Prøv avisen

En norsk naturhaders bekendelser

3 stjerner

Mens det vrimler med bøger om natur, der opfordrer os til at finde tilbage til den, kommer der nu en bog, der trækker i den anden retning.

Og at den skulle komme fra netop en nordmand, kan synes som lidt af et paradoks.

Men der er noget, som den norske forfatter, satiriker og komiker Are Kalvø ikke forstår – og som han har sat sig for at komme til bunds i: Hvorfor har han mistet så mange venner til naturen?

Tidligere tog de til koncerter og gik på café for at drikke øl, men nu snører de vandrestøvlerne og drager ud – uden ham forstås – og hver gang han ser deres billeder på Facebook og andre sociale medier, står de på fjeldet og løfter frelst deres arme mod himmelen under hashtaggene ”fjeldertoppen”, ”ikkesiddeindeogglosomenidiot” og ”ilovenorway”.

Men er der virkelig så dejligt ude på landet? Og kan det virkelig passe, at lykken ligger i højden?

Det sidste mener Are Kalvø at kunne modbevise, blandt andet når han skriver:

”Hvordan skulle man i så fald forklare, at Danmark altid ligger højt oppe på disse ranglister? Danmarks højeste bjerg er omtrent en halv meter højt. De fleste danskere har aldrig været højere oppe end på en barstol.”

80 procent af alle adspurgte nordmænd svarede for nylig i en undersøgelse, at de havde været mindst en tur på fjeldet eller i skoven i løbet af de seneste 12 måneder. Are Kalvø har ikke været der de seneste 30 år. Men det gør han noget ved, da han sammen med sin kæreste tager af sted og udsætter sig for så vel regn som tåge og sne, vabler, sine latterligt landsmænd og umådelige mængder letøl.

Det er klart i sine to rablende forsøg på at lære at elske fjeldet og naturen, ”Til Jotunheimen for at finde frelse” samt ”Til Hardangervidda for at finde mennesker”, at Are Kalvø er stærkest. Han opfordrer blandt andet til altid at lytte til de uerfarne fjeldfolk, ikke til de erfarne, hvis regler for tryg færdsel i fjeldet man ikke kan bruge til en pind, fordi deres ord aldrig betyder det, som man er vant til. For eksempel betyder deres ”kort” egentlig ”langt”, deres ”meditativt” ”kedeligt” og deres ”mestringsfølelse” i virkeligheden”’endelig at blive færdig med noget, som har kedet en i lang tid”.

Det er fornøjeligt at læse Are Kalvøs rablende satire over det norske folk, og han er knivskarp, ikke mindst i sine personskildringer, men ”Hyttebog fra helvede” ville have vundet betragteligt ved at have været strammere redigeret.

Det er sjældent nødvendigt at opsummere i en bog, der flittigt citerer sig selv og pædagogisk sørger for, at alle er med og har fanget pointerne, og ikke mindst i indledningen gentager forfatteren sine punchlines så meget, at de næsten punkterer. Og det er ærgerligt, for det ér sjovt, men måske ville det have været dobbelt så sjovt, hvis det havde været halvt så langt.