Fire store glasmosaikker, som normalt er i Canterbury Cathedral, er helt usædvanligt blevet bragt til British Museum i London. De fire store mosaikker i overvejende blåt fortæller historien om Thomas Becket – og ikke mindst om, hvordan han brutalt blev dræbt, fordi han nægtede at lukke portene til Guds hus og forskanse sig i den ellers borglignende katedral.
Den var en vinterdag 29. december i 1170, da de fire brynjeklædte riddere, Hugh de Morville, Richard Brito, William de Tracy og Reginald Fitzurse, med hævede sværd kom gennem porten, mens de råbte ”Gør plads for kongens mænd”, før de på brutal vis endte med at hugge ærkebiskoppen ned. Egentlig skulle de kun arrestere Thomas Becket og bringe ham for en domstol, fordi han var faldet i unåde hos kong Henrik II, som han ellers tidligere var fortrolig rådgiver for. Men Thomas Becket nægtede at følge med ridderne, hvilket blev hans endeligt i en alder af 51 år.
Den dramatiske historie om Thomas Becket er genstand for en ny stor udstilling, ”Thomas Becket: Murder and the Making of a Saint” (Mord og skabelsen af en helgen), der netop er åbnet på British Museum i London. Han var en usædvanlig mand, for selvom Thomas Becket endte sine dage som ærkebiskop af Canterbury, hvilket var og er den højeste kirkelige titel i England, så stod det ikke skrevet i kortene, at den velbegavede unge mand, der kom fra en købmandsfamilie, skulle ende i kirkens tjeneste.
”Han var absolut ikke kirkens mand, men en belæst ung mænd, der gjorde tjeneste hos ærkebiskop Theobald, og blev kongens rigskansler, før han selv blev ærkebiskop og siden endte som martyr,” fortæller kurator Lloyd de Beer, der også er medforfatter til den omfattende og rigt illustrerede katalog om udstillingen.
”Da han blev kirkens mand, tog han rollen meget alvorligt. Han forsvarede kirkens frihed og dens gamle rettigheder. Da Henrik II begyndte at gøre indgreb i de rettigheder, så angreb han også ham som ærkebiskop. Thomas Becket havde opgivet den magtfulde post som rigskansler for at blive ærkebiskop, selvom han vidste, at det ville give problemer. Det gik så vidt, at han endte med at gå eksil i Frankrig i seks år,” fortæller Lloyd de Beer.
Striden tog sin begyndelse i 1163 med en mindre disput, hvor ærkebiskop Thomas Becket insisterede på, at gejstlige var omfattet af immunitet ved de sekulære domstole, og derfor kun kunne blive stillet til ansvar ved kirkelige domstole.
Striden eskalerede og førte året efter til, at Thomas Becket forklædt som munk fra den engelske Gilbert-orden flygtede fra en retssag, fordi han frygtede for sit liv. 1
Fire dage tog turen fra Northampton til kysten i Kent, hvorfra han sejlede til Flandern og derfra til Frankrig, hvor han i de følgende seks år var i tæt kontakt med andre ledende katolikker. Der blev gjort forsøg fra såvel den franske konge Ludvig VII og pave Alexander III på at forsone de to – men uden held.
Alligevel rejste Thomas Becket 1. december 1170 tilbage over Den Engelske Kanal, og dagen efter var han tilbage i katedralen i Canterbury, hvor en gruppe af afsatte biskopper havde haft travlt med at konspirere imod ham i hans fravær. De rejste den modsatte vej til Frankrig, hvor Henrik II, der havde franske rødder, holdt lang juleferie. Kongen sendte de fire riddere til Canterbury, hvor Thomas Becket mødte sin brutale skæbne 28 dage efter, han vendte hjem.
Blandt det bemærkelsesværdige i historien er, at Thomas Becket først var mentor og betroet rådgiver for Henrik II.
”Da Henrik II bliver konge, er han stort set ukendt. Han er født i Frankrig – og han har ikke forbindelser og kendskab til hoffet. Så da han bliver konge, har han brug for folk, som han kan stole på, og som ikke kommer fra gruppen af gamle hoffolk. Han spørger ærkebiskop Theobald om, hvem det kan være, og han vælger en outsider i form af Thomas Becket, der er ti år ældre end kongen, og som er en person, han kan se op til,” forklarer Lloyd de Beer.
Allerede kort efter Beckets død begyndte folk at tilbede hans grav i katedralen, og efter en kampagne fra Beckets loyale støtter blev han helgenkåret i 1173 af pave Alexander III, hvilket kun forstærkede hans appel til mange troende. Hans popularitet betød også, at kongen selv måtte tage afstand til drabet.
”Henrik II indså i 1174, at han ikke kunne stoppe den kult, der omgav dyrkelsen af helgenen Thomas Becket, og han sagde meget berømt: ’Thomas Becket er min helgen’. Vi ser i historien, hvordan tyranner må tilpasse sig for at holde fast i folkestemningen, og Henrik II var ikke en dum mand,” konkluderer Lloyd de Beer.