Ingen dyreart er så socialt beslægtet med mennesket som ulven, skriver Elli H. Radinger i sin bog ”Ulvens visdom”, der er den seneste i en lang række populære bøger om naturens verden. Vores længsel efter den er tilsyneladende overvældende, præcis som vores behov for at være forbundet med den, og vi oplever en småromantisk tilbage til naturen-revolution, omend pr. stedfortræder i form af vores flittige læsning af bøger om bier, svirrefluer, træer, have, svampe og nu også ulve.
Og hvad kan vi så lære af dem? Hvis man skal tro Elli H. Radinger, er det ikke småting, og hun er med sine egne ord en vaskeægte ulveholiker. Hun higer efter ulve og får abstinenser, når hun ikke er sammen med dem. Men oprindeligt var hun advokat, uden dog at trives, så hun forfulgte sin livsdrøm, der bestod i at kunne kombinere glæden ved at skrive med fascinationen af ulve, hvilket hun gør nu, samtidig med at hun blandt andet arrangerer ulverejser til den amerikanske nationalpark Yellowstone.
Ulven er et dyr, som de fleste har en holdning til. Hvis man holder af den, ønsker man at beskytte den, og hvis man er bange for den, ønsker man at udrydde den. Men det sidste er der faktisk ikke den store grund til, mener Elli H. Radinger, der fortæller, at risikoen for at blive såret eller dræbt af en ulv er minimal. De seneste 50 år er der nemlig blot blevet dræbt ni mennesker af ulve i Europa.
Det er ikke småting, Elli H. Radinger ved om ulven, dens væsen og dens adfærd, og hun integrerer klogt sin enorme viden i en række reportager fra såvel USA som Tyskland, hvor hun har observeret et utal af ulve – alene eller sammen med andre – og hun slutter fra dyr til menneske for at illustrere, hvor meget hun selv har lært af ulven – og hvor meget vi i selskab med hende ligeledes kan lære.
Men det hele bliver lidt tungt, uanset hvor velmenende det måtte være, og forsøget på gennem ulven at lave en samfundsdiagnostik bliver følgelig lidt banalt og stereotypt. Som for eksempel når hun slutter fra en scene med en familie, der sidder og spiser med telefonen i hånden og blikket på skærmen, og konkluderer:
”Ulve er mestre i kommunikation helt uden elektronik. De ’taler’ ved hjælp af deres krop – de bruger deres øjne og ører, snuden og halens stilling. Ulvenes evne til at kommunikere tydeligt og effektivt er en af grundene til, at de så sjældent slås med hinanden. Kommunikation er vigtig for at nå frem til gensidig forståelse og skabe tillid.”
Eller som i kapitlet ”Kvindernes styrke. Hvad kvinder og ulve har tilfælles”:
”De fleste kvinder var frygtløse, når de mødte ulvene. De glædede sig til det. Fornemmede de deres egen ’ulvesjæl’ i dyret over for dem? Kvinder har en anden måde at omgås naturen på. De er ikke bange for at vise sig sårbare og vil ikke ’erobre’ som de fleste mænd.”
Det er både synd og skam, for det er i virkeligheden to gode historier, Elli H. Radinger fortæller: sin egen om at forfølge sine drømme, hvilket altid er interessant at læse om, og ulvens, hvis fascinationskraft synes uendelig, men som her bliver brugt på lidt vel bastant vis til at indkredse menneskets natur i stedet for dens egen.