En tysk ven sammenlignede over for mig Greta Thunberg med Martin Luther. Det stejlede jeg over, men han sagde: Er det ikke den samme lidenskab, den samme insisteren, den samme radikalitet?
Måske er ”Fridays for Future” virkelig begyndelsen til en reformation?
De fleste vil nok stejle, som jeg gjorde. Men da Luther slog sine 95 teser op, kunne ingen heller forudse, hvad det ville føre til, end ikke Luther. En inspiration til teserne var Luthers harme over afladshandelen. Og her bliver parallellen måske lidt tydeligere.
I middelalderen, da man troede på, at der er en dommens dag, at man på et eller andet tidspunkt, om det så skal være efter døden, skal stå til regnskab for sine handlinger, og at man i tilfælde af at blive dømt skal pines i helvede – da var det uundgåeligt, at man også begyndte at spekulere på, hvordan man kunne afværge den skæbne.
Da næppe nogen kan siges fri for synd, var den slags overvejelser vidt udbredte. En nærliggende tanke var, at havde man gjort noget ondt, kunne man bøde på det ved at gøre noget godt. Hvis man var velhavende, kunne man for eksempel give sin kirke en ny døbefont eller en altertavle, og på sidstnævnte kunne man lade sig selv afbilde, for at Vorherre på den yderste dag ikke skulle glemme, hvem det var der havde bestilt det fromme maleri.
Eller man kunne indrette et hospital til de spedalske eller et frøkenstift, hvor så også ens egne ugifte døtre kunne få et sted at være.
Men til menneskets natur hører åbenbart, at alt på et tidspunkt kommercialiseres. Sådan gik det også med de gode gerninger. Når det blev for anstrengende selv at yde en indsats, opstod den mulighed at købe sig fri. Synderen fik en bedre samvittighed, og pengene havde det godt i kirkens lommer. Jo rigere man var, desto mere kunne man synde, for man kunne altid købe sig fra følgerne. Og just i Luthers ungdom havde kommercialiseringen nået nye højder.
Nu kan vi så vende tilbage til Luther og Greta Thunberg. De har begge set, at sådan kan det ikke blive ved at gå. For Luther var det oprørende, at trosforholdet var blevet et pengeforhold. For Greta Thunberg er det oprørende, at vi forsøger at betale os fra de klimaproblemer, som vi i hvert fald har skabt nogle af, omend måske ikke dem alle. Derfor handler hendes prædikener ikke om skatter og afgifter, men om omvendelse.
De handler ikke om, hvilke fiksfakserier vi kan hitte på for at blive ved med at leve præcis, som vi gør. De handler om, at vi skal leve anderledes. Ikke om, hvordan vi bærer os ad med at sikre økonomisk vækst på en anden måde end nu, men om, at vores fremtid afhænger af noget helt andet end økonomisk vækst – måske ligefrem af afkald i stedet for aflad.
Til at prædike sådan hører en vis fanatisme.
Luther ville i dag uden tvivl have fået en diagnose som autist eller noget tilsvarende, og hans succes beroede blandt andet på, at man dengang ikke havde så forfinede metoder til at affeje holdninger, man ikke brød sig om. Man forfulgte kætterne i stedet for at bortforklare dem.
Det var ikke nogen rar verden. Men det er vores egen ved nærmere eftersyn vist heller ikke.
Min tyske ven er i øvrigt katolik, endda konverteret. Men Luthers kamp mod afladshandelen har hans sympati. Det samme har Greta Thunberg.
Klummen ”Eftertanken” skrives af professor, forfatter og tysklandsekspert Per Øhrgaard og bringes i avisen hver anden fredag.