordene i S’s dagbog, der er stablet som en slags poesi: ”Glatter lagnerne./Hud/sand/aske/Havet der glider bort. Blå striber bliver tilbage. Klipper/tatoveret”.
Både dialoger, dagbøger og de lyd- og videooptagelser, som S gemte, formidles på deres egen mundtlige og sprængte facon, som læseren skal vænne sig til. Og på de første 20-30 sider føles det, som om Quin ønsker at kaste så mange læsere af, at kun de, der virkelig vil den eksperimenterende roman, bliver tilbage.
Men bliver man hængende, er der en uafrystelig oplevelse i vente. Om Ruth og Leon, der hver især synes at være ramt af en slags parforholdets stockholmsyndrom. Hvor de begge er både gidsler og gidseltagere. Og S, som er allestedsnærværende trods sin død. Sådan som Quin også er det for den oplyste læser. Forfatteren tog sit eget liv og blev fundet død i 1973. I havet.
”Tre” er en på samme tid krævende og givende roman, fuld af fordoblinger og spejlinger, som under sine mange lag og udtalte voyeurisme måske er en fortælling om 1950’ernes usunde parforholdsdynamikker. Om den seksuelle og emotionelle undertrykkelse, som især ramte kvinder. Ruth, der bor med Leon, som hele tiden maser sig ind på hende med sine behov og sit stive lem. Ruth, der måske slet ikke er til mænd. S, der ser Ruth og Leons samliv og måske erkender, hvad der venter hende i det borgerlige samfund. Og derfor vælger at begå selvmord.
Det er én læsning. Der findes mange andre, for ”Tre” er en åben roman. I ordets bedste betydning. Og ud af alle huller og sprækker flyder det samme. Dén der underligt uhåndgribelige uro.