”Af alle har Hitler talt til mit hjerte”

Ingen kan efter Tore Rems bog ”Rejsen til Hitler” være i tvivl om Knut Hamsuns støtte til nazismen

Mange af Hamsuns beundrere gennem tiderne forsøgt at nedtone den store forfatters forkærlighed for nazismen. Man har forsøgt at undskylde ham på forskellige måder, opbygget myter om en egentlig underliggende modstand mod nazismen eller blot set Hamsuns engagement som et politisk fejltrin, der intet har at gøre med hans skønlitterære forfatterskab.
Mange af Hamsuns beundrere gennem tiderne forsøgt at nedtone den store forfatters forkærlighed for nazismen. Man har forsøgt at undskylde ham på forskellige måder, opbygget myter om en egentlig underliggende modstand mod nazismen eller blot set Hamsuns engagement som et politisk fejltrin, der intet har at gøre med hans skønlitterære forfatterskab. Foto: Ukendt.

Der er skrevet meget om Knut Hamsuns forhold til nazismen og om hans privataudiens hos Hitler i juni 1943 i dennes Berghof ved Alperne.

At Hamsun var en stor beundrer af nazismen og Hitler, er allerede velkendt, og at han under den norske besættelse skrev adskillige avisindlæg, hvori han støttede det nazistiske Tyskland, kan ikke længere komme bag på nogen.

Alligevel har mange af Hamsuns beundrere gennem tiderne forsøgt at nedtone den store forfatters forkærlighed for nazismen. Man har forsøgt at undskylde ham på forskellige måder, opbygget myter om en egentlig underliggende modstand mod nazismen eller blot set Hamsuns engagement som et politisk fejltrin, der intet har at gøre med hans skønlitterære forfatterskab.

Digteren og det politisk menneske er adskilte, det er to verdener, som ingen indre forbindelse har, lyder argumentet.

I sin bog ”Knut Hamsun. Rejsen til Hitler” gennemgår den norske historiker Tore Rem sagen på ny: Han genlæser alle offentligt tilgængelige dokumenter om Hamsuns forhold til nazismen og sætter dem ind i den historiske kontekst.

Desuden inddrager han som noget nyt en del upublicerede breve fra Hamsuns kone, der er med til at punktere de udbredte myter om Hamsun, som ikke mindst Thorkild Hansens bog ”Processen mod Hamsun” og Jan Troells film ”Hamsun” fra 1995 var med til at opbygge.

Rems fortæller i sit overbevisende værk detaljeret om, hvordan Hamsun nægter at hjælpe fredsprismodtageren Carl von Ossietzky, der sidder i en tysk koncentrationslejr, hvordan Hamsun i 1943 sender sin egen nobelprismedalje som gave til nazisternes propagandaminister Joseph Goebbels, og hvordan forfatteren gang på gang støtter de norske nazister i deres bestræbelser på at styre landet under den tyske besættelse.

Og han fortæller meget detaljeret om baggrunden for det berømte møde med Hitler i juni 1943, og hvordan Hamsun her forsøgte, dog uden held, at fremme det norske nazipartis politiske dagsorden over for det tyske statsoverhoved.

Det egentlig fascinerende ved bogen er imidlertid, at Rem med afsæt i Hamsun fortæller en udviklingshistorie. Især i første del af bogen stiller han nemlig det svære spørgsmål, hvordan det kunne være, at en så begavet og enestående forfatter kunne falde for den simple nazistiske ideologi. Og hans svar giver stof til eftertanke:

Rem viser en udvikling, hvor Hamsun som ung og anarkistisk forfatter, der aldrig fik nogen uddannelse, skulle kæmpe sin vej op mod datidens elite.

Han viser, hvordan Hamsun aggressivt forsøgte at tilvinde sig sin plads i historien og især, hvordan denne kamp for at sætte sig igennem fra starten af var præget af antimoderne forurettelser og fordomme.

Det er en særlig pointe i Rems bog, at han i denne forbindelse detaljeret - og meget overbevisende - kortlægger Hamsuns antisemitisme, som allerede i 1920'erne begynder at præge forfatterens tænkning. Det er skræmmende læsning.

Samtidig viser Rem, hvordan nazismen for Hamsun fremstod som en utopisk nystart. Den tolkes af Hamsun - og, skal der tilføjes, af mange andre af datidens digtere - som en positiv udvej efter modernitetskritik og værdiforfald.

For Hamsun er nazisterne ikke barbariske monstre, men en bevægelse, der forsvarer aftenlandet mod dets udefra kommende trusler: mod den vestlige modernisme, mod jøderne, mod den rodløse eksistens. Nazismen fremstår som en forsvarskamp, som Hamsun helhjertet abonnerer på.

Set fra dette perspektiv vil det være meningsløst at insistere på en fuldstændig adskillelse mellem forfatteren og politikeren Hamsun. Rems bog viser, hvordan disse går hånd i hånd, hvordan Hamsuns opstigen som forfatter er forbundet med hans antidemokratiske, modernitetskritiske positioner. Hvordan ”rejsen til Hitler” startede allerede tidligt i forfatterskabet, mange år før mødet med diktatoren i 1943.

I pressematerialet omtales Rems biografi på trods af sit historiske stof som en ”højaktuel bog”. Måske skulle man sige: Den er især en advarsel mod en forsvarsideologi, der gør en kunstner blind for de grusomheder, han eller hun er med til at støtte. Rems bog kan også derfor stærkt anbefales - ikke kun på grund af historien om Hamsun.