Når man i stille stunder lader tanken søge tilbage til de øjeblikke, der har sat sig fast og udgør ens egen erindring, er det som at høre en fortælling eller se et billede. Erindringen er formet, og indholdet blandet med alle mulige andre erindringer; noget har fortættet sig, og andet er blevet udvandet. Således forekommer det også, når man læser en række af de 10 tekster, Merete Pryds Helle har udgivet i bogen »Ti fingre fra eller til«.
Samlingen har Pryds Helle givet genrebetegnelsen »frasagn«, hvilket er velvalgt. En række af teksterne er bearbejdede beretninger om erindrede hændelser eller oplevelser, hvor det er selve fortællingen om disse, der gøres til det centrale. På denne måde arbejder teksterne imod tiden som en udstrækning. Pryds Helle forsøger snarere at kondensere den enkelte tekst i et nu, hvor forskellige billeder løber sammen i en strøm af billeder. På forunderlig vis avler det ene sanselige billede det næste, og man mærker i de bedste af frasagnene en nærmest organisk fortælling, som det sker i »Fugletræet«, hvor tid, sted, genfortælling og fortættede billeder flyder af sted, men alligevel fastholdes som et enkelt øjeblik. »Fugletræet« er en slægtsfortælling, hvor alle slægtens forskellige led gøres samtidige gennem en erindring af en genfortælling af slægtens historie.
I frasagnet med titlen »Den blå delfin« henvises direkte til en af bogens teknikker. »Når Marianne P. Heinrichsen ligger i sofaen, mens hendes mand sidder ved computeren ved vinduet, og børnene leger i det blåmalede børneværelse, skyder en række billeder sig ned gennem loftet af hendes kranie og tværs gennem den svagt lysende nerve i nethinden. Som et sværd i en blød og føjelig hjernesten.« Men den i titlen nævnte blå delfin viser samtidig hen til et tematisk fællestræk ved teksterne, som hænger sammen med afsavn. Afsavn og personlig utilstrækkelighedsfølelse går igen i mange af teksterne. Ofte kædes dette direkte sammen med barndommens oplevelse af følelseskulde.
Men teksterne blander konkrete tematiske gennemspilninger af traumatiske oplevelser med underligt fantastiske beretninger, der mere får karakter af filosofisk pointerede fortællinger om livets vilkårlige strømmen. I en tekst om en mand, der ikke kan forene sig med egen dødelighed, bliver hans forsøg på at røve en andens livstid afbrudt, da han umiddelbart efter sprænges i luften. De mere direkte (livs)filosofiske tekster fungerer mindre godt. Det er de sanselige og flydende billeder, der bærer læselysten.
Dette sker også i bogens sidste lille tekst, »Peter«, som på overbevisende måde fremstiller erindringsstrømmen hos en senildement kvinde. I denne tekst viser Pryds Helle en fantastisk beherskelse af sprogtone og glidende sammenhænge, der gør det erindrede stof nærværende og underligt på samme tid. Og det er dette indtryk, der holder sig efter endt læsning. En stoflig fylde gengivet i et fint sansende og nærmest organisk billedsprog.
Merete Pryds Helle: Ti fingre fra eller til. Frasagn. 191 sider. 249 kr. Rosinante.