Åh nej, tænker denne anmelder; skal vi nu igen høre om en mand i galoperende midtlivskrise, der møder en ung, mystisk kvinde, der healer ham og sender ham på nye veje? I anslaget kan det godt se sådan ud, da fortælleren følger i hælene på Rebecca, en ung, driftig journalist fra Radio24syv, gennem Addis Ababas rodede gader:
”Man kan ikke se den udefra, Rebeccas rastløshed. Den ro hun udstråler, er det man mærker. Hun har altid haft længslen efter solen. I Danmark fryser hun ni måneder om året. Hun har den lyschokoladebrune farve omtrent som Addis-mennesket, derfor tror de med det samme, hun er en af dem.”
Parret er på opgave i Etiopien, begge slæber på udstyr og kameraer, og gennem deres udefrakommende øjne bliver læseren ført ind i det mystiske kontinents natur, fattigdom, Jamaica-cigaretter, joints, jazzmusik, dromedarer, tyvagtige bavianer, korruption, magre børn og skønhed.
Fortælleren tager pligtskyldigt sine malariapiller, men det skulle han ikke have gjort. Snart bliver angsten for at blive vanvittig omdrejningspunktet for hans indre monologer, da Rebecca advarer ham mod medicinen: ”Det kan gøre folk sindssyge, især hvis der er sindssyge i familien, det er genestisk betinget, og jeg ved jo, der i din familie er sindssyge.”
Videre på rejsen går der skår i parrets forhold, og det hele kommer til at handle mere om overlevelse end om arbejde. I hallucinerende syner og småsygdom døser Thomas rundt, og hele verdenssynet ændrer sig for både ham og Rebecca i mødet med den rå virkelighed, afrikanererne lever i. Og mange af dem vil gerne rejse den stik modsatte vej af det europæiske par – nemlig via the backway, den farlige bagvej til Europa, hvor pengene muligvis gror på træerne, og hvor man i hvert fald kan få noget at spise og leve langt væk fra diktatorernes soldater. Men ofte ender de tilbage, hvor de kom fra, som Karamo Keita fortæller om et halvt års rejser gennem lastbiler, sult, ørkener og fængsler:
”I Tripoli blev jeg fanget af en gruppe uniformerede libyere, som fængslede mig. Vi sad der i fænglset, og efter fire måneder kom nogen fra FN, de sagde, der er et fly, der venter på jer, som kan bringe jer tilbage til de lande, I oprindeligt kom fra. Nu rejser Bai Mustafa og Karamo Keita rundt i Gambia og fortæller unge mennesker, at de ikke skal tage the backway.”
58-årige Thomas Boberg har været nomineret til den prestigiøse Nordisk Råds Litteraturpris hele to gange, og han har fået Det Danske Akademis Store Pris og flere andre hædersbevisninger. Han har siden 1984 udgivet digte og romaner, og rejseskildringerne har altid fyldt meget. ”Africana”s hovedperson hedder da også Thomas, og ligheden med forfatterens virkelige liv er så gennemgående, at den må benævnes både erindringsroman og autofiktion.
Men Thomas Boberg skriver ikke autofiktion a la Karl Ove Knausgård eller Leonora Christina Skov. Han læner sig ind i genren, men hans tema er større end jeget, barndommen og selvudviklingen. Også formmæssigt er Bobergs poetiske og nogle gange næsten staccato, opremsende sprog – korte sætninger, halve sætninger – meget anderledes end de fleste forfatteres. Hans specielle hoppende fortællemåde skaber en rytme, der gør den lange bog til et fabulerende langdigt om mennesket og dets oprindelse.
”Vi kører hen over menneskets vugge. Set fra Guds vindue, en lille vugge i en tør have. Set fra vores en endeløs ørken. Men Guds vindue er tomt. Han sidder der ikke længere og stirrer eftertænksomt ud på sit værk.”
Når man kalder en bog eller en film noget med ”-ana” til sidst – Americana, Africana, Syriana, fortsæt selv – så er det, fordi udtrykket definerer selve det amerikanske eller afrikanske, med flere. En slags benævnelse af selve ånden eller essensen i et land. Så Bobergs bog er et portræt af Afrikas essens, både af kontinetets påvirkning af fortælleren og af kontinentets hele ånd.
For 10-20 år siden råbte litteraturkritikken på den store samtidsroman, dén bog, der kunne omfavne en hel generation, en tidsånd, som et stillbillede, et snapshot af en periode. I dag er behovet snarere den store globale roman. En roman, der italesætter nutidens store problematikker, fordi verden er blevet så på én gang sammenflettet og splittet, så kaotisk, så politisk uforudsigelig og så økonomisk gensidigt afhængig.
Thomas Boberg tør godt skrive stort – og han gør dermed det samme som Salman Rushdie og flere andre af de store i disse år. Der er flere og flere, der igen tager forfatterens ældgamle rolle på sig som seer og profet; som dén, der skuer ud i fremtiden, overskuer hele verden og gennemskuer menneskene.
Boberg rejser ikke bare ind i sindet, ind i barndommen eller i det lokale eller nationale. Han besøger hele menneskehedens historie, når han gennemrejser Afrika – og han vover til slut at forsøge sig med en karakteristik af selve menneskets ånd.
Den nye bog er heldigvis ingenlunde en midtlivskrisebog, hvor en mand sejler rundt i sig selv, men snarere en personlig rejse, der trancenderer det private og bliver almengyldig.
For som Boberg skriver: Vi kommer alle sammen oprindeligt fra Afrika.