Varm og rig bog af en digter, der aldrig poserer

Ægthed kendetegner Niels Havs digtsamling ”Øjeblikke af lykke”

Niels Havs digtsamling ”Øjeblikke af lykke” begynder under en køkkenvask. Men efter nogle linjer etableres en driftsikker forbindelse til livet uden for vasken – og til døden. Liv og død er tæt forbundne hos Hav.

”Den ramponerede inderside” hedder det pågældende digt, hvor vi introduceres for ”to ærlige søm/ banket ind i originale brædder, som har siddet her/ siden ejendommen blev opført”. Det er et møde med en tidslomme, der har fået lov til at passe sig selv. Men det er tillige en påmindelse om den virkelighed, der gennem tiderne har udfoldet sig omkring køkkenvasken – med gamle døde, der blev båret ud, og nyfødte, der blev båret op. Det er altsammen i orden, erklærer digteren forsonligt. Ligesom det er i orden, at ”også mit navn forsvinder en dag fra hoveddøren”.

I et andet digt hedder det om døden, at den er ”det eneste vi aldrig snakker om./ Det eneste vi altid snakker uden om ”. Dødsbevidstheden synes at skærpe Havs fornemmelse for den flygtige glæde i dette korte liv, hvor ”alt forsvinder/ i huj og hast”. Men i trodsig oprømthed beder digteren om ”en slurk/ af den vildeste/lykke/ lige ind i hjerte/musklen!”.

De lune og underfundige digte bekræfter holdbarheden af den bekendelse til venligheden, som Niels Hav fremlægger. Men det er en venlighed, der ikke slører tilstedeværelsen af skarpe kanter – sådan som det for eksempel erfares i et digt om irritationen over i det offentlige rum at skulle lægge uvillige ører til privaterier i form af intime telefonbetroelser, glade pralerier samt skænderier, fænomener, der i samlingens afsluttende digt udløser et såkaldt godt spørgsmål: ”Hvor længe man kan plapre/uden at blive dum”.

Artiklen fortsætter under annoncen

Men på en sval sommeraften i skoven, dybt under vældige træer og med stilhed til alle sider i det svindende lys, føler de fleste ”trang til at holde kæft”. Og digtet fortsætter: ”Her kan ingen/udholde lyden af sin egen nøgne stemme/ i mere end nogle få sekunder,/ og den mindste løgn dør i fødslen”.

Vi kommer endnu længere væk fra køkkenvasken end blot til skoven – helt til Kina kommer vi som i den veloplagte tekst ”En fest” om et møde med kinesere på en gade i Wenling, en pløret gade, der i vinterens første snefald bliver hvid som marengs. Danskeren og kineserne forstår ikke hinanden, hverken sprogligt eller på andre måder. Men munterheden gør alligevel det hele til en fest, hvor Hav både giver og modtager venlighed. Men bag overfladen med dens generøsitet undrer parterne sig over hinanden, i al deres indbyrdes forskellighed.

”Øjeblikke af lykke” er en varm og rig bog, skrevet af en digter, der aldrig poserer. Ægtheden svarer til den, man finder hos de to ærlige søm under køkkenvasken.