Af forfattere som Georg Brandes kan vi lære om nationalismens begrænsninger

Når man læser Georg Brandes og Jospeh Roth indser man, at den nye nationalisme næppe bliver nogen nations redning

Georg Brandes skrev blandt andet, at ensidighed styrker fædrelandskærligheden - men at den samtidig skader selve fædrelandet.
Georg Brandes skrev blandt andet, at ensidighed styrker fædrelandskærligheden - men at den samtidig skader selve fædrelandet. Foto: Scanpix Danmark/Ritzau Scanpix

Omkring 1850 anstillede den østrigske forfatter Franz Grillparzer denne mismodige betragtning: ”Den nyere åndsudvikling tager vejen fra humanitet over nationalitet til bestialitet.”

Om han med humanitet tænkte på renæssancens eller på oplysningstidens universalisme er usikkert, men med nationalismen tænkte han givetvis på sin samtid. I det multinationale østrigske kejserdømme var der begyndende autonomibevægelser, som på langt sigt kom til at true og til slut opløse staten.

Bestialiteten nåede Grillparzer, der døde i 1872, ikke at opleve. Men i det 20. århundrede gik hans profeti i opfyldelse.

At han som østriger havde lettere ved at leve med imperiet end de andre folkeslag, det bestod af, hører med til billedet, men gør ikke hans tankegang ugyldig.

I Kristeligt Dagblads digitale magasin for den 8. august kan man læse Lars Hovbakke Sørensens kommentar til nationalismens dobbelte ansigt.

Ud af Første Verdenskrig opstod adskillige nye nationale stater i Europa, som det igen blev tilfældet efter Sovjetunionens og Jugoslaviens kollaps i begyndelsen af 1990’erne. Men blev verden et fredeligere eller bedre sted? P. Munch skrev om sin indsats i mellemkrigstidens Folkeforbundet, at indtil 1914 havde man arbejdet på at gøre verden bedre – efter 1914 måtte man prøve at forhindre, at den blev værre. Munch var historiker, så han gjorde sig ingen illusioner. Men han vidste, at den eneste chance for fred lå i en international retsorden, som man i hvert fald ikke selv skulle undergrave.

Nogle taler med begejstring om nationalstaternes genkomst som en reaktion på både imperier og på EU (sjældnere om modstand mod multinationale koncerner, som nok så meget truer nationernes selvstændighed). Men er der tale om fremskridt, eller er der snarere tale om opløsning? Er vi vidner til en ny demokratisk selvbevidsthed – eller til, at fælles holdninger og handlinger umuliggøres, altså til opløsning, det, Marlene Wind i en bog har kaldt ”tribalisme”.

Forfatteren Joseph Roth, som var jøde fra den del af Ukraine, der hørte under Østrig, gruede for jødernes skæbne i de nye stater efter 1918. I det østrig-ungarske monarki havde de været et mindretal blandt andre mindretal. Det kunne de leve med, skønt det ikke altid var morsomt. Nu blev jøderne det eneste mindretal i etnisk mere homogene stater. Alt det had til minoriteter, som altid findes, ville blive koncentreret om dem. Den profeti gik også i opfyldelse.

Nationalismen rækker ud over den enkelte samfundsborgers horisont. Den kan få hende eller ham til at føle sig som del af noget større og derved støtte selvtilliden. Men nationalismen lukker til gengæld den videre horisont, som er nødvendig, hvis de store verdensomspændende opgaver skal løses. Nationalismen stikker hovedet i busken og tror at kunne skjule sig for andre ved ikke selv at se sig omkring.

Så inden man glæder sig for meget over danskhedens tilsyneladende opblomstring i skrift og tale og fællessang, kunne det være umagen værd at se på, hvad den også afstedkommer. En nation, som i 1960’erne satsede på FN og ulandshjælp, som i 1950’erne tog imod flygtninge fra Ungarn, i 1970’erne mod bådflygtninge fra Vietnam og i 1990’erne mod flygtninge fra det sammenbrudte Jugoslavien – den nation lukker sig nu af mod omverdenen, fører politik på kanten af de internationale konventioner, den har tiltrådt, nægter at hente vildfarne danskere hjem fra Syrien og prøver at sende syriske flygtninge tilbage til den borgerkrig, de er flygtet fra. Og den skulle slæbes til truget for – måske for sent – at hjælpe afghanere, som har hjulpet danske udsendinge og nu trues på livet.

Der er ingen grund til at tro, at den nye nationalisme bliver nogen nations redning. Slagordet ”Right or wrong, my country!” er ligeså fundamentalistisk dumt som den sorteste islamisme. Georg Brandes skrev om ”ensidighed og fordom, magter, som vel tilsyneladende forøger fædrelandskærligheden, men som ganske sikkert skader fædrelandet”.

Klummen ”eftertanken” skrives af professor, forfatter og tysklands-ekspert Per Øhrgaard og bringes i avisen hver anden fredag.