Prøv avisen
Bog

Afrikas Moder Teresa

Heidi Baker kaldes af nogle "Afrikas Moder Teresa". Her ses en statue af den originale Moder Teresa i Skopje, Makedonien.

Forfatteren skjuler ikke sin næsegruse beundring for Heidis tro, engagement og liv, som er intet mindre end fantastisk

Henrik Nissen: Mama Heidi. Afrikas Moder Teresa. Fotos af Rolland Baker. 156 sider. Forlaget Scandinavia.

Journalist, forfatter og redaktør af ugeavisen Udfordringen Henri Nissen har skrevet en bog om Mama Heidi - Afrikas Moder Teresa, som han kalder hende. På forsiden ser man et billede af en smuk, hvid kvinde siddende med et lille, sort barn trykket ind til sig.

Kvinden har blå øjne og bærer en charmerende solhat og ligner ikke umiddelbart Mother Teresa.

På de mange fotos i bogen, som er taget af hendes mand, fotografen Rolland Baker, minder hun snarere om prinsesse Diana.

Hun er smilende, glad, fuld af overskud, og man ser hende dele varme omfavnelser og knus ud til små og store afrikanske børn.

Forfatteren skjuler ikke sin næsegruse beundring for Heidis tro, engagement og liv, som er intet mindre end fantastisk.

Heidi og Rolland Baker arbejder som missionærer i Mozambique, hvor de samler i tusindvis af fattige afrikanere til store lovsangsgudstjenester og møder. Det er en kraftfuld forkyndelse, som sætter spor og gør indtryk. Der sker en enorm vækkelse omkring denne kvinde, og man får mange eksempler på, at hun kan mere end Mother Teresa og prinsesse Diana tilsammen.

Faktisk formår hun det samme som Jesus selv.

Der sker undere ved hendes ord og hænder: dødeopvækkelser, helbredelser af blinde og døve, underfuld hjælp fra oven, ja, vi hører, at Mama Heidi endda kan befale over naturen.

En dag møder hun to tornadoer og befaler: ”Jeg uddriver jer i Jesu navn!”. Og de to tornadoer vender om. Eller da hun sidder i en bil på vej til et helbredelsesmøde, og der ikke er benzin i tanken, så siger Heidi: ”Jeg befaler benzin at komme ind i bilen og benzinmåleren at gå op!”.

Og nålen gik op!

Her vil de fleste læsere nok vælge at stå af og lægge bogen fra sig som overspændt, urealistisk, usund eller måske direkte usand.

Men det gør man ikke som anmelder, og der er da heldigvis også andet og mere at sige end disse store tegn og undere.

Bogen rummer også en nøgternhed, som giver en svalende og nødvendig skygge for denne varme afrikanske sol og store vækkelse. Det er især i samtalen med Rolland Baker, at bogen får en mere stilfærdig og troværdig tone. Han fortæller blandt andet om den erfaring, som han har gjort sig ved flere af underne, hvor det viser sig, at mange mennesker, som har haft nogle af de mest utrolige oplevelser, er faldet fra troen i løbet af et år eller to.

Oplevelser garanterer nemlig ikke, at et menneske kommer til at kende Gud, som det hedder.

Men for Heidi og Rolland - og for vækkelsen i det hele taget - drejer det sig først og fremmest om at blive berørt af Gud.

At forandres gennem kontakten med Jesus og hans kærlighed og ikke blot gennem en teologisk viden om Jesus.

Som Heidi udtrykker det: Studerende ønsker bare en Gud, som er i live, en Gud som er ægte, en Gud som er personlig, og som elsker dem.

Personligt kunne jeg dog godt tænke mig, at der havde været lidt mindre af Heidi - og lidt mere af Gud.