Forfatter efterlyser selvkritik hos danskerne, men er selv skråsikker

Bjørn Thomassen har skrevet en bog, der skal korrigere danskernes syn på Reformationen. Det lykkes ikke helt

Forfatter efterlyser selvkritik hos danskerne, men er selv skråsikker
Foto: Paw W. Gissel.

Jeg læste efterskriftet i denne bog først og med fornøjelse. Der er brug for nogen, der sparker den dansk-lutherske selvfedme over skinnebenet og minder danskerne om, at der er kristendom andre steder end i Danmark, og at der i Danmark er andre kristne end de lutherske. En solid katolsk stemme er velkommen – og længe savnet. Den tidligere katolske biskop Martensen var en stor Luther-kender, og for mig selv var det blandt andet katolske forskere som Peter Manns og Otto Hermann Pesch, der viste, at der var mere at hente hos Luther end det, lutheranerne havde ladet blive stående.

Thomassen minder om, at både katolikker og lutheranere har overtrådt det ottende bud og løjet om hinanden. Jeg satte mig for at læse bogen luthersk, det vil vise prøve at forstå alt i bedste mening (jævnfør ottende bud i den ”Lille katekismus”). Det skulle blive en svær opgave.

Thomassen vil overvinde den os-og-dem-tænkning, som han ikke helt uden grund finder hos Luther. Derfor er det ærgerligt, at han næsten konsekvent modstiller protestantismens negative sider med katolicismens positive. Afkræver man sin modpart selvkritik, skylder man selv det samme.

Thomassen vil vise, hvad vi mistede med Reformationen og fortælle tabernes historie. Det er vigtigt. Her er stadigt noget at lære. Desværre er begge anliggender underlagt et tredje: mytedrabet. Påstanden om myter følger ofte egne fordomme. Her ligner Thomassens bog Frederik Stjernfelts meget omtalte ”Syv myter om Martin Luther”. Thomassen er dog mere nuanceret og indstillet på akademisk diskussion – det skal han have tak for.

Korrektionen af ”myter” er lang: Reformationen var ikke fredelig, den var voldelig. Reformationen var billedfjendsk. Luther stod ikke bag jazzen(!). Det var ikke Luthers skyld, at dansk blev kirkesprog. Luther var ingen antiautoritær helt. Velfærdsstatens rødder findes i katolicismen, ikke i lutherdommen. Lutherdommens arbejdsetik har ingen betydning for dansk rigdom. Luthers jødehad skal tages alvorligt. Reformationen er ikke en del af renæssancen, men afslutningen på den, og danske historiebøger skal skrives om. Det næstsidste kapitel i bogen adskiller sig temamæssigt. Her er tesen, at Svend Brinkmann blot er Luther i forklædning og derfor bør afvises. Opgøret med selvudvikling er en gentagelse af Luthers pessimistiske menneskesyn, der spærrer for renæssancens positive ditto. Nogle steder er tesen altså, at Reformationen intet betød. Andre steder at dens tanker havde negative virkninger. Kan begge dele være rigtigt? Og hvorfor kun negative virkninger?

En samlet fortælling får vi ikke, men der er gode pointer undervejs. De har det dog svært i den skråsikre polemik. På Thomassens hjemmeside anføres bogen som forskning. Jeg håber, det er en fejl.

Men Thomassen har for eksempel ret i at korrekse den sejlivede myte, at først Reformationen oversætter Bibelen til folkesprog. Det nye var dog oversættelser direkte fra græsk, og der var også danske prædikener før Reformationen. Det nye var dog, at også nadveren var på dansk og ens for præster og lægfolk. Derfor er det ikke præcist at beskrive den lutherske gudstjeneste som pacificerende.

Kapitlet om protestantisk arbejdsetik refererer nogle interessante komparative studier mellem katolske og lutherske lande, men forholder sig stort set alene til Webers tese om sammenhænge mellem protestantisme og kapitalisme. Thomassen finder ingen markant øget arbejdsomhed i lutherske lande, men havde han set på statistik over kvindernes stilling på arbejdsmarkedet ville han se større forskelle, og velfærdsstaten findes i både lutherske og katolske udgaver, men også her er det måske mere interessant at se på udformning end på oprindelse.

Protestantisme er i bogen en sammenblanding af lutheranisme og calvinisme. Det er uheldigt. Det viser sig blandt andet i kapitlet om billedstorm. Her bliver den lutherske realisme i kirkekunsten, som ellers burde vække en vis sympati hos en katolik, fuldstændig underkendt.

Mest irriterende er dog forfatterens manglende forståelse for teologi. Også her ligner han Stjernfelt. Luther beskrives som en, der gør gode gerninger unødvendige. Det er en fejllæsning. Thomassen korrigerer ganske rigtigt den opfattelse, at katolikker lærer gerningsretfærdighed. Samtidig kritiserer han Luthers opgør med tanken om, at ”man gennem gode gerninger kunne gøre noget for frelsen”. Hvordan de to ting kan hænge sammen, ved nok kun Thomassen. Kritikken af det lutherske syn på Bibelen som mere autoritært end den paveligt sanktionerende udlægning forekommer besynderlig, og det er heller ikke rigtigt, at mennesket ifølge Luther ikke har nogen etisk erkendelse. Enhver ved fra sig selv, hvad næstekærlige gerninger er. Luther tænker her i forlængelse af middelalderens forestilling om en naturlig lov. Faktisk bygger Luther på afgørende punkter videre på klosterteologien. Måske er det derfor, den katolske kirke i det 20. århundrede på flere områder lod sig inspirere af protestantismen. Bogens afsluttende opfordring til en mere sober og selvkritisk diskussion er derfor vigtig og fortjener gentagelse. Lutheranere og katolikker har stadig noget at lære hinanden.

Gæsteanmelder Bo Kristian Holm er cand.theol., ph.d. og lektor ved Aarhus Universitet.