Prøv avisen
Film

Ærkeamerikansk, visuelt delikat – og lidt for meget

4 stjerner
Edward Norton, der er en af sin generations bedste skuespillere, har skrevet, instrueret og indtager indtagende hovedrollen som Lionel. – Foto: SF Studios.

Der er masser af jazz, social indignation og Trump-pastiche, men filmatiseringen af amerikanske Jonathan Lethems roman er, trods skøn at skue, lidt for blød i bowlerkanten

Bogsalget boomer af klassikere, for her er kvaliteten ikke så meget til diskussion. Der er noget trygt ved det vedtagne i en flimrende hverdag.

Og her i filmenes verden pibler filmatiseringer af bestsellere frem. For hvem tør tage chancer, når millioner er på spil, og publikum troløst har vendt sig mod hjemmets små skærme i stedet for det store lærred?

Det er derfor ingen overraskelse, at Jonathan Lethems roman ”Moderløse Brooklyn” nu bliver til en film. Lethem, der var en af amerikansk litteraturs gyldne drenge omkring årtusindeskiftet sammen med Jonathan Franzen, skriver bøger, der både bærer klassisk god litteratur i sig og også har thrillergenrens rappe taktslag.

Det overraskende er måske snarere, at filmatiseringen er så troløs, at den lige så vel kunne være løst inspireret af forlægget som udløber af den. Men fred være med det.

Så jeg vil ikke bagstræberisk måle film mod forlæg, men blot konstatere, at handlingen er flyttet til 1950’erne, at karakterer er kommet til, og der er blevet skruet godt op for sideplot.

Sproget har dog stadig en jazzet nerve, en insisterende kvalitet, og det er godt.

Edward Norton, der er en af sin generations bedste skuespillere, har skrevet, instrueret og indtager indtagende hovedrollen som Lionel, også kaldet Moderløse Brooklyn. Med en form for Tourettes syndrom har Lionel ”en anarkist i hjernen”. Opvokset på et drengehjem blev han som stor dreng samlet op af Frank (Bruce Willis) og gik i lære som snushane.

Frank mister livet på en mission mod Moses Randolph (Alec Baldwin), og Lionel finder en mission med livet. At redde Franks navn og ære og undervejs redde New Yorks fattige mod denne Moses, en skruppelløs boligspekulant, der under dække af offentligt embede styrer al nybyggeri drevet af magtliderlighed, vrede og racisme. Hvis det lyder bekendt, er det ikke så underligt. Moses stinker både af Trump og af en virkelig bolighaj fra ”det store æble”.

Baldwin har succes med at parodiere netop Trump i amerikanske tv-shows. Det er, blandt andet, med til at gøre det på overfladen sublimt stoflige tidsbillede i ”Motherless Brooklyn” til mere et billede end en tid.

Det er visuelt delikat, når blondiner indtager gråmelerede og tilrøgede kontorer. Når kameraet vellystigt svælger i en jazzklubs røde eksteriør for at følge det røde neonskær op til en smuk sort kvinde i en rød morgenkåbe, der åbner døren til en rødmalet lejlighed.

Det er noir, det er ærkeamerikansk. Og det er for meget. For plottet flintrer rundt i to en halv time, og jeg mistede i hvert fald tråden undervejs. Norton kan næsten bære det, men både indignationen og tidsfascinationen mister pusten. Men hvis man kommer for klassisk noir, er der rigeligt at komme efter i denne stilige omgang, der endda bestyrker tryghedssøgende i, at de gode altid har været gode og de onde altid onde. Forsimplingen er en skam, men underholdningen er skam mere end god nok.