Prøv avisen
LUK

Det ser ud som om at du ikke er logget ind

Log ind for at dele artiklen

Glemt adgangskode? Klik her.

Bog

Affaldsbreve fra sølet på bunden

4 stjerner
Gennemgående for bogens tekster, som digteren skyder af på sin gamle Erika-skrivemaskine (”Erikaen er et skydespil”, lyder det et sted), er imidlertid, at de synes at befinde sig helt nede i sølet, hvor opløsning (af både sproget og mennesket), forrådnelse, sygdom og fremmedgørelse er allestedsnærværende.

Nikolaj Zeuthen har med ”Nigeriabreve” skrevet en dyster, men yderst læseværdig digtsamling

Et sted i Nikolaj Zeuthens ottende bog, digtsamlingen ”Nigeriabreve”, udstikkes en art fremtidsvision for bogen som en mærkværdig levende ting, der indgår i den øvrige materialitets fødekæde.

Den skal, står der, ”have små fimrehår på sig så den kan lytte og føle sig frem i mørke. den skal kunne spise bakterier lige så vel som bakterier skal kunne spise den. bogen skal på sigt, evolutionært, have en lang næse og kunne rode i affald”.

Men samtidig er det måske også et godt billede på, hvad der egentlig allerede er på færde i Zeuthens digtning - selvom de små fimrehår foreløbig kun er til stede som sorte skråsteger på forsiden.

I hvert fald synes digtene at være præget af, hvad man kunne kalde en affaldets eller urenhedens æstetik, som i en sær blanding af dystopi, surrealisme og social- og hverdagsrealisme indoptager alt muligt og umuligt i en springende og lettere fragmentariske (total)skrift - uden skelen til højtidelige poetiske konventioner eller skønhedsidealer.

Gennemgående for bogens tekster, som digteren skyder af på sin gamle Erika-skrivemaskine (”Erikaen er et skydespil”, lyder det et sted), er imidlertid, at de synes at befinde sig helt nede i sølet, hvor opløsning (af både sproget og mennesket), forrådnelse, sygdom og fremmedgørelse er allestedsnærværende. Læs blot følgende vrængende og uforsonlige syn på menneskehedens position:

”så bliver det måske rottetid/ og flagermusetid/ og alt hvad der er gult og sygt/ i menneskets hjerne vokser/ til det eksploderer i afslutningen/ på det lille ligegyldige trip/ som det var/ alt det her.”

Eller denne kvalmende og hæslighedsæstetiske beskrivelse af den kropslige betændelsestilstand:

”vi sidder bare her og venter på/ at vores børnebørn skal ædes af/ bakterierne/ de sidder allerede i tandkødet/ og i kanten af ringmusklen/ de går efter alt gult i hjernen/ og laver gult af det der ikke er gult.”

Ligesom hos digteren Theis Ørntoft, hvor det ikke længere er ”et spørgsmål om forfinelse/ men om afvikling”, er krisestemningen og handlingslammelsen hos Zeuthen gennemtrængende. Det samme gælder den manglende tiltro til fællesskabet, samfundet, eller hvad vi nu vælger at kalde det.

Men selvom grundstemningen således i høj grad er sort og trøstesløs, er Zeuthen også, som i andre af sine bøger, en eminent humorist: ”('krebsegildet' er en tilfældig valgt betegnelse/ og henviser til/ det mekaniske aspekt ved samværet i det vi bredt kan kalde 'det/ offentlige eller sociale rum' (med krebs).) Visse individer slides af/ krebsegildet.

Åh, for helvede, siger de når de står op. Skal vi nu ud/ i det forbaskede krebsegildet igen. Og de bliver svenske og angste/ af det og vil helst bare blive i sengen.”

Nigeriabreve er på ingen måder et fuldendt mesterværk eller en perfekt komponeret digtsamling. Sammen med højdepunkterne finder man nemlig også en masse svipsere og koksede passager. Men når det er sagt, må man også fastholde, at Zeuthen ikke har haft prætentioner om at søge perfektion.

Tværtimod. Snarere synes han at ville skildre mennesker, herunder jeget selv, der ikke altid fungerer på normalitetens vilkår eller formår at leve op til omverdenens forventninger. Mennesket er ufuldkomment, skrøbeligt og nedbrydningstruet - og det er digtningen også.