Anna Anchers univers kan i øjeblikket opleves på Statens Museum for Kunst i København, hvor en særudstilling med skagensmalerens værker lokker mange indenfor. Men for dem, hvor et museumsbesøg ikke er inden for rækkevidde – det kan for eksempel være gangbesværede ældre – er det alligevel muligt at dykke ned i Anna Anchers og mange andre kunstneres værker. I dag kan man nemlig få en museumsoplevelse, mens man sidder i sin egen stue, blandt andet gennem projektet Google Arts & Culture, som flere danske og udenlandske museer er en del af, og som blandt andet tilbyder virtuelle musuemsoplevelser.
Gennem Google Arts & Cultures hjemmeside eller app kan man ved hjælp af sin computer, iPad eller smartphone få adgang til et hav af virtuelle udstillinger, der ikke bare inkluderer et besøg i Anna og Michael Anchers hjem i Skagen, men blandt andet også et besøg på Van Gogh-museet i Holland, ligesom man kan klikke sig gennem et besøg i vulkanbyen Pompeji i Italien, gade for gade – alt sammen mens man sidder derhjemme.
Og museumsbesøg er ikke de eneste kulturtilbud, der i dag kan blive bragt ud i hjemmet og blive mere tilgængelige med hjælp fra en internetforbindelse, en app og en iPad. Det kan blandt andet også bøger, musik og film. En opfindelse som lydbøger, hvor man ikke læser bogen selv, men hvor en indtalt bog bliver læst højt for en, kan for eksempel gøre boglæsning mere tilgængeligt for de ældre, der kan have svært ved at se bogstaverne på siderne. På den måde er der et stort potentiale i ældres brug af digitale kulturtilbud, vurderer Anu Siren, der er seniorforsker ved Vive med fokus på ældre og teknologi.
”Den virtuelle brug af kultur kan være god for dem, som ikke har de fysiske forudsætninger til at komme af sted eller til at læse. Særligt hvis man tænker i et fremtidsperspektiv, er der et stort potentiale for ældres brug af de her ting, men det er ikke udløst nu,” siger hun.
For selvom de nye digitale muligheder kan hjælpe ældre med at få adgang til kulturoplevelser, de ellers ikke har adgang til, er det de færreste ældre, der i dag benytter sig af de mange muligheder.
”I Danmark har der været en klar og tydelig digitaliseringsstrategi, og derfor har vi et virkelig højt brug af internet blandt hele befolkningen, også blandt de ældre. Men der kan alligevel være barrierer: Det er ikke alle, der bruger digitale ydelser, som ønsker at gøre det mere end højst nødvendigt eller synes, det er særlig smart. De vil måske hellere ud i virkeligheden og mødes med folk og har ikke lyst til at lære at bruge nye ting,” siger Anu Siren, der samtidig påpeger, at mange digitale ydelser i dag ellers i høj grad er brugervenlige, og at de ældre er gode til at bruge dem, da digitaliseringsstrategien har tvunget dem til at lære at bruge digitale ydelser.
På den måde er de ældre godt rustede til at tage de mange digitale kulturtilbud i brug.
”Men selvom man som ældre kan få bedre få adgang til kulturen gennem det digitale, kan det vise sig, at brugen af kultur for dem ikke bare handler om adgang. Det sociale i at gøre brug kulturudbud kan for eksempel mangle i den digitale brug,” siger Anu Siren.