Engang i forrige årtusinde var undertegnede til studentereksamen i dansk. Jeg trak Henrik Pontoppidans ”Ørneflugt” og følte mig sikker på, at det, de ville høre ved det grønne bord, var, at Pontoppidan her gav en naturalistisk kritik af H.C. Andersens romantiske ællingehistorie. Det ville de sådan set også, men både min meget unge dansklærer og den meget garvede censor var mere optaget af, hvordan det dystert symbolske natursceneri forbandt teksten med den samtidige symbolisme i 1890’erne snarere end med Georg Brandes og hans program anno 1871.
Jeg fortæller denne ulideligt spændende anekdote for at stille den op over for en af hovedantagelserne i Rasmus Vangshardts af forlaget Spring udgivne speciale om Pontoppidans ”De dødes rige” – som for præcis 100 år siden gav forfatteren en halv Nobelpris. Vangshardt, som læserne kender som anmelder her ved avisen, skriver i slutningen, at vi bør ”begynde at overveje det berettigede i at betegne vores egen største prosaists forfatterskab som naturalisme”. Den begyndelse blev vist taget for ret længe siden, blandt andre af Pontoppidan selv. Han var både naturalist og senromantiker, og det kan ses også i litteraturen om forfatterskabet.
Det andet og med ovenstående forbundne hovedprojekt handler om at læse ”De dødes rige” som et værk, der først og sidst handler om at overvinde menneskets rædselsblandede fascination af ”en afgrund i tilværelsen” – som det hedder straks i begyndelsen. Og den lidet overraskende morale er, ”at kun i det rette åndelige forhold til ens latente og ufravigelige dødssympati har man en chance”. Imellem de to citater ligger så en dobbeltlæsning, hvor Vangshardt dels bearbejder dette tema i Pontoppidans tekst, dels forbinder det med Thomas Manns beslægtede roman ”Trolddomsbjerget” og med Nietzsche og Schopenhauer (men ikke med den sene Freuds arbejder om samme emne).
Vangshardt har godt fat i den store roman, i hvert fald hvad angår dødssympatien og den pontoppidanske ironi: Der er fine analyser af den for Pontoppidan-tekster så typiske komposition af ledemotiver, hvor genkommende farver, typiske bevægelser, genstande eller stumper af musik skaber sammenhænge og nye fortolkningsmuligheder, der ofte står i modstrid med de mere åbenlyse. Videre bevæger han sig selvstændigt i en stor forskningslitteratur vedrørende store forfatterskaber og får godtgjort det slægtskab mellem Mann og Pontoppidan, der ligger ham på sinde. Sådan en specialestuderende gad man godt have!
Litteraturvidenskabeligt er det en spøjs fremstilling af mindst to grunde. For det første er det, som om Vangshardt både vil blæse og have mel i munden. Han skriver flere steder, at det ikke handler om at bevise, at Thomas Mann var direkte inspireret af Pontoppidan, eller at bevise, hvad Pontoppidans egen hensigt var med romanen. Det handler om at se slægtskabet mellem to omtrent samtidige tekster, der behandler samme tema. Ikke desto mindre tilføjer han ofte en filologisk og biografisk argumentation – som om han alligevel ikke helt tror på, at det er nok at finde slægtskabet i teksterne.
Det peger ind i den anden spøjsagtighed, nemlig at de videnskabsteoretiske polemikker er så bedagede. Vangshardt drager i felten mod positivistiske forestillinger om, at forfatteres liv, lånerkort og læsning kan årsagsforklare litterære tekster, men den form for positivisme er mig bekendt et for længst forladt kompleks, selvom det som nævnt faktisk stadig har et vist greb i Vangshardt selv.
Man kan, også som almindeligt dannet læser, blive en del klogere på det metafysiske drama i Pontoppidans sidste store roman og på dets forbindelser til Mann, Nietzsche og Schopenhauer. Især synes jeg om den måde, den berømte og berygtede slutning ses som en velforberedt konsekvens af mange andre elementer i den store tekst. Omvendt finder jeg den litteraturhistoriske placering af Pontoppidan og polemikkerne med dansk litteraturhistorieskrivning og Pontoppidan-forskningen upræcise og lidt skingre, ligesom opgøret med positivismen fremtræder ufrivilligt retro.
Gæsteanmelder Jon Helt Haarder er lektor på Syddansk Universitet og litteraturanmelder ved Morgenavisen Jyllands-Posten.