Når solen om aftenen var forsvundet, blev himlen først gylden og skiftede derefter i nogle lange, stille minutter til lysende grøn. ”Det var som et smukt farvel til den sommerdag, der var slut.”
Afsked er det gennemgående tema i Rolf Baggers nye roman, ”Grøn himmel”, hans første efter mange års pause. Det er en stilfærdigt vedkommende hverdagshistorie, der dog især i første del er for løs i stilen, for ”snakkende”. Senere sker der en opstramning. Bedst er bogen i dialogerne. Bagger skriver glimrende replikker, udtryksfulde og ”hørte”.
Udgangspunktet er et smerteligt, definitivt opbrud fra det sommerhus i Vendsyssel, der har betydet så meget for hovedpersonerne, et aldrende ægtepar. Det er blevet nødvendigt at indskrænke.
Men naturligvis drejer det sig dybest set om mere end at tage afsked med et sommerhus. Det drejer sig om at tage afsked med livet. Og ikke mindst om den svære erkendelse af, at lige netop dette er situationen. Den belyses skarpt og grelt i bogens sidste sætninger, efter at manden har ladet sig presse til en tur til det solgte sommerhus. Hustruen har et urealistisk ønske om, at de skal købe det tilbage. Men da hun ser de mange ændringer, der er foretaget ved huset, forstår hun endelig, at det er mistet for altid.
For mandens vedkommende slutter romanen i den ultimative ensomhed.
Imidlertid kaster den tillige sin skygge ind over de foregående sider, ind over det krakelerede forhold mellem ægtefællerne, ind over hustruens foruroligende opførsel, der af manden tolkes som et symptom på snigende demens.
”Du er slet ikke den Jytte, du var engang. Du bliver borte for mig, jeg mister dig lidt for hver eneste dag,” ikke siger, men tænker han. Samtalen mellem ægtefællerne er forstummet. Afskeden er fyldt med tavshed, også den bitre af slagsen.
Et centralt tema er desuden forholdet til et barnebarn, Rikke på 18 år, der viser sig at være gravid.
Bedsteforældre vil gerne støtte hende, men tilsidesættes. De hører fortiden til. Opfattelsen formuleres ikke direkte, men er til stede alligevel. Sådan kan alderdommens ensomhed også gøre sig gældende. Afskeden er altomfattende.
”Grøn himmel” er en usentimental afdækning af smertepunkterne i den sidste livsfase.