Coronatiden har ændret mange ting for os i det forgangne år. Mange brancher er kommet ud i et økonomisk stormvejr, blandt andet rejsebranchen. Pludselig gik verden i rødt, således at alle rejser til udlandet blev frarådet. Det førte til, at danskerne sidste sommer måtte tage til takke med at være hjemme i Danmark, men det var nu ikke så ringe.
På den baggrund begyndte der hurtigt at komme avisartikler og bøger om de danske lyksaligheder. Senest har Peter Dürrfeld, som læserne kender her fra spalterne som mangeårig musikanmelder, og Peter Olufsen udgivet ”20 lystrejser i Danmark”, hvor de skiftes til at tage til forskellige destinationer, hvor de lader deres erindringer og indtryk overtrumfe faktuelle anvisninger om rejsens muligheder.
Der er jo mange former for rejser. Der er handels-, pilgrims- og opdagelsesrejser, videnskabelige ekspeditioner, dannelses- og turistrejser. En lystrejse er en rejse, hvor målet for rejsen i høj grad bliver forfatterens eget jeg. Det bliver forfatterens egne rejseoplevelser og tolkninger, der er i centrum, snarere end rejseruten og de rejsemål, der bliver besøgt undervejs.
I H.C. Andersens rejsebøger fra midten af 1800-tallet er det for det meste digterens egen person, der er i centrum, hvorimod det i den tyske rejseguide, Baedeker, der begyndte at udkomme samtidig, er rejsemålene, der er i centrum.
Peter Dürrfeld og Peter Olufsens bog lægger sig klart i H.C. Andersens fodspor. Det er selvfølgelig unfair at sammenligne med den store digters bøger, men det er alligevel samme stil. Problemet med denne struktur er, at personlighederne skal kunne bære det, og her kniber det unægtelig for de to gange Peter.
En hel del af deres personlige rejseoplevelser synes mig ganske enkelt ikke at være interessante. Der er for meget familie- og vennerelation over det.
Dertil kommer, at de faktuelle oplysninger i bogen er for sparsomme. Der er for eksempel ikke et eneste kort i bogen. Indimellem refereres der til hjemmesider og turistforeningsbrochurer. Det er at kravle over, hvor gærdet er lavest. Oveni dette er der en del af bogens passager, der for mig indeholder mærkelige oplysninger.
Lad mig give et eksempel fra Lyngby. Dér får man at vide, at Lyngby er livsstil og luksus! Selv kalkmalerierne i kirken er enestående og ligeledes også pølserne på stadion, men det bedste er den mondæne forretning Engelsk Herremagasin, hvor Peter Olufsen engang købte en jakke med 70 procent rabat. Erhvervelsen af denne jakke fylder mere end omtalen af de enestående kalkmalerier! Desuden kan man i den forbindelse undre sig over, at den nyeste modernisering af kirken med et nyt alterparti skabt af Christian Lemmerz i 2012 overhovedet ikke er nævnt. Gad vide om forfatteren for nylig har været inde i kirken?
Et andet eksempel er Peter Dürrfelds rejse til Køge. Her er det især barndomserindringer om, at Køge i 1954 vandt Danmarksmesterskabet i fodbold, og hvad disse gamle helte havde af øgenavne. Beriget med denne vigtige information omtales byens navnkundige politimester i 1950’erne, Vagn Bro, der optrådte sammen med sangerinde og skuespillerinde Vivi Bak. Endelig får vi en lang omtale af byens nuværende unge borgmester, Marie Stærke (S). Og hvad skal jeg bruge alt dette til? Ingenting. Spild af læsetid og ubrugeligt som rejsestof.
Bogen var oprindelig Peter Dürrfelds idé. Han spurgte Peter Olufsen, om de skulle lave en sådan bog, og ifølge forordet til bogen havde Olufsen sine betænkeligheder og ville først helst havde sagt nej tak. Tjah, det skulle han nok have holdt fast i.